Helge Christiansen

Helge Christiansen

Blog

Det er lærerne, der bestemmer skolens fremtid

Jeg vil plædere for større respekt for lærernes praksis, deres erfaringer , deres fantasi, deres selvstændige engagement og den teoridannelse, der sker i forbindelse med livet i folkeskolens hverdag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inspirationen til dette indlæg er to glimrende bøger, jeg for nylig har anmeldt, nemlig ”Feedback i dansk” og ”Opdragelse er nødvendig” og et oplæg på årets læringsfestival i Bellacentret. Professor Per Fibæk Laursen, Institut for Pædagogik og Uddannelse, Århus Universitet, holdt her et indlæg om lærernes situation i skolen. Hans hovedbudskab var, at lærerne skal tage ejerskabet til undervisningen tilbage. Politikere, ministeriernes embedsmænd og de kommunale forvaltninger har i dag den opfattelse, at fremskridt sker ved, at skolen styres udefra. Men reformer kan ikke tromles igennem. Det skader udviklingen, og det er en illusion, at innovation sker ad denne vej.

For 20 år siden bragte de internationale læseundersøgelser lærerne i defensiven. Men forestillingen om, at udvikling i folkeskolen sker ved top-downstyring er forkert. Politikere og embedsmænd vil gerne styre folkeskolen, og forskere beskriver den, men innovationen kommer fra lærerne.

Skolelederne kan heller ikke styre udefra og topdown. Det er heller ikke dem, der kan presse en fornyelse igennem. Det er lærerne, der implementerer nye tiltag – eller gør modstand imod dem.

Helge Christiansen

Forfatter til fagbøger og læremidler, anmelder ved Fagbladet Folkeskolen og cand. pæd. i dansk. Har tidligere været pædagogisk konsulent i danskundervisning og pædagogisk udvikling ved Fyns Amt, beskikket censor ved læreruddannelsen i dansk og underviser på Danmarks Lærerhøjskole. Skriver om danskundervisning, læremidler, sprog og litteratur, skole-hjemsamarbejde, fagdidaktik og pædagogik i al almindelighed.

I et skolehistorisk tilbageblik påviste han, at der gentagne gange er lavet initiativer top down, hvor man har forsøgt at presse reformer igennem udefra. De mislykkes ofte.  Her nævnes et par af hans eksempler. 93-reformens ideer om undervisningsdifferentiering var allerede udtænkt og til dels gennemført af ildsjæle blandt lærerne. Top-downstyring og pres udefra har ikke bevirket, at undervisningsdifferentiering er gennemført – tværtimod.

Det samme gælder politikeres udsagn om, at nu skal man ved målstyring og evaluering og kontrollerende tests få Danmark i top 5 eller gøre Danmark konkurrencedygtigt.

I læreruddannelsesreformen fra 2007 søgte man også udefra at presse flere til at uddanne sig i naturfag. Det modsatte blev resultatet.

Den vigtigste nyudvikling er sket indefra i forbindelse med skolens praksis og i dialog med lærerne. Det gælder teamsamarbejde, bevægelse i undervisningen, årsplaner og mange nye undervisningsformer, der i dag udråbes til sensationer i nye love og andre tiltag. I virkeligheden var ideerne allerede skabt i praksis. Formulering af mål og evaluering er heller ikke nogen sensationel nyhed.

Jeg kan langt hen ad vejen tilslutte mig Per Fibæk Laursens synspunkter. Betydningen af mange af de anglikansk inspirerede tiltag, som stammer fra en anden kulturel baggrund, er vildt overdrevet. Målstyring og kontrol uden begejstring giver ikke højere kvalitet.

Jeg vil slutte for denne gang med et citat fra bogen ”Den nødvendige opdragelse” af John Åsted Halse, som jeg tidligere har nævnt i dette indlæg. Min anmeldelse af den bliver om kort tid bragt på folkeskolen.dk. ”Generelt drejer det sig om at stole på sig selv. At man – på trods af alle eksperters gode råd om opdragelse- også lytter til sin indre stemme for at finde frem til, hvad man nu egentlig synes er det rigtige. Men det kræver mod og vilje til at reflektere over store filosofiske spørgsmål som fx: Hvad vil jeg med mine børn? Hvad er det for et liv, jeg gerne vil have med børnene? Hvilken tilværelse ønsker jeg, at de skal have- nu og senere i livet?

Sådanne spørgsmål kan ingen eksperter svare på - her er den enkelte sin egen ekspert. Man kan lytte til eksperters råd og være lydhør over for den nyeste viden. Men viden og råd skal hele tiden vurderes kritisk og sættes i relation til én selv og barnet. Så når man lytter til ekspertråd, bør man nok trække to fra og lægge en til og tænke: Hvad er der i dette for mig?- for os?”

Selv om dette citat er møntet på børneopdragelse, har det også gyldighed for lærerens arbejde i skolen- ikke mindst i dannelsesfaget dansk. Men disse væsentlige pædagogiske forhold har man ikke ønsket at beskæftige sig med i forbindelse med udarbejdelsen af folkeskolereformen og ved udformning af Fælles Mål i dansk.

Powered by Labrador CMS