Folkeskolens musikrådgiver

Blog

At viske tavlen ren

Hvad skete der med status quo eller i det mindste, med troen på det bestående?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er sikker på, at vi er mange der starter det nye skoleår med en vis afventenhed – måske ligefrem med en lille klump i halsen, hos nogle større end hos andre. Fagfordeling, lokaleskema, ombygninger af indre som ydre strukturer osv. Alligevel går verden ufortrødent videre. Hvis der er noget, faget har lært os, er det omstillingsparathed, improvisation, og tanken om at ingen ved hvad morgendagen bringer. Alt, hvad der kan ske, kommer til at ske. Hvad andet kan man forvente af en arbejdsplads, der opererer med en så dynamisk størrelse som børn.

Folkeskolens musikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. David Kosteljanetz er Folkeskolens musikrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mail@davidkosteljanetz.dk

Den evige effektivisering

Hen over sommeren, er der blevet skrevet mangt og meget om diverse digitale tiltag indenfor den offentlige sektor. Tiltag der, i ophavsmændenes optik, skulle gøre tilværelsen nemmere. Jeg kan som lysende eksempler nævne SKAT’s inddrivelsessystem EFI, og Sundhedsplatformen indenfor sygehusvæsenet. Som jeg forstår det, har det ikke ligefrem afstedkommet et følge af stående ovationer. Det er som om, at jagten på den evige effektivisering er blevet en folkesygdom. Og når røgen så har lagt sig, er de ansvarlige individer over alle bjerge og det er manden på gulvet, der må rydde op.

Tilbage til de gode gamle dage

Hvad skete der med status quo eller i det mindste, med troen på det bestående? Jeg læste for et par dage siden om en ny bevægelse af unge iværksættere, der tog udgangspunkt i det gammeldags håndværk vel vidende, at det ikke ville være nogen særlig indtægtskilde. Men det var meningsfuldt og var til at tage at føle på, fordi det kom fra hjertet og ikke fra en harddisk. Fordi det ligger i hånden og ikke i munden at viske tavlen ren med en helt almindelig tavlesvamp. Velkommen til skoleåret 2017-2018.