Tænketanken Sophia
Blog
Læringseffektivitet og it-fiksering
Netop nu postes der millioner af kroner i brugen af it i undervisningen, mens budgetterne til øvrige undervisningsmidler udsultes, specialundervisningen begrænses, elever med specielle behov og vanskeligheder inkluderes, lærere fyres, og små skoler nedlægges i stor stil. Den digitale informations- og kommunikationsteknologi bliver både økonomisk og pædagogisk betragtet som et columbusæg, der effektiviserer læringen og gør undervisningen billigere og mere fleksibel. Men det er en sandhed med modifikationer.
Af Erik Schmidt & Tim Lind Jensen
Ifølge en ny undersøgelse, der er gennemført af it-firmaet KMD og Danske Skoleelever, står det skidt til med den digitale læring i folkeskolen. På trods af relativt store it-investeringer bliver den digitale kommunikationsteknologi kun i moderat omfang brugt i folkeskolens undervisning, hvis man skal tro undersøgelsens resultat. 60 procent af eleverne og 52 procent af forældrene mener, at skolen er bagud eller langt bagud, når det gælder anvendelsen af it.
Formand for it-vejlederforeningen, John Klesner, stiller sig ifølge lærernes fagblad, Folkeskolen, dog tvivlende over for den konklusion.
Hvis undersøgelsen er troværdig, er der grund til at reflektere over, hvorfor det er sådan, at it-medier ikke i højere grad anvendes i undervisningen.
To hovedegrunde er nærliggende.
Den ene kunne være, at der stadig efter mange år med stor opmærksomhed og relativt store it-investeringer stadig ikke er skabt en enkel adgang og en stabil infrastruktur, der virker. På mange skoler er der stadig problemer med manglende netkapacitet, langsomme maskiner, sløve batterier til bærbare computere, utilstrækkelig adgang til software, manglende kompatibilitet, manglende opgradering, mangel på projektorer til fælles instruktion og besværlig koordination.
Den anden hovedgrund kunne være, at lærerne på baggrund af en pædagogisk og didaktisk vurdering kun bruger it-medier til det, som de egner sig til. Dette er omdrejningspunktet for denne kronik. Er det en banal selvfølge, at anvendelse af it i skolen er den effektive vej til den gode læringsproces? Eller kan anvendelsen være forbundet med spredt opmærksomhed, overfladisk læring, unødigt besvær og spild af tid og kræfter, så nogle lærere holder sig tilbage med at bruge it i undervisningen, selv om de faktisk er habile mediebrugere selv. En stor, tre år gammel norsk undersøgelse viste, at jo dygtigere lærerne var, jo mindre brugte de it i undervisningen.
Vi er presset af den globale konkurrence. Staten er blevet til en konkurrencestat, hvor alle institutioner skal udvikles og effektiviseres. Især skal vi i Danmark være de bedste i verden til uddannelse. Samtidig er verden blevet mere kompleks, så omfanget af det, der skal undervises i breder sig. Kravene til uddannelsernes fleksibilitet og output stiger, men den globale konkurrence sætter grænser for, hvor mange penge vi kan anvende på uddannelse. Løsningen på dette dilemma er ifølge politikerne øget fleksibilitet, produktivitet og effektivitet i uddannelserne.
I kampen for en indfrielse af kravene til folkeskolen er blikket fikseret på it som én af løsningerne. Den fiksering begrundes bl.a. med pædagogiske mantraer som ansvar for egen læring, kollaborativ læring og mediesociologisk ud fra Luhmann-afledninger som reduktion af kompleksitet og medier som redskaber til at accelerere processer.
På økonomisiden forventer man, at udgiften til undervisningsmateriale falder, simpelt hen fordi der skal anvendes så meget mindre på trykt materiale. I og med at eleverne skal lære via it, er der heller ikke behov for så mange lærertimer. Der vil man også kunne spare. Som en anden robotstøvsuger, der scanner stoleben, sofaer og reoler, får eleverne i stedet adaptive læringsprogrammer, der skal sikre et bedre udbytte, end hvad læreren med sin snakkesalige og anerkendende facon kan opnå.
Men alt tyder på, at brugen af it i undervisningen ikke tilnærmelsesvis kan træde i stedet for en levende og socialt årvågen lærer, der er god til at samtale og fortælle, god til relationer, god til at lede og strukturere og god til didaktikken.
Det er heller ikke meningen, vil nogen indvende. Nej, men det er i mange tilfælde det, der sker af mangel på materialer, tid, kapacitet og i det hele taget penge. Når skoleelever laver individuelle emnearbejder eller projektopgaver, er de ofte overladt til ukritisk at finde oplysninger på nettet, og copy-paste-funktionen bruges flittigt. Af og til sendes forstyrrende elever udenfor klasselokalet i selskab med en computer, som i den forbindelse ofte bruges til elektroniske spil. Computeren er som regel også vikarens bedste ven.
Igennem mere end 10 år har vi oplevet en massiv entusiasme for digitale læremidler blandt eksperter, politikere og embedsmænd med hensyn til, hvordan det kan revolutionere læring og samarbejdsformer i skolen. Igennem de mere end 10 år har staten, kommunerne, private virksomheder investeret og udviklet for flere milliarder af hardware, software, undervisningsprogrammer og indhold. I de kommende fire år skal der investeres omkring 1 milliard. Trods flere års satsning oplever vi tilbagevende dybe suk over den manglende succes fra eksperter, politikere, embedsfolk, forskere, forældre. Når der skal peges på en forklaring, så siger man, at der mangler undervisningsmateriale og at lærerne er mediebagstræbere, der forhindrer os i at klare os i den globale konkurrence. Skam jer, lærere!
Men hvad fortæller historien om nye medier os om revolution af medieanvendelsen i uddannelserne?
Når der gennem historien er kommet nye medier, har der været store forventninger til, at de skulle revolutionere læremidlerne. Forventninger blandt entusiaster har været, at de såkaldte traditionelle læremidler i form af tavler, bøger, hæfter og noget at skrive med vil blive erstattet af nye og mere effektive læremidler baseret på nye medier. Sådan var forventningerne til radioen, til filmen, til fjernsynet og videoen – uden at det medførte den revolution, som medieentusiasterne håbede og forventede.
I 1912 sagde fx Thomas Edison: "I fremtiden vil uddannelse, som jeg ser det, ske gennem film, en visualiseret uddannelse, hvor det vil blive muligt at opnå 100 procents effektivitet."
Men det skete ikke? Med digitale medier, internettet, sociale medier m.m. gentager denne udvikling sig.
Der er vel næppe nogen, der vil påstå, at grunden til at nye medier inden for de seneste 100 år ikke med et kvantespring ændrede læremidler og læreprocesser var, at lærerne ikke lyttede til radio, ikke så film, ikke så fjernsyn osv. Der er heller ingen grund til at påstå, at lærere som faggruppe er ramt af en særlig mediedysleksi i forhold til anvendelse af de nye medier, og at de helt står uden for medieudviklingen i samfundet . Lærerne er selv mediebrugere. Lærerne har fra deres egen hverdagsbrug af medierne et praktisk grundlag for at vurdere de forskellige mediers styrker og svagheder i forhold til målopfyldelsen. Deres egen anvendelse af medier i og uden for skolen danner grundlaget for deres præferencer og valg af læremidler, når de skal tilrettelægge deres undervisning, så de kan leve op til de formelle krav til resultatet af deres arbejde.
It-kritikken er helt i tråd med den øvrige debat om folkeskole, lærere og læreruddannelse. Det er sjældent at høre eksperter, der fæstner lid til, at de personer, der rent faktisk løser opgaven som lærer, kan anvende deres erfaringer, bestræbelser og refleksioner til noget som helst. Men resultatet af den indbyrdes professionelle konkurrence om at være ekspert på lærernes vegne bliver til en kakofoni af budskaber, der utilsigtet er med til at tømme lærerrollen for enhver autoritet og troværdighed for både studerende og praktiserende lærere.
Ud over lærernes manglende it-kompetencer er et andet af kritikpunkterne på hitlisten over lærernes mangler, at læreren ikke evner at skabe ro og orden i klassen. I dag kalder man løsningen classroom management, men den moderniserede benævnelse har ikke løst problemet! Her er vi nødt til at gøre op med den naive opfattelse, at det alene er et spørgsmål om, at læreren ikke er i stand til at sige skal, eller at børnene er curlingbørn. Meget tyder på, at de nye medier er med til at skabe en flygtig og rastløs bevidsthed. De er ikke blot stumme, tekniske redskaber, men medvirkende til at skabe nye adfærdsformer og måder at tænke på. Vi vænnes til en lind strøm af variation af sanseindtryk og informationer. Vores opmærksomhed er ledt af vores bevidstheds behov for hurtige skift. Tilfredsstilles det behov ikke, bliver vi rastløse.
Med klasser af elever, der individuelt og selektivt søger tilfredsstillelse af behovet for variation, er det svært for læreren at skabe den ro, der er forudsætningen for undervisning og læring, hvilket der er udpræget enighed om blandt alle, der mener noget om undervisningen i folkeskolen.
I vores fiksering på, hvad it kan skabe af fleksibilitet, produktivitet og effektivitet, glemmer vi således, at vores måder at føle, tænke, erkende, kommunikere, udøve magt på er formet af de medier, vi bruger. Opfindelse af bogtrykkunsten i det 15. århundrede medførte en kulturrevolution, der er forudsætningen for vores kultur. Massespredningen af biblen på nationale sprog gav bl.a. næring til øget national bevidsthed og satte skub i udbredelsen af evnen til at læse. Det var en af forudsætningerne for en fælles offentlighed, ytringsfrihed, nationale demokratier og opfattelsen af individet som frit og autonomt.
Men at læse stiller også krav om disciplinering. Du skal læse indenad og koncentrere dig i længere tid for at kunne modtage, bearbejde og tilegne dig informationerne, ja nogle gange store mængder af sammenhængende informationer. Den disciplinering har skolerne gennem tiden udfoldet med forskellige grader af gru og talent, men overordnet med det formål, at vi skal have kompetencerne til at begå os i samfundet og dets institutioner, så vores samfund ikke går til grunde.
Men de kompetencer, der giver sig selv i det pulserende liv uden for skolen, er der ingen grund til at vie en særlig opmærksomhed i skolen. Der er ingen, der vil foreslå, at skolen skal undervise i, hvordan man anvender en fjernbetjening til fjernsynet.
Til gengæld skal skolen insistere på opbygning af de kulturbærende kompetencer, der ikke af sig selv opbygges andre steder.
Der er ingen nem genvej til personligt at lære noget for alvor. Det kræver arbejde, koncentration og tålmodighed, og det selv om vi gøgler et ideal om, at vi kan komme nemt til det meste. Den kompetence at kunne læse indenad, koncentrere sig om lange sammenhængende informationer og tilegne sig dem personligt starter med at blive opbygget fra den første dag i skolen. Det kan ikke erstattes af små brudstykker af læring med it. De personer, der gennem uddannelse og studier bliver de bedste til at beherske kulturkompetencerne, de vil også indtage de magtfulde positioner i samfundet.
Medieentusiasterne kan blive ramt af blindhed, så de ikke kan se, at et nyt medie ikke erstatter tidligere medier, men aflaster de eksisterende. Der dannes en ny arbejdsdeling mellem medierne. Der sker en refunktionalisering af dem. På samme måde kan vi i vores medieentusiasme glemme den tætte forbindelse mellem de medier, vi anvender, og hvordan vi opbygger og videregiver kulturer.
I Internettet i mediehistorisk perspektiv (2005) skriver Niels Ole Finnemann om dynamikken mellem etablerede og nye medier:
Det nye medie aflaster oftest et eller flere gamle medier i en eller flere henseender, og den aflastning betyder så igen, at det gamle medie kan blive frigjort og brugt til nye – måske hidtil helt ukendte - formål. Der sker normalt en refunktionalisering af gamle medier. De forsvinder kun, hvis deres funktioner bliver helt overtaget.
Internettet i mediehistorisk perspektiv, s. 57
Der er naturligvis lærere, der er usikre på, hvordan de kan opfylde de officielle krav til undervisningen i folkeskolen med anvendelsen af it. Men den moderate brug af it-medier skyldes formentlig ikke, at lærerne er indskrænkede, ureflekterede og ikke vil eller kan lære nyt, men derimod måske at de kan se, hvad de traditionelle medier er bedre til end de nye medier? Det er tankevækkende, at 10 års massivt pres og generelt alvorlige besparelser på traditionelle læremidler, men med specifikt pæne budgetter netop til it-udstyr og -læremidler ikke har været i stand til at overvinde denne tilsyneladende tilbageholdenhed.
Derfor tyder noget på, at vi i vores tro på, hvordan it kan gøre folkeskolen mere fleksibel, produktiv og effektiv, mangler en kritisk vurdering af teknologien. Fejlinvesterer vi milliarder i it med henblik på at skabe fleksibilitet, produktivitet og effektivitet i konkurrencestatens folkeskole?
Tiden er inde til at slippe fikseringen på de relativt høje it-budgetter, de minimale budgetter til øvrige undervisningsmidler og tunnelsynet på udvikling, anvendelse og evaluering af it.
Udgangspunktet for en kritisk vurdering af it kan være at tage lærernes moderate brug af it-medier som udtryk for andet end amish-mentalitet og mangel på kompetence. Hvad gemmer der sig af skjult viden i lærernes tilbageholdenhed over for den nye bølge af it, som milliardstøtten udløser? Den skjulte viden kan give en væsentlig indsigt i, hvordan lærerne i deres undervisning refunktionaliserer medierne.
Den indsigt, som en mere dybtgående undersøgelse vil afsløre, kan danne grundlag for en mere målrettet satsning på it, end de it-tilskud, der er tilflydt folkeskolen i mere end 10 år med lovning om en ny portion på en halv milliard fra staten. For at få adgang til statens halve milliard tvinges kommunerne til at komme med en anden halv milliard.
Det går typisk ud over budgetterne til gedigne, traditionelle og pædagogisk tilrettelagte læremidler, og mange steder står lærerne og sukker over de tabte potentialer!
