Den politiske morgensang

Det er ikke så tit jeg gør mig de store overvejelser om den næste morgensang. Uforskammet lidt, i forhold til at der faktisk står 200 syngesultne, søvndrukne børn, og venter på mit næste indfald. Måske jeg bare har fundet formen, der virker, og derfra kører det på skinner. Ikke at det er blevet totalt rutinepræget og åndsforladt, men det er sjældent, at jeg tager pingvinkostumet på og laver en stepdans. Comfort zone? Hvad ved jeg...

… men der står jeg en helt almindelig tirsdag morgen, et par dage efter første runde af det franske præsidentvalg. Jeg tror det har fyldt enormt meget hos mig, da det på sin vis er Europas skæbnetime. Jeg antager på stedet, at jeg nok ikke er den eneste voksne, lidt lig børnenes egne forældre, der har gjort sig sådanne tanker. Og rigtigt nok; da jeg spørger ud i rummet, kommer der et væld af små pip og små fingre, der klart indikerer, at hjemme hos dem var det en ikke uvæsentlig begivenhed med det præsidentvalg. Jeg benytter da også lejligheden til at opsætte en, omend lidt firkantet, analogi med de to tilbageværende kandidater, der repræsenterer to vidt forskellige sindelag: Den protektionistiske der gemmer sig bag hegnet og ikke vil lege med de andre, og den anden der står med åbne arme og gerne vil hænge ud med hele Europa.

Forsamlingsfriheden skal ikke tages for givet, og de små kan jo ligeså godt indse fra starten af, at denne frihed er at finde i deres egen baggård: Nemlig til morgensang! Her er et trygt forum, der kan skabe rammen for mere end blot sangen. Det kan være stedet hvor meninger mødes og diskuteres. Lidt ligesom i de voksnes verden.