Blog
Madhistorier
Mad, sport, vejret og folkeskolen forbeholder de fleste sig ret til at have en mening om. Det samme gælder kræsenhed, som kan opfattes som et spørgsmål om opdragelse, men spisning og madmod er en udviklingsproces over tid. Der kan gemme sig vigtige historier bag.
Hvor kommer holdningerne til mad fra? Vi bevæger i os et hav af kostråd. Nogle er modsatrettede, andre er efter min mening madregimer, som for nogle giver tryghed og rammer og for andre forvirring, utryghed, følelsen af forbud, følelsen af forkerthed. Holdningerne kan komme udefra og de kan komme indefra.
I mit arbejde med børn med massive spiseudfordringer overraskes jeg til stadighed over kompleksiteten i kræsenhed og spiseudfordringer.
Småtspisende, selektivt spisende, ensidigt spisende børn kaldes kræsne. Det ord dækker ikke. Det er ikke kun et spørgsmål om opdragelse men en omfattende afdækning af både fysiske og psykiske forhold og madhistorien.
Det er vigtigt at gå helt tilbage til starten, til fødslen, til den første tid. Fik barnet sonde, er barnet født ved kejsnit eller for tidligt. Hvordan gik amningen osv. Der kan gemme sig vigtig viden.
Lille Ida kan spise, så de andre om bordet får kvalme. Den lille mave spiles ud – hun bliver ved. Ida er plejebarn. Hun har oplevet at sulte helt fra starten i sit liv. Plejefamilien bruger lang tid – uger, måneder på at åbne skabe og skuffer for at vise hende, at der er mad nok – hver dag. Det er en lang proces at berolige nervesystemet og kroppen og at lære lille Ida, at der er mad nok. En lang sej proces at lære ikke at proppe sig.
Far Thomas nægter at spise grøntsager. Alle grøntsager undgår han. Det viser sig, at Thomas´ mor forlangte, at han som dreng skulle spise sine udkogte grøntsager, inden han måtte spille fodbold med gutterne.
For ham blev træningen at smage på forskellige grøntsager sammen med sin lille søn – rå, kogte, dampede, bagte. Tænk at blive 85 år og opdage, at avocado i virkeligheden smager godt. Ikke have spist grøntsager et helt liv fordi han er vred på mor og hendes krav om udkogte grøntsager.
Med sit madmod blev far Thomas et godt forbillede for sin lille søn og fik sluppet en rigid holdning.
Voksne Anne nægter at spise selleri. Med rædsel fortæller hun om hønsekødsuppe med melboller, kødboller, gulerødder, porrer og allerværst de udkogte blegbrune selleritern. Det er ikke faldet hende ind, at selleri kan bages, moses, steges eller spises rå. Hun overvinder det ikke. Selleri er og forbliver hendes aversion.
Mor Bente er opdraget til at skulle spise op. Som pige måtte hun en aften ikke rejse sig fra bordet før hun havde spist torsken med sennepssovs op. Hun sad bøjet over sin tallerken med kold torsk og stiv sennepssovs indtil kl. 21. Har ikke spise fisk siden. Mor Bente vil gerne lære sine børn at spise fisk. Hun vover pelsen og smager hver gang.
Far Søren voksede op med, at der var et stykke kød til hver. Kartofler og få grøntsager kunne man spise sig mæt i. Han lærte at spise hurtigt, for Sørens far kunne ikke klare, at der lå bidder på andres tallerken. Lynhurtigt kunne hans gaffel snuppe et stykke frikadelle eller en bid af en kotelet fra de andres tallerken.
Som far er Søren meget opmærksom på, at der ikke bliver spist fra de andres tallerkner i familien. For ham er det vigtigt, at der ikke er kraftige restriktioner ved bordet og han kæmper stadig med at spise for hurtigt.
På en behandlingsinstitution havde vi en vigtig snak om maden på fadene på middagsbordet. Der gemte sig et spændende paradoks. Hvis fadet er tømt er det lig med, at der ikke er mad nok. Hvis der er mad tilbage gælder det om at tømme det. Det er lig med at mad ikke må gå til spilde.
Karen fortæller med et stort smil, at hun var over 40 år før hun kunne græde uden at spise. Hun havde fra hun var en lille pige fået stukket en småkage i munden, når hun var ked af det. Hun havde lært at holde sine tårer tilbage – at dulme dem med småkager. I hendes liv var der ikke plads til tårer før hun opdagede mønstret og kunne slippe småkagerne.
Madhistorierne ligger dybt i os – både som forældre og som fagpersoner. Hvad har vi med os? Hvad havde vores forældre og bedsteforældre med sig? Hvad giver vi videre? Hvordan er madhistorierne med til at skabe vores mening om mad og om kræsenhed?
Der ligger en erkendelsesproces, som er vigtig. Aversioner er ok, når vi kender historien bag. Det handler ikke om at kunne spise alt. Det er helt ok, at der er ting, vi ikke bryder os om. Den accept er vigtig i forhold til os selv og i forhold børn, så vi ikke overfører vores aversion videre, hverken i familien eller professionelt. Madhistorier er spændende og de er kun en brik af spiseudfordringerne og kræsenhedens kompleksitet.
