Blog
Vi skal undgå, at børn bliver bange for at spise
Du bliver tyk, hvis du spiser x, x og x. Det er usundt, måske oven i købet farligt, at spise y, y og y. Du ødelægger kloden, hvis du spiser z, z og z. Pegefingrene er løftet højt, når det gælder den mad, vi spiser. Og skræmmebillederne tegnes op med den fede tusch. Det er svært nok for voksne at navigere rundt i. Det er endnu sværere for vores børn. Og det har konsekvenser!
For nogle uger siden læste jeg en artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Børn ned til syv år rammes af spiseforstyrrelser”. I artiklen fortæller Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser, at der er en stigning i antallet af helt unge børn, der kæmper med spiseforstyrrelser. Symptomer som frygt for fedme, forvrængede kropsbilleder og tvangsmotion ses efter sigende blandt børn langt tidligere end før.
Det gør ondt helt ind i hjertet at læse om!
Fra frygtløs til frygtfuld Men hvor er det, at kæden hopper af, og barnet begynder at bliver bange for maden og det at spise? Og vigtigst af alt: Hvordan undgår vi, at det sker? Jeg har på ingen måde alle svarene. Men jeg tror på, at den måde mad omtales i dag, såvel som de kropsidealer, der dyrkes - i høj grad på de sociale medier - har meget at sige.
Som helt små putter vi alt i munden, kan jeg som mor til en etårig konstatere. De små er frygtløse og dejligt uvidne om ”farerne”, der truer. Men den sorgløse barndom virker til at blive kortere og kortere. Og noget så banalt og livsnødvendigt som at spise, bliver for nogle noget helt andet end dét, det burde være. Glæde, nydelse, samvær etc. bliver til frygt og frustrationer.
Personligt elsker jeg mad, jeg arbejder med mad, jeg tænker meget på mad, og jeg taler rigtig meget om mad. Men måske burde vi i virkeligheden fjerne lidt af alt den fokus, der er på maden i dag. I hvert fald skal vi have minimeret og helst elimineret den negative del.
Tal pænt… om maden og dig selv En af mine kæpheste, når vi taler om mad, er, at vi stopper med den meget sort-hvide omtale af maden. Kategoriseringen af fødevarer i hhv. sunde og usunde giver for mig ingen mening. Det handler om mængder. Jeg kunne derfor godt ønske mig, at vi stopper med at fortælle børnene (og os selv), at det er usundt, farligt, skidt, dårligt etc. at spise bestemte fødevarer.
En anden ting, vi som voksne skal stoppe med, er, at tale dårligt om os selv og vores krop. Det bringer intet positivt med sig at blive ved med at sige, at man synes, man er for tyk eller hvad det nu engang er ved kroppen, man kunne være utilfreds med. Og hvis vi vender tilbage til børnene, så smitter en sådan negativ kropsfiksering af.
Så tal pænt… om maden og dig selv. Det gælder både derhjemme og i klasselokalet.
Lad os sammen undgå, at børn bliver bange for at spise!
