Helge Christiansen
Blog
Hvem bliver de næste, der skal trynes?
I sit forsvar for sin ph.d. den 26. januar 2018 kritiserede Keld Skovmand bl.a., at pædagogiske forskere ikke havde sagt fra over for den højst kritisable lancering af læringsmålstyret undervisning, og at der foregik en diktatorisk topstyring ved gennemførelse af folkeskolereformen. Det er jeg enig i, og det vil jeg uddybe.
I forbindelse med folkeskolereformens gennemførelse var der mange, der blev trynet. Ikke mindst hele lærerstanden. Lad os håbe, det ikke sker igen. Nogle få personer spillede en central og uantastelig rolle i denne tryning. Reformens magtfulde mænd og kvinder afviste arrogant en dialog med kritikere og bekæmpede uønsket modstand.
Niels Egelunds sprogblomster
”Hold så kæft med det pis”, var Niels Egelunds afsluttende bemærkning i et svar på TV til de udviklingsresistente lærere på grund af deres kritik i skolereformens tilblivelsesdage og deres manglende respekt for hans videnskabelige lys. Hans telefon var altid åben for pressen i en periode.
Jeg spurgte gang på gang respektable og dygtige forskere på DPU ansigt til ansigt, hvorfor de ikke deltog i debatten om folkeskolereformen. Nogle af dem svarede, at de foretrak at udtale sig om det forskningsområde, de virkelig havde forstand på. Det problem havde Niels Egelund ikke.
”Et pip fra en gammel radikaler, som jeg ikke kan tage mig af”, var Niels Egelunds kommentar til Kristeligt Dagblad den 14. oktober 2013, efter at Asger Baunsbak Jensens pamflet med titlen ”Sidste udkald – kampskrift for folkeskolen” var udkommet. Jeg hørte samme dag Ove Kaj Pedersen, forfatter til ”Konkurrencestaten”, holde oplæg på en konference på Nyborg Strand, hvor han allerede den gang gav udtryk for sin undren over, at politikerne overhovedet ikke havde debatteret skolereformens bagvedliggende menneske- og samfundssyn, før den blev vedtaget. Humanister, teologer og filosoffer skulle efter hans mening på banen. Det var det Asger Baunsbak Jensen tog fat i. Jeg anmeldte pamfletten på folkeskolen.dk og roste den. Han sendte senere et brev, skrevet med sirlig skråskrift, hvor han takkede mig for min anmeldelse, fordi jeg havde forstået hans tekst og læst den grundigt. ”Du forstår at læse”. Det fornemste skulderklap, jeg nogensinde har fået som anmelder.
Niels Egelund blev ikke kaldt til samtale hos DPU´s chef for sine grove udtalelser. Det gjorde Thomas Åstrup Rømer. Hans kolleger ville have ham fyret på grund af, at han havde et andet syn på videnskab og på skolereformen, end de havde. Tryningen lykkedes ikke på grund af en offentlig proteststorm.
Misbrug af peer reviewbegrebet
Keld Skovmand var tidligt ude med sin kritik af Fælles Mål og målstyring. I en kommentar ved udgivelsen af debatbogen ”Uden mål og med. Forenklede Fælles Mål” søgte Jeppe Bundsgård og Morten Misfeldt på folkeskolen.dk at tryne bogen ved at misbruge peer reviewbegrebet.
Tilfældigvis er der i min allernærmeste familie- og vennekreds forskere inden for lægevidenskaben. De peer reviewer selv på internationalt plan og sender deres artikler med forskningsresultater til internationale tidsskrifter, hvor en redaktør udvælger to peer reviewere, - ofte fjernt fra Danmark- som er helt uafhængige af den peer reviewedes forskningsmiljø, men eksperter på artiklens område. Mine bekendte ved ikke engang, hvem der peer reviewer dem. Artiklen optages derefter eller afvises eller bliver sendt tilbage med forslag til forbedringer.
I tilfældet med Keld Skovmands bog blev peer reviewformen misbrugt til at nedgøre en anderledestænkende forskers debatbog helt imod spillereglerne. Jeppe Bundsgård og Morten Misfeld skrev om Keld Skovmands bog: ”For det første er den ikke peer reviewet, hvilket betyder, at der ikke som det ellers er kotume ved videnskabelige afhandlinger, har været en kollega, der har læst og kommenteret manuskriptet”. Kravene til peer review er åbenbart ikke så skrappe på DPU. Man kan på DPU åbenbart i pricippet henvende sig til en venligtsindet meningsfælle eller ven blandt kollegerne og få vedkommende til at læse og kommentere den og bagefter påberåbe sig indiskutabel videnskabelighed. Jeppe Bundsgårds og Morten Misfelds artikel på folkeskolen.dk lever ikke op til kravene til et peer review.
Hvis Thomas Åstrup Rømers og Keld Skovmands værker var blevet peer reviewet af de to nævnte forskere, var al originalitet blevet pillet ud af dem. Albert Einstein havde måske aldrig fået udgivet sine geniale tanker, hvis han var blevet peer reviewet. Hans doktorafhandling blev forkastet af de magthavende forskere på den tid, som ikke havde forudsætninger for at forstå hans genialitet eller ikke ville forstå den. Hvad med om forskerne, der skrev ”Læremidlernes danskfag” var blevet peer reviewet af forlagsredaktører, praktiserende lærere og læremiddelforfattere? Det ville bogen have vundet ved.
Peer review er en glimrende metode. Men uvildigheden er helt afgørende. Og man skal undgå, at peer review bliver misbrugt til nedkæmpning af konkurrenter og modstandere og til nepotisme.
Populistiske udtalelser i forbindelse med udgivelsen af ”Læremidlernes danskfag”
Ved udgivelsen af ”Læremidlernes danskfag” er forfatterne flere gange kommet med nedgørende, friske, populistiske udtalelser bl.a. om, at læremidlerne i dansk skaber ukritiske og fantasiløse funktionærer. Tryningen fik store overskrifter. ”Danskfagets læremidler uddanner eleverne til funktionærer”. En æreskrænkende udtalelse om en hel samfundsgruppe, om læremiddelproduktionen i dansk og om lærernes manglende kompetence til at undervise i dansk, som der ikke er dækning for i bogens forskningsresultater.
Trusler om injuriesag. Blev jeg trynet?
Jeg fik bragt min anmeldelse af ”Læremidlernes danskfag” på folkeskolen.dk i oktober 2017. I den anbefalede jeg og roste bogen generelt, men havde også kritiske kommentarer, især til Anna Karlskov Skyggebjergs artikel med overskriften ”Litteraturundervisning fra poetisk leg til prosaisk alvor”. Det førte til, at Anna Karlskov Skyggebjerg på vegne af forskergruppen omkring ”Læremidlernes dansk” svinede mig til i en mail til chefredaktøren for Folkeskolen med et groft æreskrænkende, personligt angreb og et ordvalg, der tydeligvis havde til hensigt at underminere min troværdighed som anmelder.
Efter at jeg i et svar på 5 sider havde afvist kritikken og argumenteret for mine synspunkter, truede forskergruppen med en injuriesag mod Fagbladet Folkeskolen, fordi jeg havde kaldt Anna Karlskov Skyggebjergs måde at udvælge sit forskningsmateriale på for ”mildest talt uvidenskabeligt”. Artiklen var peer reviewet, skrev forskerne, og så var det efter deres mening æreskrænkende at bruge ordet uvidenskabeligt.
Hvis peer review begrebet bruges til at tryne kritikere og lukke munden på modstandere, så man ikke frit kan kritisere forskningsresultater, er der noget galt.
Hæderlig og mindre heldig forskning
Langt den overvældende del af forskningen er hæderlig og troværdig, men der findes mange forskellige opfattelser af, hvad videnskab er, og der findes brådne kar. Det var ikke al videnskabelig forskning i forbindelse med gennemførelse af folkeskoleloven og målstyring, der var lige heldig. Det var Århus Universitets forskning i forbindelse med en udtalelse om en miljøplan, rekvireret af Fødevare- og Miljøministeriet heller ikke. Her blev konklusioner også bøjet på grund af politisk pression. Der er ikke nogen form for forskning, der er hævet over kritik.
Tryning til tavshed
På baggrund af de mange eksempler på en lille gruppe DPU- forskeres æreskrænkende, personlige angreb, som jeg i dette indlæg på min blog har præsenteret i udvalg, og som også har floreret i debatten på folkeskolen.dk i forbindelse med udgivelsen af ”Læremidlernes danskfag” i en sådan grad, at redaktørerne på Folkeskolen undertiden har måttet gribe ind, må jeg spørge: ”Er alt tilladt for magtens overmennesker? Og hvem bliver de næste, man forsøger at tryne til tavshed".
