Læs mere fra bloggen: Helge Christiansen
Blog
Så tag dig dog sammen
Regeringens retorik om arbejde, de handikappede, flygtninge og de gamle er skræmmende i sin magtpolitiske og økonomiske kynisme. Og på folkeskoleområdet fortsætter konkurrencestatens budskab i nye klæder
Demografitrækket, ældrebyrden, belastningen fra det specialpædagogiske område og forslag om at give kommunerne større råderum til at reducere udgifter til de handikappede kædes sammen med lovprisning af dem, der arbejder, og de skal helst arbejde mere, for ellers kan økonomien ikke hænge sammen. Og statsministeren truer med, at hvis der ikke arbejdes mere og på fuldtid, vil velfærdsstaten bryde sammen.
Jeg får i den forbindelse associationer til tvangsarbejdslejre i kommunistiske og nazistiske diktaturer og til dystopier som Aldous Huxleys "Fagre nye verden", hvor folk, der ikke makker ret, ender i reservater. Vi må minde regeringen om, at vi stadig lever i et demokratisk samfund, der består af ansvarlige, myndige borgere, der selv kan finde ud af, hvordan de lever et meningsfuldt liv. Regeringens hævede pegefinger om om arbejde, børneopdragelse og undervisning er et ulideligt formynderi.
De, der ikke har en plads i arbejdslivet, bliver straffet. De får ikke skattelettelser, og de, der arbejder på deltid, skal ikke have maksimal lønforhøjelse.
Socialdemokratiet har glemt, at et samfunds værdi måles på, hvordan de behandler deres svageste borgere. Det stod bl.a. i en leder i en borgerlig avis, Fyens Stiftstidende.
En nedvurdering af dem, der ikke er i stand til at arbejde, som besværlige og uønskede, breder sig ud fra en umenneskelig økonomitænkning. Og regeringen fører samtidig en stram udlændingepolitik, selv om mange af de flygtninge, der udvises, har vist, at de kan arbejde og afhjælpe samfundets mangel på arbejdskraft. Det er et forkvaklet menneskesyn, der ligger bag. Uden ligeværdighed.
Der er åbenlyst negative sider ved at arbejde. Sigge Winther Nielsen har i bogen "Entreprenørstaten" påvist, at journalister, politikere og embedsmænd haster en række reformer og sager igennem og sjusker med deres arbejde. Politikerne arbejder for meget for at tækkes vælgerne, embedsmændene sjusker i et vanvittigt tempo reformer igennem for at behage politikerne og journalisterne haster nyheder igennem for at skaffe læsere og seere. Det er sådan , man gør karriere.
Hvis forældrene skal arbejde fuldtids , kræver det vuggestue- og børnehavepladser . Sammen stuvning af børn i børneinstitutioner og skoler er mange eksperter betænkelige ved. betænkelige ved. De ved, at børn har brug for stabil voksenkontakt til voksne og professionelle. Anne Maj Nielsen, forsker på DPU, påpeger, at der far 1970érne til i dag er sket en halvering af antal voksne pr. børn i børnehaver og vuggestuer f6 vuggestuebørn pr. voksen i vuggestuer og fra tre børn pr. voksen i vuggestuer og syv børn pr. voksen i børnehaver til i dag seks vuggestuebørn pr. voksen og 11 børnehavebørn pr. voksen.
Noget af et eksperiment. Det er altså for dyrt at få børnene passet ordentligt, og det kniber stadig med bevillinger til folkeskolen, bl.a. til lærernes fprberedelsestid.
Børn og elever i skolen skal ikke kun leve for at arbejde. . De skal blive demokratiske deltagere i vores demokratiske samfund, evt. også som deltagere i frivilligt arbejde, som i stigende grad lapper på den faldende velfærd. De skal opleve mening i deres liv og også de æstetiske, historiske og etiske værdier, som stadig skabes i vores samfund.
For øvrigt koster mistrivsel og stress milliarder i vores samfund. Og nogle er simpelthen ikke i stand til at arbejde, selv om de gerne ville.
I min familie har vi oplevet, hvad det vil sige, når et medlem af familien har psykiske vanskeligheder. Det ligger nogle år tilbage.
jeg nærmede mig hver dag den materede dør til den lukkede psykiatriske afdeling, jeg blev kropsvisiteret. Jeg kunne jo smugle medicin ind. Og hver dag hilste jeg på mine bekendte på denne psykiatriske afdeling. Der var den forhenværende læge, den forhenværende pusher og den midaldrende dame, som hver dag sagde: "Vi er de eneste, der forstår hinanden på denne afdeling" Og så var der kvæleren, som undertiden fik lyst til at kvæle folk, og så gik alarmen . De professionelle talte med tyste stemmer for ikke at ophidse patienterne. Vores familiemedlem var der, fordi hun havde truet med at begå selvmord, fordi hun havde det så dårligt. Hun havde været igennem 7 fejldiagnoser med tilhørende behandlingsforløb og havde om og om igen lidt skibbrud i uddannelses- og arbejdsforløb.
Hun har en god tilværelse i dag. Hun kan klare sig selv med støtte fra professionelle, men kan overhovedet ikke arbejde. Hun får ikke skattelettelser som arbejdets helte og har svært ved at få sin økonomi til at hænge sammen.
Og vi venter stadig på, at psykiatrien her i landet kommer til at fungere.
Til Mette Frederiksen må budskabet være. Slap dog af. Du arbejder for meget. Du burde gennemtænke dine lovforslag noget bedre og burde ikke kun være det arbejdende folks statsminister, men også være statsminister for børn og dem, der ikke kan arbejde.
