Blog

Drikker børn kaffe?

Selvfølgelig drikker børn ikke kaffe, men de gør det alligevel – i forklædning som energidrik. Nogle børn og unge tror det er sundt, fordi det hedder energidrik. Det gør nogle forældre også. En lille dåse energidrik svarer til at drikke 2 ca. kopper kaffe. En stor dåse svarer til ca. 4 kopper kaffe. Energidrikke serveres til sportsstævner – for det er sundt……. DTU er ved at kortlægge forbruget af energidrikke. Det haster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ernæringskommentaren

Ernæringskommentaren er en blogstafet for professionelle, der arbejder med ernæring og sundhed. Den handler om emner, der interesserer dem, der underviser i for eksempel madkundskab, husholdning og sundhed, og som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I marts 2013 sendte DTU en pressemeddelelse ud. Danske unge er stor- forbrugere af energidrikke. De drikker omkring 50 % mere end voksne storforbrugere – undersøgt i 16 EU lande. DTU vil nu i samarbejde med COOP Danmark kortlægge det stigende forbrug blandt unge. Resultatet kommer sommer 2014.

Et stort spørgsmål.

Ved vi, hvad der ligger til grund for børns uro, manglende koncentration, lærings- og adfærdsvanskeligheder m.m.?

Har de en diagnose, der har betydning for adfærd?

Har de drukket koffeinholdige drikke?

Har de sovet godt og nok?

Har de fået mad nok?

Og hvad har de spist?

Mangler de fedtsyrer? (Se tidligere artikel om kost og ADHD)

Har de sansemotoriske eller sanseintegrationsproblemer?

Energidrikke er populære.

De er der alle vegne – dåserne med energidrikke. I supermarkedet lige ved kassen, i kiosken på togstationen og på tanken. Store opstillinger til spotpriser og børn og unge kan frit købe dem. Det står med små bitte bogstaver på nogle af dem, at det ikke tilrådes til børn, så det er de færreste, der ser det.

Det er populært, det er sejt og det giver status. I ugen op til efterårsferien skrev jeg en artikel på www.frilæsning.dk om sodavand og energidrikke. Jeg besøgte en enkelt skole og lavede i samarbejde med AKT læreren en lille undersøgelse af børnenes forbrug i en 4. og en 5. klasse. Samtidig udstillede jeg i skolens glasskab forskellige energidrikke med sukkerknalder og koffeinindhold i form af kopper med kaffe.

Udstillingen havde børnenes bevågenhed. Der blev kigget og snakket og de undrede sig over, at der kunne være så mange kopper kaffe i en dåse. Da jeg kom forbi og tog udstillingen ned, stod nogle af børnene i kø for at få de udstillede energidrikke, så spørgsmålet er, om de fik fat i pointen.

4. klasse:  

50% smagt energidrik.

33% har drukket lille dåse

10% har drukket flere på en gang.

En enkelt elev har haft energidrik med i drikkedunken.

5. klasse.    

75% har smagt energidrik.

50% har drukket en hel - stor dåse.

15% har drukket flere på en gang.

Nogle få stykker drikker energidrik flere gange om ugen.

Børn i 6. og 7. klasse drikker det i større omfang.

Holdningen er, at det smager godt, at det er både sejt og sundt. Men bivirkninger som hyperaktivitet, uro, angst, nervøsitet, svedeture, hjertebanken, søvnløshed, hovedpine og utilpashed kobles ikke nødvendigvis til energidrikke. Nogle børn og unge bliver hurtigt afhængige af koffeinen. Tandlægerne ser de svære syreproblematikker på børnenes og de unges tænder.

Forbud?

Siden 2010 har flere fritidsklubber og skoler taget skridtet og har forbudt energidrikke.

Eleverne nogle steder reageret med at sige, at det er den nemme løsning. De vil gerne spørges. De vil gerne gøres medansvarlige for en fælles løsning.

For nogle forældre er det helt ok med energidrikke, fordi energidrikke i deres øjne med til at udskyde alkoholdebuten eller også ser de uforstående på problematikken. Andre forældre er stærkt bekymrede – måske fordi de netop har børn, der reagerer på energidrikke.

I sportens verden er det nogle steder accepteret, at f.eks. fodbolddrengene bliver tilbudt en energidrik efter kamp. Nogle synes, det er helt ok og andre det modsatte. Og det kan være svært at sige nej tak.

Hele vejen rundt.

Vi har rådet ”½ l om ugen” i forhold til sodavand. Det råd fokuserer på vægt - at børn ikke skal have for meget sukker. Men i både cola og kondivand er der koffein og der er syre, som tandlægerne er obs. på.

Når vi forholder os til energidrikke, handler det således ikke kun om vægt, men også om bivirkninger af koffein, syreindhold og sukkerindhold.

Vi skal tale med børn og unge om koffein ligesom om alkohol. Børn og unge har brug for hjælp til gode vaner i hverdagen.

Vi skal have klare retningslinjer i skoler, klubber og i sportens verden. Vi skal have både børn/unge og forældre med på banen sammen med skoler, fritidsklubber og sportsklubber. Vi står over for en stor opgave.

FAKTA: Koffeinindhold:

Cola og kondivand:   70-150 mg pr. liter

Iste:                        30-80 mg pr. liter

Energidrik:               op til 320 mg. pr. liter

Sort the:                  35 mg pr. liter

Kaffe:                      300-630 mg. pr. liter

FAKTA:                                

”Det anbefales således, at

  • Børn og unge ikke bør indtage mere end i alt 2,5 mg koffein per kg   legemsvægt per dag, idet højere indtag kan give forbigående adfærdsforandringer, f.eks. forøget uro, irritabilitet, nervøsitet og angst,
  • Kvinder, som er, eller påtænker at blive gravide ikke bør indtage mere end i alt 300 mg koffein per dag, idet der ellers vil være risiko for påvirkninger på graviditet og afkom, og
  • Voksne ikke bør indtage mere end i alt 400 mg koffein per dag, idet langvarig indtagelse af højere mængder hos sunde voksne kan medføre sundhedsmæssige problemer, fx hjerte-karlidelser, knogleskørhed/uheldig calciumbalance og påvirkning af centralnervesystemet. ” (Sundhedsstyrelsen)