Blog
Mad til børn er ikke luksus – det er basisomsorg og kernevelfærd
Københavns skole- og institutionsmad er noget ganske særligt. Vi har på ganske få år skabt en hverdag, hvor de forældede madpakker er blevet smidt på historiens mødding og i stedet for er vi i fuld gang med at skabe en hel ny mad og måltidskultur i det offentlige børnerum. Det vil, af flere årsager, være mere end ærgerligt at stryge Københavns unikke tilbud om fælles måltider til vore børn og unge.
Kommunernes økonomi er under udsædvanligt pres og i Københavns Kommune ser det ud til, at der skal spares op i mod 1 mia. kroner på børneområdet over de næste 4 år. Det bliver nogle svære, ja, næsten umulige valg, politikerne kommer til at stå overfor. Det er således ikke overraskende når Pia Allerslev og andre i sådan en situation foreslår at børnemåltiderne må stå for skud. Faktisk har de stået for skud og været på sparelisten hvert år siden madtilbuddene, som vi kender dem i dag, blev skabt. Det gælder både den skolemad, der bliver serveret i EAT-ordningen og den som bliver lavet til og af eleverne på de såkaldte Madskoler. Og det gælder de fælles måltider der er blevet en del af hverdagen i københavnske daginstitutioner. Det drejer sig om tilbud om måltider til ca. 60.000 københavnske børn og unge dagligt.
Det vil, af flere årsager, være mere end ærgerligt at stryge dette unikke tilbud om fælles måltider til vore børn og unge. For Københavns skole- og institutionsmad er noget ganske særligt. Vi har på ganske få år skabt en hverdag, hvor de forældede madpakker er blevet smidt på historiens mødding og i stedet for er vi i fuld gang med at skabe en hel ny mad og måltidskultur i det offentlige børnerum.
Tænk sig at vi her i kommunen kan levere dejlig mad til 7500 elever i EAT-ordningen, samt 3000 elever på Madskolerne for 45 mio. kroner årligt. Pr. portion er det mindre end tilskuddet i de fleste af forældrenes kantineordninger. Tænk sig at man med et tilskud på ca. 87 mio. kroner kan servere fællesmåltider (både frokost og eftermiddagsmad) for ca. 29000 børn i daginstitutionerne. Tænk sig at Københavns Kommune i sin tid tog skeen i den anden hånd og sagde, at den mad vil vi sørge for, at byens børn og unge har adgang til og, at den skal være meget mere end affodring, og at børnemaden skal være noget særligt for vores kommune. Mad der er sund, økologisk og kulinarisk attraktiv.
EAT, skolemad og Børnemad er for alle byens børn.
Under mottoet ”Alle har ret til et godt måltid mad” har de fælles måltider skullet medvirke til at skabe folkesundhed, fælleskab og ny madkultur til gavn for alle. Og en del af modellen er, at der både når det gælder børnemaden og skolemaden er lagt sociale kriterier ind således at de fattigste familier skal betale langt mindre eller slet ikke betale for maden. Droppes maden vil det gå ud over de børn, som hver dag får EAT gratis eller til kraftigt reduceret pris i erkendelse af, at netop de har særligt brug for det gode måltid mad. Det samme gælder på børneområdet. Det er den mad, der nu er kommet på listen over oplagte besparelser. Udover de kommunale besparelsespotentialer fjernes også de forældrebetalte indtægter til maden. Det drejer som om de knap 24 mio. kroner som forældrene betaler for EAT hvert eneste år. Og de ca. 150 mio. kroner man får ind på børnemaden ligeledes hvert eneste år.
Frem til budget 2017 vil der helt sikkert fortsat være en livlig dialog og lobbyisme for hvor pengene skal tages fra. Uden at anklage nogen for særinteresser, så er der ingen af organisationerne, der har en særinteresse omhandlende maden. Dette er mit forsøg på at tale madens og måltidernes sag i den proces, der kommer.
I årene 2008-2010 gennemførte Københavns Kommune en mindre madrevolution, der blev bakket op af forældrene. Der blev stemt om børnemad og 90 % sagde ja tak. På Madskolerne spiser hver dag mellem 60-90% af eleverne og EAT har landet højeste skolemadssalgstal på over 20 % dagligt spisende og 35 % af eleverne spiser EAT ugentligt. Og nej – det var ikke gratis at lave denne store satsning. En af årsagerne til forældrenes opbakning har været, at den københavnske mad er så god. Og langt bedre end de fleste madpakker. Sådan er det ikke i de fleste andre kommuner, hvilket direkte kan aflæses i de børnemadsvalg, der afholdes hvert andet år. På landsplan siger ca. 50% nej tak – primært på grund af dårlig madkvalitet.
En væsentlig del af den kommunale investering har været køkkenbyggerier. Kommunen har anslået investeret 200 mio. i anlægsudgifter på skolemaden og på daginstitutionsområdet. Alle disse køkkenerne, kantiner og EAT-lounges vil stå tilbage som mausoleer for de gode tanker.
Dropper man maden, vil man også skulle sige farvel til de mange nye køkkenfolk, der er den daglige garant for maden. Faktisk har madordningerne skabt rigtig mange nye jobs: Der er i dag ansat ca. 550 køkkenmedarbejdere i daginstitutionerne, 50 i EAT-boderne, 20 i EAT-køkkenet og dertil kommer de ansatte i forvaltningen. Det bør også tænkes ind i regnestykket.
Det vil være et kæmpe tilbageskridt ikke bare i København, men også for resten af landet og spild af penge, gode ideer og hårdt arbejde.
Det er de folkevalgte, der sidder med opgaven at skulle træffe de hårde valg, og jeg vil tillade mig at slå et slag for at deres valg ikke bliver madens millioner.
Helt overordnet synes jeg, at vor samfund er for rigt til at lade børns mad ryge fløjten. Jeg ser mad som absolut basisomsorg. Og jeg ser ikke skolemad eller børnemad som luksus. Vi er, sammen med Norge og halvdelen af Irland, de eneste lande i Europa, der ikke har et lovpligtigt madtilbud til alle vores børn.
Skolemaden i København er ikke en luksus, den er et produkt af tanken om at skabe en folkeskole, som ikke bare skraber bunden og leverer det, der er et absolut minimum af det lovpligtige. Og nu, mere end nogensinde før, er maden en forudsætning for at eleverne kan trives i de lange skoledage. Madtilbuddet er en af de ting, der viser at vi er en kommune, der vil folkeskolen og dens elever. Den er også en vigtig brik i slaget om at tiltrække de københavnske elever til folkeskolen i stedet for at se dem forsvinde over på privatskolerne.
Et fortsat politisk tilvalg af børnenes mad, set i lyset af de økonomiske udfordringer, kræver uselvisk tankegang og opgør med kassetænkning. For mig er maden til vores børn mere end bare mad. Den er en aktiv indsats for bedre folkesundhed, den er ulighedsbekæmpelse, den er jobskabelse – og den skaber en helt ny madkultur for den opvoksende generation. Med maden viser København at vi ikke kun er en madby, hvad angår de fine restauranter – vi er det også når det gælder hverdagens mange måltider.
Fremtidstænkning og investeringer har det svært i krisetider, men er måske endnu vigtigere netop nu. Københavns kommune tager indsatsen for folkesundhed alvorligt og satser stort på projekter til for eksempel forebyggelse af diabetes og har satset massivt på at ændre borgernes madvaner. Det giver ingen mening med en sådan satsning hvis byen samtidig lukker den mest konkrete indsats, hvor vi ikke taler om sundhed men skaber den. For mig giver det mere mening at skabe bedre sundhed i praksis i stedet for blot at tale om det.
Anne-Birgitte Agger, Direktør i Københavns Madhus.
