Folkeskolens musikrådgiver
Blog
Sofies hemmelighed
Fra det øjeblik børnene træder ind og til de forlader musiklokalet, har vi vores helt egen dagsorden langt væk fra dagligdagens trummerum og det almindelige pensum.
Sofies mor: ”Hvem er det, skat?”
Sofie: ”Det er David, min musiklærer!”
David: ”David, Sofies musiklærer”
Sofies mor: ”???”
Det er nogenlunde sådan her de fleste uplanlagte møder med mine elevers forældre foregår. I kraft af min rolle som ”kun” musiklærer langt væk fra klasselærerposter og andre nøglepositioner ender det ofte ud i den slags samtaler. Mere om det senere.
Der var engang
Det hele begyndte nok allerede tilbage i 1999, da jeg dimitterede som AM’er (Almen Musiklærer) fra DKDM (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium). Her stod det skrevet i stjernerne, at skulle jeg undervise, ville det enten være en-til-en eller i små ensembler i musikskoleregi. Konservatoriet gav mig et solidt fundament udi musikalsk teori og praksis, men skolevæsenets buzzword ”didaktiske overvejelser” skulle jeg lede længe efter, i hvert fald som det var dengang.
Under radaren
Historien om hvordan jeg, trods alle odds, blev underviser på en skole, vil jeg ikke indlade læseren på, men her står jeg 18 år senere, nu med de didaktiske elementer inkorporeret i mine overvejelser. Alligevel befinder jeg mig i et underfundigt grænseland, hvor jeg på den ene side går til lærermøder, drikker kaffe med mine kolleger og deltager i skolens arrangementer, samtidig med at jeg bevæger mig uvirkeligt rundt i mit eget lille univers.
Det er påfaldende sjældent, jeg får henvendelser fra forældre, ris som ros, og hører jeg noget, er det som oftest på grund af en tandlægetid midt i timen. Men når først klaveret spiller, er det en effektiv kur mod den økuller, manglende forældrekontakt kunne forårsage. Fra det øjeblik børnene træder ind og til de forlader musiklokalet, har vi vores helt egen dagsorden langt væk fra dagligdagens trummerum og det almindelige pensum. Min tilværelse under radaren har sit eget gyldne skær.
