Blog
Hvad får Fødevarebanken tilgengæld for mælk og cornflakes til skolebørn?
Overvejelser omkring det offentliges ansvar
Sultne børn der modtager gratis morgenmad i skolen fra supermarkeder og fødevareproducenter giver umiddelbart god mening og afføder sympati for de gavmilde virksomheder. Som borgere forventer vi, at den bagvedliggende intention fra virksomheden ’Fødevarebanken’ er en form for næstekærlighed, hvor virksomhederne ikke forventer noget til gengæld for den gode gerning. I disse tider er det dog værd at minde hinanden om det nyttige i udsagnet: ’Hvis det virker for godt til at være sandt er det nok heller ikke sandt’. Vi skal måske minde hinanden om at Fødevarebanken selv har valgt metaforen ’bank’ for sit virke. Vi kender banker og vi ved at de nogen gange giver noget ud, men vi ved også at det aldrig er gratis at modtage noget fra en bank. Ofte er der forventning om at vi giver ’renter’ tilbage for den modtagne ydelse. Det er ikke tilfældet her, hvor maden jo er gratis for de elever, der modtager morgenmad. Endvidere er det gratis for skolen, lærerne og forældrene. Men hvad er det så virksomheden ’Fødevarebanken’ får til gengæld for sin ulejlighed med at køre maden ud til børn i Folkeskolen? Det som skolerne giver banken til gengæld er udsatte elevers opmærksomhed, sanser, kropslige fornemmelser og erindring. Skoleledere og skolebestyrelser bør måske overveje om det er korrekt at forære dette væk til fødevarevirksomheder til gengæld for mælk, cornflakes og havregryn? Fødevarebanken får endvidere en ubetalelig mulighed for at benytte udsatte børn og unge til at reklamere for deres produkter og ’brands’ på TV og sociale medier. Et eksempel på dette er TV2’s indslag d. 20. august 2019 om Fødevarebankens uddeling af morgenmad, kaldet ’Hjernemad’, til udsatte børn i skoler på Lolland. Som det fremgik af indslaget gav TV2 tydelig reklameplads til mælk fra ’Egelykke Mejeri’ fra Netto og til mælk fra ’COOP’ (se indsat skærmbillede). Begge slags mælk er Arla produkter og solgt i de to dominerende supermarkeder i Danmark. Fødevarebankens indtog i danske skoler dækker over den stigende sociale ulighed, der er årsag til at mange børn er sultne i løbet af skoledagen. Fælles skolemad til alle børn medvirker til at reducere ulighed. Men skolemad bør være et anliggende som kommune, skole og forældre tager ansvar for at få på plads. Gerne med støtte fra stat og region, således at der kan etableres et produktionskøkken og spisesal på skolerne og maden kan produceres til en indtægtsdifferentieret pris for forældrene.
Overskudsmad fra supermarkeder og virksomheder er en anden udfordring – måske er det tid til at supermarkederne søger hjælp til at finde på nye salgsformer, der ikke automatisk genererer madspild ?
