Blog

Kan man bage roulade over skærmen?

Kriser kræver ofte kreativ omstilling, ikke mindst i køkkenet, hvor coronanedlukningen såvel som tidligere kriser har tvunget os til at være innovative. Det gælder også for både sidste års og dette års Madkamp.

Offentliggjort

Ernæringskommentaren

Ernæringskommentaren er en blogstafet for professionelle, der arbejder med ernæring og sundhed. Den handler om emner, der interesserer dem, der underviser i for eksempel madkundskab, husholdning og sundhed, og som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Danmark i foråret lukkede ned for første gang – og det første chok havde lagt sig – var noget af det første, jeg tænkte på, madkundskabslærerne og deres elever.

For hvad er madkundskab uden duften af brød i ovnen, lyden af sydende smør på panden og følelsen af råvarer i hænderne – for slet ikke at tale om selve smagen af den mad, eleverne fremstiller? Man kan meget på online mødesteder som Zoom, men jeg har endnu ikke fundet knappen, der tillader at røre, dufte og smage.

Coronaen ramte tilmed, lige før kulminationen på årets Madkamp, DM i Madkundskab, skulle finde sted. Derfor måtte vi sammen med professionshøjskolerne pludselig gøre det samme, som vi hvert år beder eleverne om: eksperimentere og innovere.

Vi skulle ganske enkelt gentænke finalen til et online format, hvor dommerne simpelthen ikke ville kunne smage maden. Og giver det overhovedet mening? Det skal jeg nok vende tilbage til – men først en historisk ekskurs til Sønderjylland.

Når der er krise, er vi kreative

At vi er nødt til at være kreative, når der er krise, indeholder historien talrige eksempler på, ikke mindst hvad angår vores madkultur. Tag bare det sønderjyske kaffebord.

Ligesom vi under coronanedlukningen har spist sammen hver for sig over skærmen, mens Philip Faber har sunget for til fællessang på DR, måtte sønderjyderne, efter landsdelen kom under preussisk herredømme i 1864, også mødes på nye måder, der tillod dem at dyrke deres danske sindelag.

Fordi de preussiske myndigheder ikke gav spiritusbevilling til de forsamlingshuse, som var rammen for møderne, måtte de nøjes med kaffe. Det satte dog hurtigt husmødrene i gang med mel, sukker og smør, og snart gik der konkurrence i at lave de flotteste kager til forsamlingshusets langborde. Den dag i dag kan man stadig opleve sønderjysk kaffebord, når man befinder sig på de kanter af danmarkskortet.

Krige og kriser har på den ene eller anden måde altid påvirket vores madkultur. Og det er faktisk netop temaet for dette skoleårs Madkamp. Et tema, vi planlagde i anledning af 100-året for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark og 75-året for Danmarks befrielse, men som må siges at være et tema lige til tiden. Med coronanedlukningen i foråret var gærhamstring i hvert fald ikke længere bare et levn fra fortidens knappe tider.

Ja, man kan faktisk godt bage roulader online

Som jeg indledte med, blev vi i Madkulturen sammen med professionshøjskolerne også selv nødt til at tænke kreativt, da coronanedlukningen forhindrede den fest af en finale, hvor elever fra skoler i hele landet dyster om at levere de mest kreative, nytænkende og ikke mindst lækre retter.

Og hvordan endte vi så med at afholde finalen? Vi lod Mette Blomsterberg vikariere for alle madkundskabslærerne i en online ”cook-a-long”, hvor 200 elever gik i køkkenet hver for sig og lavede roulader med hele Danmarks kagedronning over skærmen.

Selvom Mette Blomsterberg ikke kunne smage elevernes kreationer, gav oplevelsen alligevel eleverne den madglæde og stolthed, som det hele handler om. Og den må corona ikke sætte over styr.