Fuglene i skoleskoven

Første maj; arbejdernes internationale kampdag. Sammenholdets og solidaritetens højborg. Sidstenævnte kunne også være kongstanken for enhver dansk folkeskole… hvis ellers tiden og overblikket var til det. Jeg beklager meget, at jeg lægger så hårdt ud med at vande høns her på min første dag på bloggen, men det er jo elefanten i rummet mange taler om, tænker på, eller hele tiden prøver at navigere i forhold til. Måske ligefrem tæmme, men kampen er jo komplet uligevægtig, for den elefant vejer jo altså en del. Nå, men heldigvis er den gennemsnitlige skolelærer stædig som bare fanden, der, enten ved en fiks udregning, en snedig formulering, eller ganske almindelig pædagogisk snilde, finder en vej frem. Det er jo derfor, vi blev skolelærere i første omgang. Vejen frem.

Som hver fugl synger med sit næb, har vi alle hver vores metode. Jeg synger ”I østen stiger solen op” med mit, matematiklæreren har Pythagoras sætning, dansklæreren har vokaltrappen, osv. Det er summen af alle vores overvejelser, der hver især hjælper barnet på vej mod at forme sin egen helhed. Vi kan måske ligefrem få barnet til at forstå det, de ikke forstår, selv når de endnu ikke helt forstår det. Kommer tid, kommer råd, for en morgen står de såmænd nok op og tænker: ”Nååå, det var dét Ingelise mente!!!”. 

I skoven er der mange fugle, og på hver deres måde påvirker de helheden. Selv dem man ikke altid lige lægger mærke til.