Helge Christiansen
Blog
Om skolepsykologer, inklusion og manglende værdsættelse af lærernes praktiske kompetencer
Selvfølgelig skal man genindføre en uddannelse som skolepsykologer.
Inklusion er en smuk tanke. Alle skal kunne være i folkeskolen. Alle børn skal være ligeværdige. Men desværre har det knebet med at gennemføre denne sympatiske hensigtserklæring, der fik vind i sejlene på grund af Salamancaerklæringen fra 1992. 92 lande var på et UNESCO-møde i Spanien enige om, at det skulle være et grundlæggende princip, at alle skal have adgang til almindelige skoler, og det skal lade sig gøre ved, at man anvender en pædagogik, der tager hensyn til det enkelte barn.
Intentionerne om øget inklusion i skolereformen er tiltalende, og jeg er helt enig i dem og har også som lærer, konsulent og debattør kæmpet for dem, men de smukke hensigter er ikke realiseret i praksis. Der mangler tid til lærerne, andre rammer, flere bevillinger og en pædagogik, som inkluderer alle. Min kone og jeg har oplevet den manglende inklusion på nærmeste hold i forbindelse med vores datter, der fik 9 diagnoser i løbet af 17 år, alt efter hvad der var tidens trend inden for psykologisk og psykiatrisk forskning. Hun oplevede nogle forfærdelige skoleforløb i forbindelse forsøg på at inkludere hende i normalklasser og hørte til de elever, som burde have haft et tilbud om at være på en specialskole, da den almene skoles tilbud ikke slog til.
I vore dage svømmer dagbladene over med indlæg af og om forældre, der oplever, at deres børn ikke fungerer i skolen. Nogle af dem venter i mange år på at få en udredning, og hvis deres barn får en diagnose, sker der ofte ingenting. Andre finder løsninger på det private marked.
Der mangler hjælp og resurser til at gennemføre de gode tanker om folkeskolen som folkets skole for alle. Det er let at skyde på lærere, pædagoger, psykologer og psykiatere og give dem skylden for miseren. Eller finde mangler hos elever og forældre i forlængelse af den testbølge, som afgør mange børns skæbne. Ambitiøse politikere, embedsmænd med samfundsfaglig baggrund og forskere må bære hovedansvaret for, at rammerne for den påtvungne besparelsesinklusion i forbindelse med skolereformen ikke lykkedes.
Jeg synes, at der nu arbejdes seriøst på at løse inklusionens problem af folkeskolens interessenter, og jeg kan ikke komme med enkle løsninger på et problem, som lærere, pædagoger, embedsmænd, politikere og forskere nu bakser med. Men et lille skridt på vejen kunne være genindførelse af uddannelsen af skolepsykologer.
Ryan Ferdinandsen har i mange år på folkeskolen.dk og i Fagbladet Folkeskolen talt for, at uddannelsen som skolepsykolog skal genindføres. Jeg kan kun tilslutte mig hans synspunkter, som han igen har fremsat for et par dage siden på folkeskolen.dk. Jeg synes også, at Danmarks Lærerforening i denne sag har sovet i timen. Fra et fagforeningsmæssigt synspunkt var uddannelsen en naturlig avancementsmulighed for DLF´s medlemmer. Muligvis lysner det nu på grund af den fejlslagne inklusion, og fordi PPR er overbebyrdet med opgaver.
Behandlingen af de diagnosticerede børn skal ske i et samarbejde mellem eksperter, lærere og forældre. Eksperter, der ikke har føling med, hvad der foregår i folkeskolen, har vanskeligt ved at komme med brugbare vejledninger og handleplaner.
I en artikel på folkeskolen.dk fra 13. januar 2022 udtaler Mette Friderichsen, afgående redaktør for tidsskriftet Specialpædagogik og mangeårig PPR-medarbejder, at der på PPR mangler psykologer der kan reflektere pædagogisk.
Det var et stort tilbageskridt, da skolepsykologuddannelsen og de fagligpædagogiske studier blev afskaffet, da Danmarks Lærerhøjskole blev nedlagt og erstattet af DPU. Lærere med to års erfaring kunne deltage i disse 3-årige studier og var derefter kvalificerede til at arbejde som skolepsykologer, konsulenter, og undervisere på læreruddannelsen. I dag er der kun uddannelser i fag på DPU inden for dansk og matematik med en varighed af to år.
Den samme udvikling er sket inden for uddannelsen af audiologopæd.er, som nu er en universitetsuddannelse, som ikke kræver forudgående pædagogisk uddannelse eller erfaring. Den tenderer mod i stadig højere grad at blive en medicinsk, naturvidenskabelig uddannelse og ikke en pædagogisk ifølge Mette Friderichsen.
Det er en afgørende kvalifikation, når man skal undervise på læreruddannelsen, og når man skal vejlede og støtte lærere i folkeskolen, når problemerne brænder på enten fagligt eller socialt, at man ved, hvad folkeskolen går ud på, og har mærket det på sin krop i en praksis. Hvad er det for et skolesyn og fagsyn, som vejledningen skal indgå i og støtte? Som hjerneforskeren Keld Fredens så smukt siger det i en artikel på folkeskolen.dk for nylig. ”Læring er et håndværk, som kræver, at kroppen er med”. På det område har lærere og pædagoger uvurderlige erfaringer og eksperter, der har arbejdet i folkeskolen, værdifulde kompetencer.
Erfaringer fra praksis er nedvurderet og lærernes faglige kompetencer bliver forsømt til fordel for stadig skiftende retninger inden for psykologi og samfundsvidenskaber og uigennemtænkte politiske initiativer, som kun egner sig til at promovere politikerne, og som i rivende hast skiftes ud efter få års forløb.
Og naturligvis spiller det også ind, at fagforeninger kæmper om territorier, og at uddannelsesinstitutioner kæmper om bevillinger. Uddannelsesinstitutioner, der slås om forskning til folkeskolen, gør det ikke kun for børnenes skyld.
Alle eksperter kan naturligvis ikke have folkeskoleerfaring, men alle eksperter bør optræde i en mere ydmyg rolle som samtalepartnere, der kan komme med forslag ud fra deres undersøgelser. De sidder ikke inde med den fulde sandhed om barnet og den undervisning, der kan føre til resultater. For øjeblikket tillægges testning alt for stor betydning.
Erfaringerne fra folkeskolereformen, hvor eksperters og politikeres arrogance var ødelæggende, taler sit tydelige sprog om, at vejen frem er dialog, og at værdsættelsen af forældres og læreres erfaringer med eleverne fra deres hverdag må opprioriteres.
