Læs mere fra bloggen: Ernæringskommentaren
Blog
Spørg jeres elever: Hvad f*ck er en bælgfrugt?
Bælgfrugter er det nye sort i maduniverset. De har fået en central plads i De officielle Kostråd, som kobler klima og sund mad sammen. Og som fremtidens forbrugere er det vigtigt, at også jeres elever – den nye generation af børn og unge – lærer, hvad en bælgfrugt er. For det er en vigtig del af en mere klimavenlig kost. I Fødevarestyrelsen har vi derfor et ørehængende budskab til jeres elever.
Har I hørt den? Sangen med den iørefaldende melodi, og som bærer omkvædet:
”Åhhh, hvad f*ck er en bælgfrugt?
Det er bønner, linser, kikærter og så’n og det”
Hvis I ikke har hørt den, kan I tage et lyt her:
Det er fire kommunikationsstuderende, som – i samarbejde med Fødevarestyrelsen – har formået at skabe en sang om De officielle Kostråd. En sang, som gik hen og blev en rigtig ørehænger, og som endte som nr. 1 på den danske ’Viral 50’ på Spotify.
Jeg håber, at I har lyst til at bruge den catchy sang som afsæt for at tale om bl.a. bælgfrugter, kostråd, ernæring, sundhed og/eller klima i jeres undervisning.
Lad bælgfrugter få en plads i undervisningen
Vi skal alle sammen til at lære bælgfrugten bedre at kende – børn som voksne. For det er en vigtig del af en mere klimavenlig kost.
Danskerne spiser i gennemsnit kun 2 gram bælgfrugter om dagen, og det er langt fra Fødevarestyrelsens anbefaling på 100 gram dagligt. Dertil har danskerne generelt heller ikke særlig stort kendskab til bælgfrugter(1). Der er derfor plads til forbedring – både hvad angår viden, hyppigheden og mængden af bælgfrugter på tallerkenerne.
I Fødevarestyrelsen arbejder vi for, at så mange aktører som muligt vil hjælpe til med at få et øget fokus på bælgfrugter – og her spiller folkeskolen en vigtig rolle i forhold til børn og unge. I kan fx:
- Servere bælgfrugter ugentligt, hvis I tilbyder skolemad på din skole. I den forbindelse vil jeg naturligvis gerne slå et slag for Fødevarestyrelsens Kostråd til Måltider målrettet skoler. Et koncept, som sikrer køkken- og kantinepersonalet, at den mad, som de serverer for eleverne, både er sund og klimavenlig. Læs mere her: Kostråd til Måltider
- Madkundskab: Lad eleverne kokkerere med bælgfrugter. Det er helt oplagt at bruge en eller flere undervisningsgange på at lære bælgfrugterne bedre at kende – også i praksis i køkkenet. Og mange bælgfrugter fås i dag udblødte på dåse, så de er lige til at anvende i madlavningen. I kan finde inspiration her: Video: alt du skal vide om bælgfrugter
- Biologi: Lad undervisningen handle om bl.a. bælgfrugter, proteiner, ernæring og fordøjelse.
- Geografi: Lad eleverne undersøge klimaaftryk på bl.a. kød og bælgfrugter.
- Matematik: Lad regnestykkerne handle om bælgfrugter. Lad fx eleverne omregne bælgfrugter fra tørret vægt til udblødt vægt eller find forskellige procentsatser for bælgfrugters andel i en opskrift.
- Dansk: Lad ord som fx ”kidneybønner” og ”kikærter” indgå i diktaten. Lad eleverne lave deres egne bælgfrugtsdigte/-historier for at lære bælgfrugternes navne at kende.
Mulighederne er mange. Det vigtigste er, at vi alle får kendskab til bælgfrugter, og at vi begynder at lade dem fylde i vores sprog, vores madlavning og på vores tallerkner – også hos børn og unge. For den nye generation af børn og unge er dem, der skal drive vores klode videre. Det handler altså både om deres egen sundhed, men også om vores allesammens klima. Sidstnævnte er et område, som de unge allerede har en meget stor interesse for. Derfor kan I med bælgfrugterne og De officielle Kostråd tale ind i et højaktuelt emne, som allerede interesserer mange af jeres elever.
Og det kan rent faktisk rykke noget.
Der ligger et enormt potentiale i at gøre danskernes kostvaner mere klimavenlige. Fødevareforbruget har nemlig stor indvirkning på klimabelastningen. Ifølge tal fra Klimarådet vil vi kunne reducere klimaaftrykket fra kosten med 31-45 % om året alene ved at følge De officielle Kostråd(2).
Mere inspiration kommer …
Senere i år udkommer Fødevarestyrelsen og Madkulturen med spritnyt undervisningsmateriale om De officielle Kostråd. Vi kalder det for ”Fra kostråd til madkultur”. Det skal bidrage til, at den nye generation af børn og unge kan blive lidt mere interesserede i og få mere viden om bl.a. bælgfrugter, fuldkorn og grove grøntsager.
Jeg håber, I vil lade bælgfrugterne få en plads i jeres undervisning, og at jeres elever inden for kort tid kan svare på spørgsmålet i sangens omkvæd: ”Hvad f*ck er en bælgfrugt?”
Fakta
Det er Fødevarestyrelsen, som står bag De officielle Kostråd. Med disse kostråd kan danskerne lade sig guide til en både sund og samtidig klimavenlig kost.
- Et af De officielle Kostråd lyder: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”.
- Fødevarestyrelsen anbefaler, at du spiser ca. 100 g bælgfrugter om dagen (tilberedt mængde).
- Bælgfrugter er fx brune, hvide og sorte bønner, kidneybønner, linser og kikærter. Grønne bønner og grønne ærter regnes ikke som bælgfrugter.
- Læs mere om kostrådet her: Kostråd: Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk
- Find alle syv kostråd her: De officielle Kostråd - godt for sundhed og klima
Kostråd til Måltider er udviklet af Fødevarestyrelsen med baggrund i De officielle Kostråd.
- Kostråd til Måltider er målrettet køkken- og kantinepersonale i de professionelle køkkener og har til formål at gøre det lettere at servere måltider, der både er sunde og klimavenlige.
- Læs mere om Kostråd til Måltider her: Kostråd til Måltider - skoler
Referencer
(1) Aarhus Universitet 2022: https://dcapub.au.dk/djfpublikation/djfpdf/DCArapport198.pdf
(2) Klimarådet 2021: https://klimaraadet.dk/da/system/files_force/downloads/klimavenlig_mad_og_forbrugeradfaerd_0.pdf?download