Blog
er det på tide at stå sammen?
Efter deltagelse i en international diætetikkongres, har jeg gjort en række refleksioner over, hvorfor der i Danmark ikke er flere ernæringsprofessionelle i forskellige positioner
Hvordan kommer vi videre med Professionsbacheloruddannelserne indenfor Ernæring og Sundhed
I den første uge af september blev den 16. Internationale Diætetikkongres afholdt i Sydney. Det var en fantastisk oplevelse – ikke bare at stå ved Operahuset og være stolt af, at det er en dansk arkitekt, der har været så genial, men også det faglige indhold i kongressen, der dækkede emner fra klinisk ernæring til programmer for sundere mad til skolebørn. Min første deltagelse i den samme type kongres var i 1984 og uden at huske alle deltaljer fra den gang, har kongressen udviklet sig fra en kongres, hvor det var diætetikken og den praktiske kostforplejning, der fyldte det meste, til nu at være en kongres, hvor det er alle aspekter af diætetik, ernæring, kostforplejning, storytelling som metode til ændring af kostvaner, folkesundhed, kommunikation og formidling, der dækkes. I 1984 var det kliniske og administrative diætister, der deltog i kongressen, denne gang var det en meget bredere gruppe og hvis jeg ser på emnerne i forhold til uddannelsen til Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og til Bachelor in Global Nutrition and Health, så var alle aspekter af uddannelserne dækket på kongressen. Langt de fleste indlæg på kongressen blev holdt af folk fra professionen også en ændring fra 1984, hvor det i høj grad var andre professioner, der var inviteret som foredragsholdere – et udtryk for, at man andre steder i verden er kommet meget længere i forhold til definition af og forskning i egen profession, men også et udtryk for, at begrebet diætist i store dele af verden opfattes meget bredere end vi gør det i Danmark.
Det var også en kongres, hvor de privatansatte diætister fyldte meget. På Coca Colas stand blev det fremhævet, at det, at der var ansat diætister havde betydet, at størrelsen på sodavandsflasker var 200 ml. Egg Nutrition Council havde flere diætister ansat til at formidle, hvorfor æg var et ernæringsmæssigt godt valg og til at forklare sammenhængen mellem kolesterol og ernæringsmæssig kvalitet. Kellogg Australia har 8 diætister/nutritionister ansat og de fremhæver, hvordan det har betydning for deres involvering i videnskabeligt arbejde og Unilever fremhæver betydningen i forhold til bæredygtighed. Alt sammen gode eksempler på steder, hvor det kunne gøre en forskel, at der er ansatte med kompetencer inden for ernæring og formidling.
Den smalle betydning af diætist i Danmark skyldes helt klart lovgivning i forhold til autorisation, men jeg bliver forfærdelig misundelig, når den australske diætistforening kan repræsentere 4.600 medlemmer og der er kun 4 gange så mange indbyggere, som vi er i Danmark, og det naturlige spørgsmål er, hvorfor der til sammenligning er så få diætister/ernæringsprofessionelle i Danmark eller hvorfor vi ikke er mere tydelige.
• Er det uddannelsesstederne, som uddanner for snævert og som ikke i tilstrækkelig høj grad får de studerende gjort klar til at varetage forskellige typer af jobs.
• Er det fordi professionshøjskolerne i for lille grad har haft mulighed for at være med i udvikling af professionen.
• Er det vores system i Danmark, hvor vi er vant til, at de fleste sundhedsydelser er offentlige og at der er få ydelser, hvor der er brugerbetaling (vi mødte en dansk diætist, som havde boet i Australien siden midten af firserne – hun fortalte, at her startede man sin egen klinik, hvis der ikke var arbejde at få på et sygehus).
• Er vi for berøringsangste i forhold til at arbejde i industrien?
• Er vores organisering i forskellige fagforeninger med til at svække professionen og bliver vi professionsbachelorer fra de forskellige studieretninger for meget konkurrenter til hinanden i stedet for at udfordre andre faggrupper.
• Er vi for dårlige til at samarbejde med de offentlige myndigheder og få gjort synligt, at det ikke er nok at lave en politik og handleplaner, men at der også skal være professionelle til at følge op.
En række spørgsmål, som jeg ikke lige kan svare på, men der er tegn, som peger i den rigtige retning f.eks. at der er forslag om forskningsmidler til professionshøjskolerne på finansloven for 2013. Jeg synes også, at den nationale studieordning, der har fungeret siden 2010 forsøger at ruste de studerende til etablering af egen virksomhed. Der er sikkert også flere af disse områder, hvor vi på uddannelserne kan ruste de studerende bedre, men jeg tænker også, at en fælles forening for ernæringsprofessionelle ville kunne være med til at bane vej for flere stillinger.
I den første uge af september blev den 16. Internationale Diætetikkongres afholdt i Sydney. Det var en fantastisk oplevelse – ikke bare at stå ved Operahuset og være stolt af, at det er en dansk arkitekt, der har været så genial, men også det faglige indhold i kongressen, der dækkede emner fra klinisk ernæring til programmer for sundere mad til skolebørn. Min første deltagelse i den samme type kongres var i 1984 og uden at huske alle deltaljer fra den gang, har kongressen udviklet sig fra en kongres, hvor det var diætetikken og den praktiske kostforplejning, der fyldte det meste, til nu at være en kongres, hvor det er alle aspekter af diætetik, ernæring, kostforplejning, storytelling som metode til ændring af kostvaner, folkesundhed, kommunikation og formidling, der dækkes. I 1984 var det kliniske og administrative diætister, der deltog i kongressen, denne gang var det en meget bredere gruppe og hvis jeg ser på emnerne i forhold til uddannelsen til Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og til Bachelor in Global Nutrition and Health, så var alle aspekter af uddannelserne dækket på kongressen. Langt de fleste indlæg på kongressen blev holdt af folk fra professionen også en ændring fra 1984, hvor det i høj grad var andre professioner, der var inviteret som foredragsholdere – et udtryk for, at man andre steder i verden er kommet meget længere i forhold til definition af og forskning i egen profession, men også et udtryk for, at begrebet diætist i store dele af verden opfattes meget bredere end vi gør det i Danmark.
Det var også en kongres, hvor de privatansatte diætister fyldte meget. På Coca Colas stand blev det fremhævet, at det, at der var ansat diætister havde betydet, at størrelsen på sodavandsflasker var 200 ml. Egg Nutrition Council havde flere diætister ansat til at formidle, hvorfor æg var et ernæringsmæssigt godt valg og til at forklare sammenhængen mellem kolesterol og ernæringsmæssig kvalitet. Kellogg Australia har 8 diætister/nutritionister ansat og de fremhæver, hvordan det har betydning for deres involvering i videnskabeligt arbejde og Unilever fremhæver betydningen i forhold til bæredygtighed. Alt sammen gode eksempler på steder, hvor det kunne gøre en forskel, at der er ansatte med kompetencer inden for ernæring og formidling.
Den smalle betydning af diætist i Danmark skyldes helt klart lovgivning i forhold til autorisation, men jeg bliver forfærdelig misundelig, når den australske diætistforening kan repræsentere 4.600 medlemmer og der er kun 4 gange så mange indbyggere, som vi er i Danmark, og det naturlige spørgsmål er, hvorfor der til sammenligning er så få diætister/ernæringsprofessionelle i Danmark eller hvorfor vi ikke er mere tydelige.
• Er det uddannelsesstederne, som uddanner for snævert og som ikke i tilstrækkelig høj grad får de studerende gjort klar til at varetage forskellige typer af jobs.
• Er det fordi professionshøjskolerne i for lille grad har haft mulighed for at være med i udvikling af professionen.
• Er det vores system i Danmark, hvor vi er vant til, at de fleste sundhedsydelser er offentlige og at der er få ydelser, hvor der er brugerbetaling (vi mødte en dansk diætist, som havde boet i Australien siden midten af firserne – hun fortalte, at her startede man sin egen klinik, hvis der ikke var arbejde at få på et sygehus).
• Er vi for berøringsangste i forhold til at arbejde i industrien?
• Er vores organisering i forskellige fagforeninger med til at svække professionen og bliver vi professionsbachelorer fra de forskellige studieretninger for meget konkurrenter til hinanden i stedet for at udfordre andre faggrupper.
• Er vi for dårlige til at samarbejde med de offentlige myndigheder og få gjort synligt, at det ikke er nok at lave en politik og handleplaner, men at der også skal være professionelle til at følge op.
En række spørgsmål, som jeg ikke lige kan svare på, men der er tegn, som peger i den rigtige retning f.eks. at der er forslag om forskningsmidler til professionshøjskolerne på finansloven for 2013. Jeg synes også, at den nationale studieordning, der har fungeret siden 2010 forsøger at ruste de studerende til etablering af egen virksomhed. Der er sikkert også flere af disse områder, hvor vi på uddannelserne kan ruste de studerende bedre, men jeg tænker også, at en fælles forening for ernæringsprofessionelle ville kunne være med til at bane vej for flere stillinger.
