Blog

Folkeskoleelever skal finde løsninger til fremtidens fødevareproduktion

Nyt undervisningsmateriale fra Fødevarestyrelsen, Madkulturen og Gyldendal skal lære eleverne i folkeskolen om, hvordan den mad, vi spiser, påvirker sundhed og klima

Offentliggjort Sidst opdateret

Ernæringskommentaren

Ernæringskommentaren er en blogstafet for professionelle, der arbejder med ernæring og sundhed. Den handler om emner, der interesserer dem, der underviser i for eksempel madkundskab, husholdning og sundhed, og som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Madvaner, madkultur og fødevareproduktion er tæt forbundne og selvom vejen fra jord til bord nogle gange er længere end andre, så er der en stærk sammenhæng mellem de to. Vi som forbrugere spiser det, der bliver produceret – og fødevareproducenterne producerer det, vi gerne vil spise.

Det stiller krav til at vi som forbrugere ved, hvad vi skal bede fødevareproducenterne om, at vi forstår fra jord til bord tankegangen og at vi ved, hvordan man kan mindske klimabelastningen i fremtidens produktion af kød, mælk og grøntsager.

Fremtidens forbrugere og producenter går lige nu i skole, men det varer ikke mange år, førend de kommer til at forholde sig til nogle af de nævnte emner. Derfor har Fødevarestyrelsen sammen med Madkulturen og Gyldendal netop lanceret nyt undervisningsmateriale, der tager afsæt i De officielle Kostråd, klima og madkultur, til det kommende skoleårs undervisning i naturfag og er rettet mod elever i 8.klasse.

Eleverne får blandt andet viden om, hvordan fødevareproduktionen påvirker både klima og natur. Undervejs skal de reflektere over og beskrive løsninger på de naturfaglige problemer, som opstår i fødevareproduktionen og samtidig lærer de også, hvordan de kan styrke deres egen sundhed og sænke klimabelastningen for fremtiden.

Med undervisningsmaterialet er vores ambition at give de unge mennesker en større forståelse af, hvordan deres madvaner og fødevareproduktionen påvirker både klima og sundhed.

Vi håber at alle undervisere i naturfag og andre med interesse for området vil finde materialet inspirerende og brugbart.

Det er gratis og kan findes på Gyldendals fagportal: naturfagsprøven.gyldendal.dk.