Blog
Fra rendyrket socialisme til udryddelse af madanalfabetisme
De sidste 10 år er der blevet skabt en ny mad- og måltidskultur i det offentlige børnerum. Det er lykkes, fordi kommunen har haft viljen til at skabe en infrastruktur, der har gjort det muligt at give børnene dejlig mad. Det skal bruges som fundament for endegyldigt at udrydde madanalfabetismen mener direktør i Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger.
Hvad kan vi spise børnene af med? Sådan lød overskriften på en kronik jeg skrev i Politiken tilbage i 2006. Den omhandlede det mildest talt kritisable niveau på skolemaden og det faktum, at alt for mange børn fra børnehave til endt skolegang blev spist af med madpakker eller lod sig friste af gadens tilbud. To måneder efter tiltrådte jeg som direktør for Københavns Madhus. I Københavns Madhus ville vi noget andet, og det ville Københavns Kommune, der stod bag os, også.
Status her 10 år efter jeg skrev kronikken og 10 år efter, at Københavns Madhus slog dørene op for første gang, er i det store hele opløftende læsning. Børnemaden, som en tidligere fremtrædende venstrepolitiker døbte “rendyrket socialisme” i 2010, kom til afstemning i København og 90% af forældrene sagde ja tak til gode, fælles måltider fra en madmor i institutionen. På Madskolerne i København spiser mellem 60-90% af eleverne dagligt, EAT-skolerne har landets højeste salgstal med over 20% spisende hver dag og 35% af eleverne spiser EAT hver uge. Økologiprocenten på alle de dejlige måltider er 90%.
En solid infrastruktur
Grunden til at alt dette har kunnet lade sig gøre er, at man fra kommunens side har haft viljen og visionerne til at få det jeg vil kalde for infrastrukturen i orden. Man har anslået brugt 200 mio kroner på at bygge køkkener og spiseområder på skoler og i daginstitutioner. Man har skabt rammer således at over 600 personer i dag er professionelt beskæftiget med maden i daginstitutioner, på Madskoler samt på EAT-skoler og -køkkener. Man har fået forældrenes opbakning, udviklet maden og sikret økologien
Det, jeg kalder infrastruktur, er i virkeligheden de forudsætninger der skal til for, at man har kunnet give børnene noget dejligt mad. Det, der har gjort det praktisk muligt. Men er det hele så bare lyserødt og i orden, eller kan den her solide infrastruktur bruges til noget mere? Det mener jeg, ikke overraskende, at den kan.
Da husmoderen tilbage i 70’erne begyndte at forsvinde ud på arbejdsmarkedet, forlod køkkenet og forsvandt ud i storbyen, mistede samfundet det, der historisk var den naturlige overlevering af madkundskab og håndværk. Den blev aldrig erstattet. Så selvom det absolut var godt, at mor kom ud på arbejdsmarkedet, så gjorde det altså, at vi tabte en hel generation på køkkengulvet. Vi gjorde en stor del af en generation til madanalfabeter.
Sparke døren til køkkenet ind
Hvis nu man forestiller sig, at man satte sig for at bruge den her infrastruktur, som gør at 60.000 børn mellem 0-16 år hver dag får tilbuddet om god mad, når de er i vuggestue, børnehave eller skole, til at lave en meget voksen og pædagogisk indsats for at afskaffe madanalfabetismen i den aktuelle generation af børn, således at de ikke alene får god mad, men også lærer håndværket?
Hvis man nu laver et program, eller en pædagogisk plan om man vil, som sikrer maddannelse og madhåndværk, så man for eksempel fra indskoling til udskoling har mål for, hvor gammel man skal være for at få en kniv i hånden, hvor gammel man skal være for at se hønen få hugget hovedet af, hvornår man kan læse en opskrift eller har styr på at udskære en fisk eller lave en fond. I forhold til at ville dét, er der alt for mange lukkede køkkendøre rundt omkring i institutionerne, alt for mange elever der spiser dejlig mad på skolerne, men som aldrig er i nærheden af et køkken eller ved, hvor råvarerne kommer fra. Det her er en aktion, der handler om at sparke døren til køkkenet ind, åbne klasseværelserne op mod køkkenerne og uddanne madpædagoger - alt sammen med det formål, at når eleverne om ti år går ud af 9. klasse, så er der en hel generation i København, der som udgangspunkt kan smage, kan lave mad, ved hvor råvarerne kommer fra, kan filettere en fisk og i det hele taget ikke er berøringsangst og fremmedgjorte over for noget så dagligdags som deres mad.
En fælles indsats
Hvis det her skal lykkes, gør vores forarbejde og kommunens infrastruktur det ikke alene. Skolehaver skal i spil, Børnenes Madhus, daginstitutioner, EAT-skoler, Madskoler og skolernes fag madkundskab skal i spil på en ny måde. Det vil kræve partnerskaber med eksempelvis Hotel- og Restaurantskolen eller byens mange stjernekokke. Der er brug for læremestre. Det ville kræve, at kokkene skulle have værnepligt således at alle, der er ansat som kokke i restauranter, tager deres tørn i udryddelsen af madanalfabetismen. Der er brug for, at legepladserne i børnehaverne bliver brugt til bål og bålmad, der er brug for noget så banalt som frugttræer. Der er brug for en madpædagogisk linie som ikke bare stopper ved madkundskabsfaget, men som også trækker tråde til andre fag.
Så status på børnemaden og skolemaden i København her ti år efter, Københavns Madhus blev en realitet, er, at vi skal videre. Det skal vi, fordi vi ikke kan være andet bekendt med den indsats, der er blevet lagt for dagen, med den infrastruktur der er skabt og med de muligheder, der ligger lige for snuden af os. For den kommende generations skyld skal det fundament bruges til endegyldigt at udrydde madanalfabetismen.
