Blog
Køkkenet skaber robusthed og børn der kan tage vare på sig selv
Curlingbørn eller køkkenbørn? Et indlæg om maddannelsen og madkundskab set ud fra den debatten om “Curling”-generationen. Skaber vi elevinvolverende rum til maddannelse, madlavning og måltider giver vi eleverne muligheden for at tage bedre vare på sit eget liv. Børn der kan lave mad, bliver mere robuste end børn der bare spises af.
Generationen af børn og unge mennesker fra alderen 25-28 år og nedefter bliver af skiftende eksperter og debattører kaldt for “Curling-generationen”: Forældrene fejer alle forhindringerne af vejen for børnene, med den konsekvens at de som voksne går ned med flaget eller ikke kan klare livet når de møder realiteterne. Curlingbørn kender ikke til fundamental overlevelse, ansvarstagning og har ikke den nødvendige robusthed.
Selvom mange måske synes de er stødt på tendensen, så synes jeg grundlæggende at billedet og den fordømmende omtale er en provokation. Nøjagtigt som det var dengang min egen generation blev kaldt ”No-fureture-generationen” eller ”Nå-generationen”, med henvisning til, at vi var ligeglade med vores fremtid – at vi trak på skuldrene og blæste det hele et stykke. ”De ansvarlige voksne” mener altid, at der er noget galt med dem, der skal overtage deres ansvar. Tidligere gik bekymringen på at ungdommen var ligeglade og i dag går den så på, at generationen er forkælede. Jeg synes, det er en meget nedladende måde at omtale vore børn og unge på.
Er det ikke for let bare at skyde skylden på forældrene og deres børn?
Curlingbørn og robusthed
I et interview her på Folkeskolen.dk tager den bogaktuelle Per Schultz-Jørgensen(PSJ) emnet under behandling. Og siger med udgangspunkt i sin nye bog om robusthed, at definitionen er blevet skamredet af arbejdsmarkedet, læs: de voksne, i deres evige søgen efter robuste medarbejdere. Men ifølge PSJ bunder det i en fejllæsning af begrebet. I et interviewet siger han: “»Robusthed bruges som en ydre styring af en præstationsorientering, hvor man skal leve op til et ydre resultatmål. Det er noget helt andet end det, jeg taler om. Jeg taler om robusthed som en indre værdi. Vi skal lære børn at have styrke til at sige nej, til at sortere og vælge fra og kende deres egne grænser.”
De, der bliver skudt mest på, når medierne flyder over med forargede artikler om de her ikke-robuste Curlingbørn, er i sagens natur ikke børnene, de er jo bare produkter af deres opvækst. Men derimod forældrene. Og hvis der er noget, der går lige i hjertekulen på os forældre, så er det, når nogen kritiserer den måde vi behandler vores børn på. Det gør nas. Ikke for at undsige forældrene eller gøre os ansvarsløse, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis det står så galt til, at vores børn virkeligt vokser op og bliver til voksne mennesker uden kompetencer og handlekraft og som ude af stand til at tage vare på deres eget liv, så er det for let bare at skyde på forældrene. Hvad er det der skaber udfordringerne, hvad er samfundsbetinget eller et mere kollektivt svigt? Og hvad kan vi gøre sammen eller som samfund for at få de kommende generationer til at blive overlevelsesduelige samfundsborgere?
PSJ peger os i førnævnte interview i den rigtige retning: »Der er kun én vej: Det er, at en ydre struktur skal blive en indre struktur. En ydre struktur af normer, af krav og værdier, som barnet kan overtage. Den russiske psykolog Lev Vygotsky udtrykker det præcist: 'Der findes ikke en indre struktur, der ikke først var en ydre'. Den ydre struktur skal overtages af barnet.” Hvis jeg skal gribe i egen barm, så kan jeg jo bare tænke på hvad mit eget felt, det jeg er ekspert på, nemlig maden, hvordan kan den være med til at bringe ydre og indre struktur?
Madanalfabeter kan ikke lære andre at lave mad.
Maden og køkkenarbejdet er en slags sladrehank, der måske også viser os alle mulige andre ting, når det gælder det, som vi, generationen af curlingforældre, bliver anklaget for? Måske vi har smurt alle madpakkerne, købt og lavet al maden, serveret den og vasket op efter os, med den konsekvens, at når ungerne engang flytter hjemmefra kan de ikke selv lave mad eller tage vare på deres spise? Måske er den udbredte madanalfabetisme i den opvoksende generation udtryk for samme problem som det nogen ser som curling? I Københavns Madhus ser vi en hel en generation, der, populært sagt, er blevet tabt på køkkengulvet. Men spørgsmålet er jo, om det virkeligt er forældrenes “curling” indstilling, der har gjort børnene til madanalfabeter? Problemet er vel at madkundskab og madfærdighederne er forsvundet ud af hjemmene for flere generationer siden. Og det er svært for mor og far at inddrage børnene i og give dem ansvar og færdigheder for noget man ikke selv har styr på?
Dagligdagens måltider er i mange familier i dag præget af færdigvarer, hurtig mad og mangel på variation. Hvis nu forældrene havde styr på det med maden, så ville de vel være bedre rollemodeller og kunne vælge maden som et område for børneinddragelse? Måske det vi ser mht. familiens måltider, er at mange børnefamilier udover at mangle færdigheder også er i stor knaphed når det gælder tid til at lave mad. Groft sagt går flere mere på arbejde og husmoderen er blevet væk derude i storbyen. Og at involvere børnene kræver også tid. Måske madcurling er udtryk for et stort underskud og de lette løsninger. Curling og følgende mangel på robusthed er altså i virkeligheden ikke kun et udtryk for forkælelse og overbeskyttelse, men måske også i virkeligheden udtryk for mangel på overskud og mangel på forældrenes kundskab.
Samtidig er vi blevet forholdsmæssigt rigere og maden forholdsvis billigere. Det betyder, at det ikke længere er en nødvendighed, at familien laver sin egen mad helt fra bunden eller har et stykke jord til sine egne grøntsager. I gamle dage var det forkælelse at gå til bageren, i dag er det forkælelse og udtryk for et sjældent set overskud at bage brødet selv.
Kort sagt reagerer familiens voksne i omsorg for både sig selv og sin familie, når det vælger den ”lette løsning”. Også selvom det medfører madmæssig curling. De kan jo ikke umiddelbart gøre så meget andet.
Konsekvensen er, at vi står overfor en stor del af en generation af børn uden køkkenfaglige kompetencer, men det er sgu ikke fordi forældrene har forkælet dem god, hjemmelavet mad. Det er fordi forældrene heller ikke selv har kompetencerne i et køkken, ikke prioriterer det og ikke bruger tiden på det. De har jo travlt. En undersøgelse fra 2016 fra Madkulturen viser, at den ret, der bliver serveret oftest når det drejer sig om hjemmelavet mad i den danske hjem, er… Rugbrødsmadder. Det kan skam være helt fint, ernæringsmæssigt, men næppe noget der vækker hverken madglæde eller kundskaber.
Fællesskabet skaber maddannelse og robusthed
Uanset hvordan udfordringerne er opstået, så er jeg dog af den klare opfattelse, at vi skal løse dem i fællesskab. Så måske skulle vi lade være med at skyde på familierne og forældrene og begynde at tale om, hvordan vi kan give vore børn de kompetencer og færdigheder, som gør at de kan tage vare på deres eget liv, (i hvert fald når det gælder maden) og som de tydeligvis ikke får derhjemme. Man kan ikke lære nogen at læse hvis man ikke selv kan læse sådan er det også når det gælder madkundskaberne. Og som situationen er i mange hjem, så skal ansvaret for denne nye nødvendige madkundskab og maddannelse primært udvikles uden for hjemmets rammer.
Og her kommer køkkenerne i landets skoler og daginstitutioner ind i billedet. I disse køkkener skabes - udover dejlig sund og nærende mad - også den nødvendige ydre struktur og det kan give de ydre og indre strukturer PSJ taler om.
Når vi eller andre madkyndige voksne laver mad med børnene i institutionerne, på skolerne eller her i Madhuset, kan vi se, at selv helt små børn, hvis de får lov og har en kulinarisk læremester ved deres side, ret hurtigt kan kaste sig over madopgaverne og blive seje til det. Og at de med inddragelse og medansvar udvikler de handlekompetencer vi efterlyser hos dem og de unge mennesker.
Hvis man starter i det små, lærer børnene at håndtere de skarpe knive, pochere et æg, røre en dej, så vokser de lynhurtigt med opgaven. Vi oplever børn, der efter bare to gange i Børnenes Madhus, kan kende grøntsager de ikke anede eksisterede, da de var her første gang. Eller efter en uge i den rigtige alder kan filetere en fisk.
Og når det gælder de Københavnske Madskoler, hvor eleverne laver mad til deres kammerater, så får børnene en daglig, grundlæggende sund og kontant afregning på det de har lavet. Hvis du ikke skræller de rodfrugter hurtigt nok, så er der ikke mad på bordet til dine kammerater kl. 11 når første hold er bænket om spisesalens borde. Hvis du ikke har lagt dig i selen og brugt det du har lært ordentligt, så smager maden heller ikke godt nok, og så skal du nok få det at vide, når dine kammerater skal spise frokost. Der er nærmest en nødvendighed, over det, som vi nok har glemt og som er meget sund at prøve i en tidlig alder.
Kort sagt lad os inddrager børnene i madlavningen. Lad os skabe en nødvendighed i køkkenet. En ydre struktur. Og læg mærke til at køkkenet også bliver et naturligt disciplinerende rum. Et rum, der giver handlekompetencer, færdigheder og en fornemmelse for at noget er vigtigt. I Køkkenet oplever eleverne, at de kan gøre en forskel, og at de kan præstere rigtig meget. Lad os give køkkenet en pædagogisk plads i alt fra vuggestue over børnehave til skoler. Og meget gerne som mere end leg eller bolig læring, men som steder der laver rigtig mad nogen andre skal spise.
For mig er maddannelse og konkrete måltider en opgave for fællesskabet. Fordi børnene har brug for mad, sundere mad, mere alsidig mad. Men også fordi der er behov for at skabe bedre forudsætninger mht kompetencer og håndværk.
Med dette indlæg kobler jeg behovet for maddannelsen og madkundskab med den skævvredne debat om “Curling”-generationen. Selvfølgelig fordi jeg har mad på hjernen – men også fordi jeg mener det. Skaber vi elevinvolverende rum til maddannelse, madlavning og måltider gives eleverne viden og indsigt, større forståelse og færdigheder og praktisk kunnen – og både madlyst og madmod. Alt sammen vigtigt, når man skal til for at kunne tage vare på sit eget liv. Kort sagt er min påstand, at børn der kan lave mad, bliver mere robuste end børn der bare spises af.
PS:
Hvis man tilhører den mindre del af familierne som undersøgelser viser laver mad med børnene. Hvis man har en kompetent eller lærevillig madfar i køkkenet derhjemme, en mormor ved sin side der kan det der med maden, eller elsker man bare at lave mad. Så kan alt ovenstående naturligvis sagtens foregå i eget hjem. Alle har et køkken – mit opråb om fællesskabets ansvar er ikke for at jage jer ud af jeres køkkener derhjemme - brug det gerne endnu mere og med jeres børn.
God fornøjelse og velbekomme.
