Blog
Fristelsen og det svære valg
Selvkontrol er en væsentlig faktor for, hvor godt det lykkes for os at leve op til de mål vi sætter for os selv. Men hvor gode vi er til at kontrollere os selv er måske ikke kun en medfødt eller i barndommen tillært evne, men kan også afhænge af, hvor mange andre ting vi har at slås med i hverdagen. Dette kan have betydning for, hvordan vi bør tænke på regulering af sundhedsadfærd.
"Ajj, i aften fortjener jeg altså noget rart”, siger jeg til mig selv efter en lang og stressende uge, og langer to flasker rødvin i indkøbsvognen sammen med en pose chips og nogle fedtede oliven. Sammen med et par plader chokolade og en cola til hver af ungerne fuldender det min trang til at forkæle mig selv. Normalt anser jeg ellers mig selv for at have en ret god evne til at kontrollere min adfærd. Jeg kommer til yoga flere gang om ugen, spiser forholdsvis sundt og får normalt lavet de ting der skal laves i hverdagen, inden jeg kaster mig over de sjove ting. Men de perioder hvor arbejdsdagen bliver fyldt med for meget stress, eller der er andre ting der optager mental energi, er det som den underliggende selvkontrol bryder sammen. Kalorieindtaget stiger væsentligt og yogaen får lov til at passe sig selv, mens jeg ligger på sofaen med dårligt samvittighed. Spørgsmålet er, hvor meget stigmatiseringen af det at mangle selvkontrol, betyder for folk der lever i en meget stresset hverdag, enten arbejdsmæssigt eller mentalt, og derfor ikke får taget sig sammen til at gøre det de egentlig gerne vil sundhedsmæssigt. Måske bliver det en selvforstærkende proces så de stressede bliver endnu mere stressede? Og spørgsmålet er, hvor meget det betyder for den måde vi regulerer adfærd på? Hvis stress har en større betydning for hvordan vi lever end eksempelvis priserne på fødevarer, kan vi ende med at straffe dobbelt og måske endda forøge stressniveauet for dem, der gerne vil leve sundt, så det bliver endnu sværere at finde ressourcerne?
Skumfidusforsøgene
I 60erne og 70erne udført forskere på et amerikansk universitet en række forsøg med børn og selvkontrol, de såkaldte ”skumfidusforsøg”. I disse forsøg, blev de deltagende børn tilbudt valget mellem at få en skumfidus nu eller få to ekstra skumfiduser, hvis de altså kunne vente med at spise skumfidusen til et senere tidspunkt. Forsøgene foregik på den måde, at børnene blev sat i et forsøgslokale hvor skumfidusen lå på bordet foran dem, mens de, der udførte forsøget, forlod lokalet for først at komme tilbage igen et kvarter senere. De børn, der ikke havde spist deres skumfidus, mens forskerne var væk, fik to ekstra skumfiduser som belønning, for at have kunnet kontrollere den umiddelbare fristelse. Mange år senere fulgte forskerne op på de deltagende børn, der nu var blevet voksne, og fandt, at de børn der havde kunnet udøve selvkontrol, fik bedre karakterer, vejede mindre og i det hele taget klarede sig bedre i livet end de børn, der ikke havde kunnet. Forsøgene er blevet berømte indenfor psykologien og er blevet gentaget på mange forskellige måder, alle med det resultat at der er en sammenhæng mellem hvor god man er til at kontrollere umiddelbare fristelser og impulser og hvordan man klarer andre udfordringer i livet.
At vente på en belønning kræver selvkontrol
Skumfidusforsøget dækker over to faktorer, der begge er væsentlige for hvor gode vi er til at kontrollere fristelser og andre impulser. Den første faktor, kaldet diskonteringsraten, dækker over et bevidst valg mellem i hvor høj grad vi er villige til at forsage en umiddelbar nydelse lige nu og her, eksempelvis i form af chips og rødvin, til fordel for en fremtidig sundhedsgevinst på længere sigt. Man mener, at forbrugerens diskonteringsrate har betydning, ikke blot for valget mellem sunde og usunde fødevarer, men også for langtrækkende økonomiske beslutninger som eksempelvis valget mellem opsparing og forbrug, såvel som unges beslutninger vedrørende uddannelse versus job.
Når man betragter diskonteringsraten, anser man forbrugeren for at være i stand til, på konsistent vis, at beslutte sig for hvor meget han vil give afkald på nu, for at kunne investere i sin fremtid. Men det er ikke det eneste der betyder noget, for vi ved jo alle sammen, hvor nemt det er at blive fristet til at afvige fra det, vi egentlig synes er det bedste at gøre for os selv. Det er her selvkontrol spiller en rolle. Mange af de børn der deltog i skumfidusforsøget, har sikkert haft et oprigtigt ønske om at gemme skumfidusen, for senere at kunne blive belønnet med at få to. Og de samme børn har sikkert fortrudt, at de gav efter for fristelsen, især når de har kunnet se de ventende børn modtage deres belønning. Vi kender det også fra os selv; Selvom vi har oprigtige ønsker om ikke at drikke rødvin eller spise chips, så bliver vi fristet til at indtage for meget af begge dele til kollegaens reception. Eller selvom vi synes det er bedst for os at motionere hver dag, så bliver vi alligevel fristet til at tage en lur på sofaen og kommer ikke ned i træningsbukserne. Eller vi køber en eller anden ting som vi lige ser og pludselig ønsker os, selvom vi egentlig gerne ville spare op til sommerferien. I alle tre tilfælde oplever vi bagefter en følelse af fortrydelse fordi vi ikke levede op til de beslutninger som vi egentlig synes er de bedste for os selv.
Selvkontrol som en genopladelig ressource
I mange år er evnen til at udøve selvkontrol blevet anset for at være en enten medført eller en i barndommen tillært evne. Det nye er, at betragte selvkontrol som en ressource, der på lige fod med andre ressourcer, kan opbruges, men heldigvis også fornys igen. De fleste af os kender godt følelsen af, at synes vi fortjener noget godt, det være sig rødvin, slik eller andre former for belønning, når vi er trætte og har arbejdet længe og hårdt. Eller oplevet at vi, i perioder hvor vi er mentalt stressede fordi tingene ikke helt flasker sig som vi gerne vil havde dem til, har sværere ved at holde fast i de gode vaner med regelmæssig motion og sund mad, men falder tilbage til gamle mere usunde vaner. Det kan være vi er blevet skilt, har mistet et job eller bliver påvirkede af andre ting, der gør at mentale ressourcer bruges på andre ting end på at kontrollere vores sundhedsadfærd. Og når så tingene kører igen, er det lettere at spise sundt, komme ud at løbe og alle de andre gode ting, som vi ønsker at gøre for os selv. Vi har fået fyldt de mentale ressourcer op igen, så der er overskud til at udøve selvkontrol og gøre det som vi på langt sigt egentlig synes er det bedste for os selv.
Selvkontrol og regulering
Der er ingen tvivl om, at det i det moderne samfund bliver betragtet som noget negativt at mangle selvkontrol, mens det at have selvkontrol betragtes som et aktiv. Når vi ser overvægtige spise is, eller drikke en kop kaffe med sukker og fløde tænker vi: ”Hold da op de burde da godt nok tage sig sammen”. Til gengæld beundrer vi ham, der har selvkontrol nok til at træne sig op til en ironman, og gennemføre det, eller dem der vælger at følge den ene eller den anden kur med succes. Spørgsmålet er, om ikke stigmatiseringen af den manglende selvkontrol kan blive en selvforstærkende proces, hvor alene det, at skulle forholde sig til at manglende selvkontrol betragtes som noget negativt, kan dræne de ressourcer, der burde bruges til at leve op til egne mål?
Der er ingen tvivl om, at information om hvordan man lever sundt og afgifter på usunde fødevarer er gode til at hjælpe dem, der gerne vil sætte mindre pris på umiddelbare fristelser frem for fremtidige sundhedsgevinster. Afgifterne øger prisen på de usunde fødevarer lige nu og her og øger dermed omkostningerne ved det usunde valg. Information om fremtidige konsekvenser af nutidige livsstilsvalg hjælper til at kende de sande omkostninger ved en bestemt livsstil og hjælper dermed til at kunne træffe et bevidst, og for den enkelte, rigtigt valg. Derimod er det mere uklart, hvordan information og afgifter hjælper folk, der har et selvkontrolproblem, især hvis selvkontrol betragtes som en ressource, der kan opbruges. Måske øger reguleringen presset på ressourcerne, så der er færre ressourcer til at udøve selvkontrol og dermed træffe de valg, som vi egentlig synes er mest rigtige for os selv. Hvis den mentale energi eksempelvis bliver brugt til at tænke over, hvordan man får økonomien til at hænge sammen, vil afgifter på usunde fødevarer, lægge yderligere pres på økonomien, og dermed er der endnu færre ressourcer til at leve op til den ønskede sundhedsadfærd. Måske vil information og oplysning om hvad man skal gøre for at leve sundt, blot øge den dårlige samvittighed og dermed lægge yderligere pres på de mentale ressourcer, så man faktisk ender med at give efter for fristelsen til at købe slik, chips eller rødvin.
Hvis selvkontrol betragtes som en genopladelig ressource bør vi måske ændre den måde vi tænker regulering på. I stedet for udelukkende at fokusere på omkostningen ved det usunde valg eller gevinsten ved det sunde, bør vi måske overveje hvordan selve valgsituationen kan gøres lettere. Hvordan kan vi bidrage til at det sunde valg træffes så det kan bidrage til at øge de mentale ressourcer, så det næste valg bliver lettere i stedet for at bidrage til dårlig samvittighed og dermed dræne ressourcerne?
