Blog
Spis din skolemad – og grin hele vejen ned i banken
Noget i den stil er budskabet i den satsning på skolemad som OECD har kastet sig ud for at skabe opmærksomhed omkring værdien af gode og tværfagligt orienterede politikker for mad på skolen.
OECD ser nemlig mad på skolen som en vigtig del af fødevare systemet – og af fødevareøkonomien. At skolen og maden har en central plads i det økonomniske system, der folder sig ud omkring fødevare værdikæden. Og den holdning får stigende opbakning. Ifølge State of School Feeding Worldwide, 2020, som World Food Program står bag, er andelen af de 32 lande i høj indkomst kategorien, som har politikker omkring mad på skolen, steget fra 79 til 84 i perioden fra 2013 til 2020. For os herhjemme betyder det, at vi trods stolte traditioner med nyskabende fødevarepolitiske tiltag, meget hurtigt vil kunne komme til at stå uden for det gode selskab, når det gælder mad på skolen som fødevaresystempolitisk virkemiddel. Men heldigvis ser der ud til at være opbrud i tænkningen omkring skolemad herhjemme og den gode nyhed er, at på eet afgørende område er vi foran i Danmark. Men lad os starte med at tage de fødevareøkonomiske briller på før vi går til bords.
Pengene er begyndt at tale
Bedre politikker for Skolemaden hed topmødet, som OECD havde indkaldt til i sidste uge og som udspringer af den store opmærksomhed, som skolemaden har fået i forbindelse med FN’s internationale årskonference om fødevaresystemer i 2021. Normalt tænker vi at OECD er til for at fremme økonomisk vækst og at vi har organisationer som WHO, EU, WFP og FAO til at fremme god fødevaretryghed og ernæring gennem sundheds- og fødevarepolitikker. Det har vi selvfølgelig stadigvæk, men det afgørende nye er, at vi ser en slags nedbrydning af de traditionelle siloer mellem landbrugs-, sundheds- og miljøpolitikkerne på den ene side og økonomiske tiltag på den anden side. Derfor er det osse interessant, at vi nu får den økonomiske dimension koblet på mad på skolen. Altså en slags ”money talks” tilgang, hvor man begynder at fokusere på om skolemad rent faktisk ser ud til at kunne betale sig. OECD peger på tre faktorer som samlet set kan gøre investering i skolemad til en god samfundsmæssig forretning: i) Skolemad er en måde at levere fødevaretryghed og god ernæring på til en globalt voksende befolkning. ii) Skolemad kan være en vigtig kilde til foretagsomhed, forretningsmuligheder og entreprenørskab og iii) Skolemad kan være en effektiv måde af fremme den miljømæssige bæredygtighed.
Tre lande i front globalt – og resten ser ud til at følge trop
Det er i første omgang de tre lande Finland, Chile og Japan, som har slået sig sammen og sat sig for bordenden i et stort internationalt samarbejde omkring udarbejdelse af bedre politikker for de lokale og nationale fødevaresystemer. Og det er ikke hvem som helst der står bag initiativet. Med over 100 lande bag og med en imponerende liste af regeringsmedlemmer og statsoverhoveder, har initiativet indtil videre ført til oprettelsen af en International forskningsalliance. Alliancen har fået navnet Research Consortium for School Health and Nutrition og ledes af London School of Hygiene & Tropical Medicine. Netop tanken om at en omstilling af vores måde at producere og forbruge fødevarer på, bedst forstås i en systemisk kontekst, har bredt sig over de seneste par år. Og tanken om at den offentlige mad og maden på skolen kan spille en fremtrædende rolle i denne system tænkning, har fået massiv opbakning de seneste år. Store internationale organisationer som FAO, WHO og EU har nærmest stået i kø for at fortælle historien om, at de offentlige køkkener og det offentlige fødevareforbrug bør spille første violin i den grønne omstilling af fødevaresystemet. Og i den fortælling har skolen, maden og de unge vist sig at passe perfekt ind.
Hvem vil være millionær?
Den stigende fokus på økonomiske sidegevinster i forbindelse med skolemad, er helt i tråd med det meget omtalte nylige svenske studie, der blev offentliggjort sidste år og som viste at børn som spiser skolefrokost i gennem deres skoletid, blev højere, bedre uddannet og endte med en bedre indkomst end dem, der ikke gjorde. Studiet fulgte den svenske case, som blev grundlagt da Sverige indførte gratis skolemad lige efter anden verdenskrig. Og med studiets økonomiske analyse, er det nu for første gang blevet muligt at anskue satsningen på skolemad ud fra et langsigtet investeringsperspektiv. Altså hvor det at børn spiser godt, se ud til at kunne lønne sig, når man ser efter sundheds-, uddannelses- og indkomstudfaldsmål. Helt konkret viste det at elever, som fik skolemad gennem alle ni års skolegang blev højere, tog en længere uddannelse, i højere grad endte på universitetet og at deres livs indkomst blev højere.
Er skolemad en livsinvestering?
Hidtil har skolemadsforskningen primært set på kortidseffekter. Altså interventioner hvor man i en kortere periode serverer mad for en interventionsgruppe og sammenligner den med en kontrolgruppe. Herefter kan man så sammenligne grupperne på udfaldsmål, som f.eks. sundhedsstatus, BMI, kostindtag eller man kan se på proxier og determinanter for dem som f.eks. viden, holdning og motivation. Problemet med disse er, at de kun ser på kortidseffekter. Enkelte studier – de såkaldte sporingsstudier – tyder dog på at både vaner og sundhedsstatus har en tendens til at følge os op i livet. Men derudover er langtidsstudier på dette område sjældne. Det svenske studie er derfor særlig interessant. Og derudover er det interessant, fordi det bidrager med en sundhedsøkonomisk vinkel i den del af børne- og ungeforskningen, der har med tidlige indsatser at gøre. Her er det jo spørgsmålet om man skal sætte ind, i så fald hvornår og over for hvem. Skal man f.eks. kun tilbyde mad til dem, der er særligt udsatte eller skal det være et tilbud der gælder alle. Og her ser det set med sundhedsøkonomernes briller, ud til at både målrettede og de brede kollektive ordninger kan betale sig.
Hvad ved vi om skolemadsøkonomi i Danmark?
Herhjemme har vi kun få erfaringer med kollektive måltidsindsatser – altså der hvor alle børn spiser. Det har vi i form af de såkaldte forældrebetalte frokost ordninger inden for dagtilbudsområdet. Der er dog ikke hidtil gennemført effektmålinger, hvor man eksempelvis har sammenlignet børns kost i nogle af de kommuner med forældrebetalte ordninger med kommuner uden disse ordninger. Der er heller ikke hidtil gennemført større undersøgelser af madordninger på skolerne. Disse ordninger er i Danmark baseret på en markedsmodel og altså at familier aktivt skal vælge at benytte sig af dem. Og det er som bekendt op til kommunerne eller den enkelte skole at vedtage og administrere ordningerne. Som noget nyt kan man opnå tilskud til at deltage baseret på forældres indkomstniveau. En model som bl.a. Københavns Kommune har benyttet sig af og som et flertal i folketinget nu vil arbejde på at få ind i folkeskoleloven. Ulempen ved denne ordning er, at den jo forudsætter, at der rent faktisk findes en kommunal ordning. Dertil kommer at den indebærer en meget stor risiko for at komme til at virke stigmatiserende. Og på toppen heraf kommer jo det faktum at ordningen, jo ikke gør noget afgørende ved ideen om at ”vi spiser sammen”. Den voksende såkaldte commensality forskning viser således tydeligt at det kollektive og fælles måltid. har nogle meget store fordele som de markedsbaserede individuelt orienterede løsninger ikke kan hamle op med.
Er der skred i skolemaden og kan Danmark være med i eliten?
Der er god tradition for lokal selvbestemmelse omkring skolemad herhjemme. I Tønder var skolemaden et varmt tema i den kommunale valgkamp, i København har der været mad i mange år og i Århus er man fast besluttet på at de århusianske skolebørn skal have et varmt måltid mad. Så selvom vi ikke kan være med i den internationale superliga på selve forsyningsdelen, så kan vi alligevel begynde at se et opbrud. Og spørger man eleverne, så er der ingen tvivl. Skolevalg 2021 viste klart at et gratis måltid mad i skolen står højt på ønskesedlen.
Men der er særligt eet sted hvor vi i Danmark ikke bare forsøger at hægte os på. Men hvor vi er med helt fremme. Nemlig der, hvor det gælder om af få skolemaden ind i klasseværelserne. En ny anden generations maduddannelse i skolen er nemlig på vej. En uddannelse og dannelses proces, der ikke bare vil nøjes med at være i madkundskabsklassen. Men som vil ind i selve skolens maskinrum og ind i andre af skolens klasser. Og som argumenterer med at,skal vi se unge som medskabere af fremtidens fødevaresystemer, så skal vi gennem skolen skabe en madens handlekompetence. Altså stille de værktøjer, metoder, viden, færdigheder og kapaciteter til rådighed, der gør de unge i stand til at påvirke, ændre og designe bedre og mere retfærdige fremtidige fødevaresystemer.
Det kan vi gøre, ved at udvikle praktisk orienterede, konkrete, og projektbaserede læringsforløb med udgangspunkt i UNESCO’s begreb om Uddannelse for Bæredygtighed, verdensmålene – og sidste men ikke mindst – med udgangspunkt i den overflod af autentiske problemstillinger, der har med bæredygtig fremtidig fødevareproduktion og fødevareforbrug at gøre. Her er vi allerede godt med i form af SESAM projekterne, det internationale SELEA21 netværksprojekt og i den store Youth Mission som EIT – den såkaldte Food KIC har skudt i gang. Og netop en ny type af anden generations maduddannelse og -dannelse kommer til at spille en vigtig rolle i den store internationale alliance omkring mad på skolen, som en lang række regeringer netop har skudt i gang. Og en ny type af anden generations madduddannelse i skolen føder direkte ind i OECD’s pointe om at mad på skolen kan være en effektiv måde af fremme den miljømæssige bæredygtighed.
