Blog

Gymnastik, boldspil, idræt eller funktionel træning – hvad er det vi vil med idrætsundervisningen?

Traditionerne præger folkeskolens idrætsundervisning og resultatet er, at den læring vi giver børnene står i skærende kontrast til de mange moderne strømninger, der sigter mod at skabe sundere individer.

Publiceret Senest opdateret

Ernæringskommentaren

Ernæringskommentaren er en blogstafet for professionelle, der arbejder med ernæring og sundhed. Den handler om emner, der interesserer dem, der underviser i for eksempel madkundskab, husholdning og sundhed, og som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som far til en skolesøgende dreng, husbond til en folkeskolelærerinde samt vejleder ud i sundhedsoptimerende livsstil kan jeg ikke lade være med at frustreres over den måde, som man betragter idrætten på i dagens Danmark. I folkeskolen virker det, som om undervisningen sigter mod at underholde børnene eller tækkes idrætslærerens personlige interessefelter, med boldspil og gymnastik som de bærende elementer. Skoling af basale fysiske kompetencer, som skaber en langt sundere krop, må man lede længe efter. Det er trist, at de strømninger, som bevæger sig kraftigt i mere moderne træningsregimer, bliver fuldstændig overset eller ignoreret i langt de fleste skoler. Denne ignorance grænser til omsorgssvigt, for de børnekroppe der forsømmes i dag, bliver sløje kadavere om ganske få år. Hvis de da ikke allerede er det.

Mit job som formidler er at følge de aktuelle trends og tage bestik af deres anvendelighed i vores lille andedam. Det jeg ser er en udpræget tendens til at prioritere træningens funktionalitet i forhold til at udvikle kropsfunktionelle kompetencer, som eksplosiv styrke, smidighed, balance, udholdenhed og koordinationsevne. Færdigheder, som vores krop er skabt til at besidde, og som er fuldstændig degenererede hos danske gennemsnitsbørn (og –voksne). Hvordan vil I ellers forklare, at mange femte klasses elever er ude af stand til at foretage en enkelt armstrækker – på knæene! For slet ikke at tale om kropshævninger, koordinerede hop og spring samt andre motorisk udfordrende bevægelsesmønstre.

Selvfølgelig skoler vi de forskellige kompetencer når vi spiller bold og dyrker gymnastik, men slet ikke i et omfang, som giver mening, i forhold til det fysiologiske behov. Nærmere i samme omfang, som børnene lærer at regne ved at måle en deciliter mel op i hjemkundskabstimen; og ingen lærer ved sine fulde fem vil vel anfægte, at der er behov for lidt mere regnetræning, end som så. Derfor er det afgørende for effekten, at vi opprioriterer undervisningens kvalitet i retning af det funktionelt styrkende.

”Jamen, idrætsundervisningen har jo også til formål at styrke sammenholdet og lade de elever få succesoplevelser, som måske ikke er så bogligt stærkere,” hører jeg ind imellem som argument for at hænge fast i boldspil & co. Bortset fra, at det sagtens kan diskuteres, om boldspillet opfylder den målsætning, så vil jeg nøjes med at konstatere, at det er et sølle argument for at fastholde de gamle paradigmer. Det kan sagtens lade sig gøre at stimulere sammenholdet i en idrætsundervisning, der træner fysikken optimalt og sprudler af positiv energi. Af dig som lærer kræver det dog, at du bryder med vanerne og søger inspiration de rette steder. Et spændende sted at starte kunne være www.movnat.com, som er samlingspunktet for et amerikansk koncept, der er ved at vinde frem og har som sin erklærede målsætning, at iværksætte et paradigmeskift i skolesystemet.

Bliver Movnat for langhåret at sætte sig ind i, så tag et mindre skridt ved hver uge at afsætte 15-20 minutters undervisning til simple kropsøvelser. Det kunne fx være hop med samlede ben og kontrolleret landing på et defineret spot. Eller klatring på legepladsen stativer. Armstrækkere, squats på ét ben, kropshævninger og andre kropsøvelser byder sig til. Og gør det ikke kun én gang, men uge efter uge. Får du det gennemført vil jeg garantere for at du får en flok elever, der strutter af sundhed og forstærket kropsbevidsthed. Og personligt kan du gå i seng med bevidstheden om at have gjort dine elever en uvurderlig tjeneste.

Powered by Labrador CMS