Blog

Hverdagsmad med kulør

Tager man opgaven at lave god mad hver dag seriøst, vil man kunne nyde og dele endnu flere måltider med større variation. Hverdagsmaden må godt rumme overraskelser der bringer glæde og smagsoplevelser.

Publiceret Senest opdateret

Ernæringskommentaren

Ernæringskommentaren er en blogstafet for professionelle, der arbejder med ernæring og sundhed. Den handler om emner, der interesserer dem, der underviser i for eksempel madkundskab, husholdning og sundhed, og som arbejder med forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fænomenet hverdagsmad er sammensat. Der kan være tale om dejlige, ligetil og enkle måltider, som vi nyder med dem vi omgås i det daglige: pasta, frikadeller, fiskefileter, kødsovs, koteletter, grønsagssuppe, æggekage, pølser osv. Hverdagsmaden er retter man vender tilbage til, og mad vi er afslappede og trygge ved.
Hverdagsmad er også forbundet med rigelig fornuft og mange krav: Den skal være sund med mange grønsager, ikke være fedende og helst være billig. Retterne skal kunne laves hurtigt, for der er ikke meget tid til madlavning i en travl hverdag og retterne kan derfor blive kedelige og uinspirerede.

Der er fælles træk i hverdagsmaden, men også store forskelle.

Modeluner er ikke så markante i hverdagsmaden som i fest- og restaurantmaden. Men der er sket meget på de danske spiseborde de sidste 30 år med indtog af pastaretter, rodfrugter, importerede grønsager og frugter, asiatiske krydderier og meget anden inspiration fra hele verden.
Det er ikke den samme hverdagsmad, man laver igennem livet. Har man små børn er tiden knap, og mange laver nogle af de retter, de selv holdt af som børn og aftensmaden spises tidligt. Spiser man med teenagere skal der laves kæmpeportioner med masser af billige kalorier. Og er man alene eller et par i husholdningen, vil man ofte spise andre retter og på et tidspunkt, der passer ind med andre aktiviteter.

At tage de daglige måltider seriøst er ikke at køre på et fast lille repertoire af retter og så for variationens skyld tage noget take-away ind i mellem og blot bruge tid på lækker mad i weekenden. Det er simpelthen en udfordring at skabe en god hverdagsmadskultur med variation. I medierne er det især ugeblade og madblade, der giver ideer og inspiration til at variere hverdagsmaden med retter, der passer til sæsonen. De praktiske udfordringer må de fleste lære selv og få erfaringer med. De færreste får færdighederne med hjemmefra eller fra skolernes hjemkundskabsundervisning.

En parallel til hverdagsmaden er det tøj, vi tager på i hverdagen, for eksempel de pæne mørkeblå jeans, hvid skjorte, sort t-shirt, knaptrøje og gode flade sko. Men de fleste tager også af og til et rødt og gult tørklæde eller en prikket skjorte på, og det virker forfriskende på både en selv, og dem man omgås. Ikke alle festrober er passende til hverdag, men de fleste har nok en garderobe med overlap, hvor noget tøj kan bruges til både hverdag og fest.

Tager man opgaven at lave god mad hver dag seriøst, vil man kunne nyde og dele endnu flere måltider med større variation. Hverdagsmaden må godt rumme overraskelser der bringer glæde og smagsoplevelser. En flad tirsdag kan godt bliver bedre af, at man får smør på brødet, en lille forret, en bøf eller serverer en enkel dessert. Det handler jo om at blive mæt på en god måde, så vi og især ungerne ikke skaffer sølle is og slik at fylde efter med.

Katrine Klinken er kok og madskribent, kogebogsforfatter m.m. www.klinken.dk