Blog

Farvel til snævre kostråd - et paradigmeskift er nødvendigt

I september fik Danmark igen nye kostråd. De vakte både begejstring, bekymring og kritik blandt fagfolk og formidlere. Også her på siden er kostrådene blevet debatteret, og jeg har især hæftet mig ved et blogindlæg skrevet af Tove Vestergaard, som mener, at kostrådene skal på skoleskemaet. Jeg synes, Tove Vestergaard er spot on, når hun siger, at mad og maddannelse skal ind i skolen, men jeg uenig med hende i, at kostrådene skal gøres til en del af folkeskolens madopgave – primært fordi jeg faktisk ser de nye kostråd som en begrænsning, når vi skal arbejde for og med at skabe en ny og sund madkultur.

Publiceret Senest opdateret

Ernæringskommentaren

Ernæringskommentaren er en blogstafet for professionelle, der arbejder med ernæring og sundhed. Den handler om emner, der interesserer dem, der underviser i for eksempel madkundskab, husholdning og sundhed, og som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er der galt med rådene?

I princippet synes jeg, at der er behov for, at der bliver rådgivet om, hvilken mad der gør godt. Og ja, der er brug for, at vi aktivt gør noget der kan forbedre folkesundheden. Firkantet sagt døde vi af sult i gamle dage – nu æder vi os ihjel. Jeg er bare ikke sikker på, at alle de nye kostråd gør godt – eller rådgiver os så vi kan gøre det rigtige ved vores mad. Jeg ser et problem i den selvsikre tilgang til, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg kan ikke forstå baggrunden for, at de såkaldte ernæringseksperter tør være så firkantede, som de er.

Problemet med rådene opstår for alvor, når kostrådene bliver fortolket på måltidsniveau og bliver så specifikke, at de mere ligner en national slankekur end forslag til en sundere hverdag.

Og det er ikke blot kostrådene, der bekymrer mig, det er i ligeså høj grad nøglehulsmærket – eller for den sags skyld den evige klapjagt på enkelte fødevarer, der pludselig kommer i myndighedernes søgelys. Forleden var det kanel og kanelsnegle, myndighederne var efter. Få måneder før var det riskiks, som var den store synder, og før det måtte små børn ikke spise rå gulerødder, som de kunne blive kvalt i, og rugbrød fik også en advarsel i dette år. Listen over det de vil ha' vi ikke spiser vokser.

For mange af de råd vi får er ude af proportioner, hvilket gør, at vi mister tilliden til de offentlige anbefalinger. Jeg ser en klar tendens til, at ”den sunde fornuft” er forsvundet i takt med at fødevarepolitiadfærden stiger. Og det samtidig med at de samme myndigheder fx tillader alverdens E-numre.

Når jeg læser de nye kostråd, så er de også blevet al for meget lig forbudslister, og mange af rådene hindrer faktisk velsmagen og er svære at efterleve, hvis det er den, man er ude efter at skabe. I den menuplan (link), der er blevet udviklet for at understøtte de nye kostråd, er der stort set ikke plads til salt, sukker eller fedt (og slet ikke den animalske). Det er at slå knuder på os selv og et radikalt opgør med det, vi mennesker er født til at kunne lide. Både fedt og smør giver smag og det er for snæversynet at jage dem på porten i sundhedens navn. Og når det gælder salt, så er det meste usaltet mad til at græde over. Helt konkret er der ikke et saltproblem, når man selv laver sin mad. Måske man bare kunne sige det helt enkelt: Lav din mad selv – eller sørg for, at din mad er frisk og bliver lavet af råvarer.

Men samtidig vil jeg også sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også er så ensidigt usundt som forskerne siger det er – og i øvrigt er uenige om. Meget tyder på, at det er en sandhed med modifikationer, når fede mælkeprodukter, ost og yoghurt skal vælges fra. Det samme gælder smørret

I en leder i Ingeniøren (link) den 22. november 2013 skriver Magnus Bredsdorff, at det er på tide, at ernæringsforskere bliver knap så videnskabeligt selvsikre - ”Ideen om at mejsle kompleks videnskab på tavler hævet over kritik er forkert” – og han opfordrer til nytænkning, når det gælder ernæringsrådene.

Og efter de sidste måneders debat mellem ernæringsforskere om smør er skadeligt eller ej svarede Bente Klarlund i sin klumme i Politiken (link), at ”Der er meget, man kan bekymre sig om, men drop bekymringer om smør…Med den viden, vi har i dag, skal man langt ud i sundhedsmarginalerne for at finde en sikker vinder eller taber.”

Bedre folkesundhed skal skabes med handling, ikke ord

Mit budskab er, at tiden er til, at vi skal finde en ny vej. Vi skal have tilbageerobret ordenes mening og genskabt tillid til at tale om madens sundhed - og det gælder også ernæring eller næring, der er blevet gjort til tal, som forskere kan slå os andre og hinanden oveni hovedet med! Og som i øvrigt er aldeles svære at efterleve.

Jeg mener, at vi har brug for et paradigmeskifte á la det den amerikanske madforfatter Michael Pollan advokerer for: at vi ikke lader videnskaben fortælle os, hvad sundhed er, fordi skråsikkerheden hvormed det bliver formidlet på, hænger ikke nødvendigvis sammen med virkeligheden.

Sundhed er del af en større helhed. Og sundhed i mad udtrykkes i diversitet i stedet for ensidighed, i råvarer fremfor færdigvarer, i mæthed fremfor overspisning og i lyst fremfor forbud. Hvis vi skal undgå de usunde snacks i løbet af dagen og lære at synke den sundere mad på lang sigt, har vi brug for, at den mad vi laver eller bliver præsenteret for giver os lyst til at spise, til at prøve noget nyt, til at lade de usunde vaner træde i baggrunden. Derfor handler det i mine øjne ikke om at lave kostråd og tilhørende menuplaner, men om at generobre – eller skabe – en madkultur, der giver plads til stegt flæsk med persillesovs den ene dag og som skaber lyst til linsesuppe den følgende dag. Stegt flæsk med persillesovs ville ikke blive serveret nogensinde igen, hvis vi skulle følge det offentliges anbefalinger.

Hvis sund mad kun gøres op i tal eller anbefalinger, der skal stemme, får vi aldrig skabt en sund og livsglad spisekultur, der helt naturligt handler om diversitet og råvarer, en madkultur, der bygger på mindre kød, mere grønt i sæson, flere uraffinerede kornsorter, gode gryn osv.  Og hvis den opvoksende generation skal blive sundere end sine forældre, er det afgørende, at de lærer den sunde fornuft at kende samtidig med, at de lærer at lave, smage og nyde alverdens dejlig mad.

Mad i skolen

Med skoleeleverne i tankerne - mens jeg skriver dette - er jeg sikker på, at især de ældre elever ikke kan spises af med sunde kostråd. Hvis vi prøver at stoppe de sunde råd ned i halsen på dem – til frokost eller i undervisningen - vender de sig bare om og går ud og køber en shawarma eller en pizza i middagspausen.

Da vi udviklede skolemadskonceptet EAT (link) i København, var det primære fokus, at maden skulle være indbydende at se på, smage og dufte godt. Menuerne er udviklet på baggrund af elevernes behov og er et forsøg på at matche deres smag for mad uden at gå på kompromis med ønsket om at give kulinariske udfordringer og maddannelse. I EAT har vi tolket de offentlige anbefalinger via ”de nordiske næringsstofanbefalinger” og vi har set på anbefalingerne over tid og som råvarer. Det høje kulinariske niveau i en kobling med at EAT skal være sund er med til at sikre, at den københavnske skolemad er blevet en succes både hos forældre og elever, der ser ud til at holde ved.  Læs mere i Københavns Madhus’ evaluering af EAT: ”Skolemadssatsningen i København 2007-2012” (link).

Det er ingen hemmelighed, at det var en stor udfordring at leve op til de officielle ernæringsanbefalinger og stadig lave dejlig mad, hvor der er fokus på helheden og hvor sund mad ikke kun kan og skal defineres af de enkelte ernæringsmæssige detaljer. Vi knækkede koden ved at beslutte, at der må være plads til afvigelser, hvis retten kræver det og derfor ses ernæringen i EAT (link) over tid og ikke kun med udgangspunkt i det enkelte måltid. Så er der nemlig plads til butter chicken den ene dag, fordi der er marokkansk gulerodssuppe på menuen dagen efter.

Skolen i maden

For at skabe en madkultur, der opfordrer til sundhed gennem lyst og smag, er det især vigtigt at få denne tilgang til mad integreret i daginstitutionerne og skolerne, hvor den næste generation tilbringer så meget tid.

I stedet for at få serveret gnavegrønt og to halve stykker rugbrød med magert ost, skal de sammen med deres klassekammerater have mulighed for at spise varme, veltilberedte frokostmåltider, der over tid giver dem den ernæring, de har brug for. I stedet for at skrive digte om kostrådene i eller lære at ernæringsberegne fuldkornsboller, skal eleverne lave mad med rigtige råvarer og lære om, hvor maden kommer fra ved selv at dyrke grøntsager og urter i skolehaven eller gennem gårdbesøg. På sigt er jeg sikker på, at det giver sundere og gladere børn, unge og voksne – end et sæt kostråd, der ændres, når designet på folderne bliver forældede at se på. Så bliv endelig ved med at tænke mad og måltider ind i skolen, men gå et skridt videre end kostrådene.

Powered by Labrador CMS