Folkeskolens musikrådgiver
Blog
For evigt og altid nummer et
Verden virker efterhånden ikke gearet til den mangfoldighed, som hidtil faktisk har hjulpet os til at klare dagen og vejen.
I forbindelse med et nyligt afviklet kursus på min skole blev vi af foredragsholderen bedt om at skrive ét spørgsmål ned på en post-it, som vi derpå skulle dele med en tilfældig kollega i rummet i et ”en-til-en” inferno. Et inferno, der tilsyneladende satte et hav af ivrige små debatter i gang, og afstedkom en række spændende spørgsmål. Et af dem, der landede i min hånd, lød ordret som følger: ”Hvorfor skal man ”vinde”?”.
Lige børn leger bedst
Diskussionen om arv og miljø er lidt af en evighedsmaskine. Vi drømmer nok alle, især os undervisere, om, at alle har og burde have de samme åndelige forudsætninger for læring og trivsel. Men det ville faktisk være lidt at stikke blår i øjnene på os selv, og det er vel også okay. Vores drivkraft og lidenskab har et skær af naivitet og fred være med det. Problemet er nok nærmere visse strukturer i det omkringliggende samfund, der hele tiden dikterer inklusion og ensartethed, som var det en forudsætning, at alle vores klienter var lingvister og raketvidenskabsmænd. Det er de bare ikke.
Det skæve individ
Verden virker efterhånden ikke gearet til den mangfoldighed, som hidtil faktisk har hjulpet os til at klare dagen og vejen. Det kan godt være, at der er kommet en mere jævn fordeling af de materielle goder (i den vestlige verden, forstås), men ånden er efter min mening blevet lige til fattighjemmet. Ham der foretrækker og har åbenlyst talent for, at gå baglæns skal gå forlæns og hende, der gerne vil gå skævt, skal for alt i verden gå lige. Det post-moderne samfund er nok ikke så (post)-moderne alligevel.