Blog
Ska vil ha skolemad i Danmark, skal det være et forsynings eller læringsprojekt – og hvad er det lige vi kan lære af Sverige?
Look at last night in Sweden. Politikere, kommentatorer, TV stationer, højtstående politikere og eksperter har de seneste uger stået i kø for at forudsige at Sverige var på vej ud over afgrunden og for altid fortabt. Var skovbrandene i virkeligheden påsat af utilpassede indvandrere og ku det passe at brandslukkerne var blevet sparet bort til fordel for kurser i ligebehandling? Var det virkelig ikke tilladt for svenske partiledere at tale om bilbrandene i TV debatten og var det rent faktisk sådan at Tintin i Congo var blevet forbudt på de svenske folkebiblioteker? En lind strøm af tvivlsomme nyheder og dommedagsprofetier blev sendt afsted over Øresund. Og de konkluderede nogenlunde samstemmende at det svenske folkehjem var ved at bryde sammen. Nu gik det så en anelse anderledes. For svenskerne stemte jo hverken folkehjemmet eller velfærdssystemet ud. Faktisk lyttede de tilsyneladende slet ikke til de mange sikkert velmente danske råd og anbefalinger. Så - når debatten om skolemad herhjemme endnu en gang tager til i styrke er det naturligvis dristigt og ganske risikabelt alligevel at foreslå: kig lige engang efter Sverige. Mon ikke der skulle være en læring eller to vi kunne uddrage från hinsidan når det gælder maden til vores børn i skolen?
Skal skolemad være for alle? Det der kendetegner den svenske model er at den er gratis og dermed for alle. Og med næsten 75 års erfaring er det en robust model. Udgiften betales gennem skatten og mad tilbuddet følger barnet hele vejen op igennem barne- og ungdomslivet. Den er det tætteste man kommer en kollektiv ordning – altså en slags Alle Børn Spiser model. Det betyder langt fra at den svenske model er fejlfri, men eftersom den dækker hele landet med et generelt lovgrundlag og har gjort det længe er den gået hen og blevet et godt studie objekt når det gælder om at udlede erfaringer, der vil kunne bruges i andre lande. Faktisk er den svenske - og tilsvarende finske model – de mest studerede og citerede cases i den internationale litterur om skolemad. En af erfaringerne er at der er ganske stor forskel på hvordan de svenske kommuner forvalter det nationale regelsæt. Og på hvorledes de enkelte kommuner tænker på maden som projekt.
Mad som bespisning eller pædagogisk projekt? En vigtig lære er at den svenske – og finske - model er blevet til i tider hvor de ernæringsmæssige udfordringer var nogle helt andre. Hvor det var et spørgsmål om overhovedet at spise – og ikke et spørgsmål om at spise sundt kontra usundt. Og her er vi fremme ved en af de centrale pointer: skal mad i skolen være et forsyningsprojekt – eller et lærings og dannelsesprojekt? Eller begge dele. Det går an indledningsvis at antage at det, at forsyne børn og unge med en varieret kost baseret på gældende anbefalinger har en umiddelbart gavnlig fysiologisk effekt. Men har det også en langsigtet dannende effekt hvis ikke den følges op af pædagogiske initiativer? Det er straks mere tvivlsomt og forskningen på dette felt er indtil videre ganske sparsom. Mens undersøgelser, der kigger efter næringsstoffer er talrige, så er undersøgelser der kvantitativt forsøger at måle på effekten af pædagogiske og læringsfokuserede indsatser langtfra så talrige. Skal man tale om metaltræthed i den svenske model så er netop at det er helt op til skolerne og kommunerne om maden skal være både et forsyningsprojekt OG et læringsprojekt – eller blot det første.
Voksende evidensgrundlag og forskning om mad i skolen. I takt med at maden på skolen er blevet et politik området maden på skolen er samtidig i stigende grad blevet et forskningsområde. I forskningen på AAU ser vi blandt på hvad der publiceres om praksisser på området internationalt, på hvad effekten af interventioner på området er og hvordan diskursen på området har udviklet sig på de digitale medier og når det angår politikdokumenter. Og allerede nu kan vi konkludere at interessen er stigende for at undersøge maden på skolen som et velegnet politik tiltag der kan gøre noget ved manglende maddannelse og usunde spisevaner. Derfor kan vi også forvente at de kommende år vil resultere i et stigende antal forskningspublikationer på området og et voksende evidensgrundlag. Og det er godt nyt for fortalerne for skolemad. Det er nemlig ganske enkelt urealistisk at forestille sig at politikerne vil springe ud i en omkostningskrævende offentlig satsning inden for mad på skolen uden at evidensgrundlaget for en sådan investering er på plads. Med andre ord; det er ikke nok at synes at mad på skolen er en fortrinlig ide eller at man med midlertidige projektbudgetter kan bringe nyskabende tiltag til at fungere. Hvis ikke man kan vise at de rent faktisk har en effekt på indtagsniveau.
Hvordan kan mad på skolen implementeres? At rulle skolemad ud til de næsten 1600 folkeskoler i Danmark er i sig selv et krævende projekt og kompleksiteten hænger nøje sammen med den model man vælger. Rent infrastrukturmæssigt vil det være en bygnings- og udstyrsmæssige udfordring af de helt store at udstyre samtlige skoler med de nødvendige faciliteter. Det drejer sig ikke bare om selve spise arealerne. Men i sagens natur også om hele backstage opgaven: køkken med dertil hørende udstyr, lager og varemodtagelse etc. Og skal der indgår faciliteter for pædagogiske frontstage aktiviteter. Én mulighed er at centralisere hele produktionen som man mange steder har gjort f.eks. inden for maden til de ældre. Her har mange kommuner valgt at indrette eet centralt køkken, der så forsyner hver enkelt af de decentrale enheder. Men også her ser man en stigende tendens til at gå tilbage til modeller, hvor der rent faktisk tilberedes mad decentralt. Derfor er der behov for en grundig debat om hvilken type af skolemad vi vil have. Skal den være et forsyningsprojekt eller et læringsprojekt – eller begge dele. Der er behov for en grundig syntese af de erfaringer vi har fra de seneste 10 år med et lovgrundlag for mad i dagtilbud herhjemme. En gennemgang af evidensgrundlaget for effekten af skolemadsinterventioner vil være afgørende ligesom bedre evidens for effekten at lærings- og dannelsesmæssige tiltag vil være gavnligt. Endelig vil en realistisk plan for trinvis udrulning af en given ordning samt en plan for udvikling af de nødvendige professionskompetencer være vigtige elementer i en fremtidig skolemadsstrategi. Om den også skal omfatte et antal studiebesøg på den anden side af Øresund kan vi så overlade til den på det tidspunkt siddende ansvarlige minister og det på det tidspunkt gældende diplomatiske klima imellem vore to lande :-)
