Blog
Fokus på maden – uden løftede pegefingre
Jeg hilser et øget fokus på maden velkommen – også meget gerne inden den kommer på middagsbordet. For jeg tror på, at jo mere vi ved om maden, om at lave den og hvor den kommer fra, jo mere madglæde og variation får vi ind i vores kost.
Det er nok ikke gået manges næser forbi, at vores fødevareminister ønsker at starte en madrevolution, så danskerne bliver mere opmærksomme på hvad, hvordan og hvor de spiser. Ministerens udmeldinger har sommeren igennem fået mange reaktioner – positive såvel som negative.
Uanset hvem der har sagt hvad, er der kommet gang i maddebatten og det ser jeg personligt som positivt. Det er dog vigtigt, at vi ikke kommer ud med en debat fyldt med løftede pegefingre, som skaber associationer til, at vi alle er små børn, der skal gøre som far/mor siger. Personligt sker der det for mig, når ”pegefingeren kommer frem”, at jeg får lyst til demonstrativt at agere fuldstændig omvendt.
Fjernsynsspisning
En af de udtalelser, der i særlig grad har skabt harme er, at fødevareministeren mener, vi skal holde op med at sidde foran fjernsynet og spise. ”For det skal ministeren da absolut ikke bestemme”, lyder tilbagemeldingerne. Jeg kan sagtens følge kritikkerne i, at jeg selv vil bestemme hvor og hvornår jeg spiser - og jeg skal da også gerne være den første til at tilstå, at jeg engang imellem tager maden med ind foran tv’et. Faktisk voksede jeg op i et hjem, hvor tv’et så godt som altid stod tændt når vi spiste, så det ligger næsten i min dna.
Men hvorfor er det nu at fødevareministeren (og mange andre i øvrigt), anbefaler os at slukke tv’et, når vi spiser? Det handler for mig om fokus. For hvis vi fokuserer på maden når vi spiser, så har vi nemmere ved at nyde den, smage den og mærke efter, når vi er mætte og har fået nok. Så det giver jo egentlig meget god mening at slukke for tv’et, når vi spiser.
Velkommen til madgælden
Jeg hilser et øget fokus på maden velkommen – også meget gerne inden den kommer på middagsbordet. For jeg tror på, at jo mere vi ved om maden, om at lave den og hvor den kommer fra, jo mere madglæde og variation får vi ind i vores kost.
De sidste 8 år har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på at arrangere Madskoler for børn. I den forbindelse har jeg gang på gang set, hvor helt igennem fantastisk engagerede og interesserede børn er i vores mad. Lad os dyrke engagementet og sætte maden i fokus – uden løftede pegefingre.