Blog
Gammelmandsbrok
Med alderen bliver jeg mere og mere indebrændt - her tre ting som har tricket mig på det sidste...
Fra jeg som lille så de to sure gamle mænd i Muppet Show, har jeg haft på fornemmelsen at mænd som midaldrende og gamle, udvikler sig til mavesure brokkehoveder.
Jeg er nu selv på vej mod de halvtreds og for mig holder det i hvert tilfælde stik.
Jeg skælder fjernsynet ud og klager højlydt over nyhederne i avisen.
I den sidste tid har bl.a. tre ting sat mit pis i kog – og jeg prøver nu at få harmen ud af systemet ved at afreagere her…
1.
I min avis stod at en ny undersøgelse påviser, at kost rig på animalsk protein, på sigt får dig til at tage mere på end en kulhydratrig kost.
Samtidig stiger risikoen for visse cancertyper – især hvis det animalske protein kommer fra firbenende dyr og fra forarbejdet kød i fx charcuterivarer.
Interessant læsning, lige nu hvor madguruer, magasiner og blade skriver om stenalderkostens og højproteinkures lyksaligheder i forhold til vægttab og sundhed.
Det viser sig – som så mange gange før – at kostguruer med enkle råd og sort-hvidt verdensbillede + journalister på udkig efter gode historier og manglende baggrundsviden, gør mere skade end gavn i ernæringsoplysningens navn.
Jeg reagerede med et højt udråb: ”Hvad sagde jeg – håber fortalerne for højproteinkure, vasker deres hænder grundigt på vej hen i banken…” og forskrækkede min stakkels kat.
2.
Mens hestekødsskandalen var på sit højeste, blev der fundet hest i en af de store supermarkedskæders frosne færdigretter. Tv interviewede den kommunikationsansvarlige, som lovede at alt ville blive kasseret og destrueret.
Lad da kunderne afhente det gratis – det er jo ikke sygdomsfremkaldende at spise hest.
Jeg har oplevet noget lignende i en konkurrerende kæde, hvor frugt og grønt i bakker kasseres, hvis et enkelt stykke er mast eller muggent.
Giv det væk eller sælg det til nedsat pris.
Respekt for mad er respekt for liv – både det vi slår ihjel for at spise det og for de mange mennesker, der kæmper for at blive mætte hver dag.
Min kæreste fik intet ud af resten af udsendelsen, for jeg blev så forarget at jeg overdøvede alt.
3.
Til en familiefest sad jeg med to unge familiemedlemmer som var begyndt at læse og havde boet for sig selv i et par år.
Vi diskuterede afskaffelsen af fedtafgiften.
De er begge ret venstreorienterede, så det undrede mig at de var imod afgiften og var glad for at den skulle afskaffes.
Jeg spurgte ind til, hvordan de kunne være imod et tiltag, som skulle hjælpe resursesvage grupper til at spise bedre. De svarede at det var irriterende, at afgiften gjorde en basisråvare som piskefløde dyrere.
De fik ikke lov til at forlade bord og diskussion, før jeg ikke var i tvivl om at de vidste, at jeg hverken mente at piskefløde var en basisråvare eller at idealer kunne bøjes, afhængigt af ens personlige behov.
Fedtstof af alle slags, er i dag uforholdsmæssigt billigt at producere og forbruge – og når unge mener at piskefløde er en basisråvare i madlavningen, er det lige så uheldigt som når de mener at deres idealer er noget, der gælder alle andre end dem selv.
Det undrer mig derfor at det blev evalueret hvad fedtafgiften betød for grænsehandlen og ikke for kostsammensætningen i befolkningen.
Det tyder på, at den tidligere regering indførte afgiften, mere på grund af hvad den ville indbringe til statskassen end hvordan den kunne regulere uheldige kostvaner.
Måske var afgiften ikke den ideelle løsning, men i en markedsøkonomi får det negativ effekt på forbrug når priserne stiger, så noget postivt må den jo have bidraget med.
De resurser der er brugt på først at indføre den og derefter afskaffe den, havde ikke været helt forgæves, hvis betydningen for folkesundheden var blevet klarlagt og evalueret.
Det var dejligt at få luft – og om ikke andet har mine nære omgivelser haft fred for brok og beklagelser, mens jeg skrev dette…
