Blog
”Hvad venter vi egentlig på?”
Der er fortsat masser af forholdsvis billige muligheder for landets kommuner for at sætte sundhed, sundhedsfremme og forebyggelse meget mere på dagsorden i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde på børne og ungeområdet!
Det danske sundhedsområde er under pres.
Danskerne er ikke lige så sunde, som borgerne i andre rige lande.
Vi lever kortere tid end borgerne i næsten alle andre OECD-lande, f.eks. har en dansker udsigt til at leve 2½ år kortere end en svensker.
Samtidig afhænger sundhedstilstanden for den enkelte dansker i for høj grad af indkomst og uddannelse. Uligheden i sundhed er alt for stor i et samfund som det danske! En 30-årig dansk mand uden uddannelse kan forvente at leve omkring 4 år kortere end en 30-årig dansk mand med længerevarende uddannelse. Og forskellen er stigende! Det er et komplekst problem, der blandt andet hænger sammen med forskelle i livsstil og vaner.
Det er regeringens mål, at alle skal sikres en sundhedsbehandling af høj kvalitet, og at uligheden i sundhed skal mindskes.
Derfor ønsker den nuværende regering, at:
• Regeringens sundhedspolitik begynder langt fra sygehusene. Der skal lægges større vægt på at forebygge sygdomme.
• Forebyggelse er en af nøglerne til at løse udfordringerne med ulighed i sundhedstilstanden og for få gode leveår.
• Regeringen sætter nationale mål for udviklingen i danskernes sundhedstilstand 10 år frem i tiden. Målene skal nås ved at prioritere forebyggelsesindsatsen både nationalt og i kommunerne.
Sundhedsfremme og forebyggelse i kommunerne.
Det sundhedsfremmede arbejde bør starte allerede hos kommunernes dagplejere, hvorefter der arbejdes videre og følges op i daginstitutioner, i skoler/skolefritidsordninger og efterfølgende på landets ungdomsuddannelsessteder. Et sammenhængende forløb for det enkelte barn i den enkelte kommune.
Lovgivningsmæssigt er der masser af muligheder for at sætte dette arbejde i system og for stort set de samme penge, som bruges i dag. Pædagogiske læreplaner i daginstitutioner og Børne- og Undervisningsministeriets målformuleringer for bl.a. sundhed (fælles mål – faghæfte 21) i skolen kunne passende være grundlag for en samlet og langsigtet sammenhængende plan for hver kommunes arbejde på børne- og ungeområdet med sundhed og sundhedsfremme.
Alt for få af landets kommuner har sat dette arbejde i spil med en sammenhængende plan i forhold til børns personlige udvikling og læring. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til, - måske har man ikke set muligheden, - måske er man endnu ikke nået så langt i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse efter kommunalreformen i 2007, - eller der er måske en helt tredje årsag…
Vanskelige vilkår for sundhedsfremme og forebyggelse.
I en tid, hvor riget fattes penge og flere og flere skal behandles for sygdomme, er det vanskeligt at finde ”overskud” til at arbejde sundhedsfremmede og forebyggende generelt. Politisk bliver der ofte opsat mål for en fireårig valgperiode. Men der er brug for et længere og sejere træk, - og spørgsmålet burde i disse år være, har vi overhovedet råd til på sigt at lade være med denne langsigtede prioritering?
Om et år er der kommunalvalg i landets kommuner og et ”nyt hold” byråd skal vælges. For kandidaterne til disse byrådspladser må det være tiden til at komme frem af busken med deres programmer for det sundhedsfremmende- og forebyggende arbejde i landets kommuner. Det er nemlig tid til at omsætte viden til handling og systematisere forebyggelses- og sundhedsfremme-indsatsen. Og meget gerne med en rækkevidde ud over en 4 årig periode!
Først og fremmest bør nogle af buddene være at fokusere på at få forebyggelse og sundhedsfremme ind i hverdagen. Sundhed skal være en naturlig og integreret del af hverdagen , hvilket bl.a. læreplaner i daginstitutioner og fælles mål i skolerne kan sikre, - uden beregning, - for arbejdet er obligatorisk for pædagoger og lærere.
Forebyggelsen bør i fremtidens kommuner ikke længere være behandlingens lillebror, men snarere tvilling. Det er en politisk vindersag at prioritere en styrket forebyggende indsats – potentialet er til stede.
Mange af landets kommuner har øje for at arbejde med sundhed på tværs i forvaltninger og sektorer, hvilket i løsning af kommunernes fremtidige arbejde og udfordringer på området er helt rigtig set. Men ofte kræver denne beslutning større fælles forståelse og indsigt i hinandens arbejde. Er disse forudsætninger først på plads vil det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde i kommunerne rigtig få fart!
Spørgsmålet er måske blot: Hvad venter vi egentlig på?
