Læs mere fra bloggen: Ernæringskommentaren
Blog
De officielle Kostråd rykker ind i madkundskabsundervisningen
Der skal i bogstavelig forstand andre boller på suppen, hvis fremtidens forbrugere skal spise sundt og klimavenligt. Derfor rykker De officielle Kostråd nu ind i madkundskabsundervisningen i landets klasselokaler.
Et nyt undervisningsforløb ”Fra kostråd til madkultur” som Fødevarestyrelsen, Madkulturen og Gyldendal står bag, har set dagens lys.
Det vi spiser og drikker hver dag har stor betydning for både vores egen og klodens sundhed. I de seneste 50 år er madkulturen i den vestlige verden blevet mere og mere ensartet. Vi er især begyndt at spise mere kød, fastfood og søde sager. Det har gjort vores madkultur mindre sund og mindre klimavenlig. Der er derfor potentiale i at få børn og unge til at lære at lave mere af den sunde og klimavenlige mad.
Unge er fremtidens forbrugere, og det er dem der svinger grydeskeen og snitter grøntsagerne på skærebrættet, når aftensmaden skal tilberedes i 2030.
Ud over sundhedsgevinsterne ved spise efter De officielle Kostråd, er der også klimagevinster, når fremtidens forbrugere lader sig inspirere til at lave mad efter kostrådene. Klimarådet vurderer, at vi kan reducere klimabelastningen fra kosten med op til 31-45 procent alene ved at følge De officielle Kostråd.
Den gode nyhed er at en del af danskerne – i praksis også skoleelevernes forældre – så småt har fået øjnene op for den klimavenlige mad samt kærer sig om klimaet. En Epinion-undersøgelse fra 2021 slår fast, at halvdelen af danskerne ”interesserer sig i høj grad eller i nogen grad for klimavenlig kost”.
En undersøgelse foretaget af Epinion for Unicef i 2021 viser ligeledes at klimaforandringerne ”utvetydigt er det problem, som de fleste børn i Danmark mener det haster med at løse”.
Så blusset på kogepladen er tændt, og vi er godt på vej til med små skridt at skabe forandringer i danskernes madlavning. Men der er plads til forbedring, og der skal nye tiltag til for at holde blusset tændt.
Med det nye undervisningsforløb giver vi i Fødevarestyrelsen sammen med Madkulturen vores bidrag til at madkundskabsundervisere i Danmark, udover at lære børnene at lave mad, også lærer dem at vælge det sunde og klimavenlige i madlavningen.
Det skal nemlig være inspirerende og sjovt at lave sund og klimavenlig mad og dykke ned i den madkultur og de smagsnuancer, der omgiver os alle hver eneste dag. Med det nye materiale håber vi at gøre skoleeleverne nysgerrige på fx at spise mere planterigt og mindre kød ved at bruge andre råvarer som eksempelvis bælgfrugter.
Velbekomme og god sommer.
Fakta
• Undervisningsforløbet er målrettet grundskolens madkundskabsundervisning for 6.klasserne.
• Undervisningsmaterialet har titlen ”Fra kostråd til madkultur” og indeholder et undervisningsforløb med teori, undervisningsfilm, opgaver, smagskørekort, læringsvideoer og video-tips fra populære influencere.
• Materialet tager udgangspunkt i De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima.
• Undervisningsforløbet skal ruste børn og unge til at træffe reflekterede valg om kost og klima.
• Materialet er udviklet i et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Madkulturen og Gyldendal.
• ”Fra kostråd til madkultur” er gratis og frit tilgængeligt her madkundskab.gyldendal.dk