Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Billedkunst: Hug med arme og ben...
... For nu skal vi bare trygt og sikkert igennem de næste par måneder, så vi lærere kan komme på en veltjent sommerferie.
Det har bestemt ikke været nemt de sidste mange måneder, og de næste par måneder bliver nok ikke nemmere.
Der er mange lærer-kolleger der glæder sig over, at vi nu skal 100% tilbage på skolerne, og jeg ser klart også flere fordele end ulemper. Hvis vi bare kan få noget som minder om en almindelig arbejdsdag, uden skiftende skemaer, nye retningslinjer og endnu flere uforståelige og ulogiske regler, så skal det nok gå. (Jeg skal dog se det, før jeg tror på det!). Corona har strippet mig for optimisme og kun en god, lang sommerferie kan rette op på det.
Der er især én ting, jeg glæder mig rigtig meget til! Jeg skal, for første gang, siden mine elever startede i 5.klasse, have dem med ned i billedkunstlokalet. Det er lidt vildt, når jeg tænker over det. Næsten et helt skoleår, uden at have brugt faglokalet.
Jeg er også fuldstændig tom for virtuelle billedkunstprojekter, og jeg ved Gud, at jeg aldrig behøver bruge den betegnelse igen. Jeg får tics, hver gang jeg skal undervise gennem en skærm, og både jeg og mine stakkels elever har for længst fået nok. De GLÆDER sig til den fysiske billedkunstundervisning, og det gør jeg også.
Sjovt nok, så starter vi med noget, som sagtens kunne forgå bag hver vores skærm. Og det gør det ene og alene fordi, det var planlagt før næste fase af genåbningen blev offentliggjort, og fordi jeg er TRÆT af, at ændrer i mine undervisningsplaner, og det kan måske nå at blive færdig til morsdag. Det indeholder derfor både genbrugspap, køkkensvamp, limstift, saks, stanniol og tuscher, altså vores basic corona-billedkunst-kit.
Jeg er stærkt inspireret af en favorit instagrammer @cassie_stephenz. Hun er amerikansk billedkunstlærer. Hun laver de sjoveste, skøreste og mest farverige projekter du kan finde på Pinterest og Instagram.
Tre trykteknikker - vi arbejder med højtryk
Vi arbejder med en form for højtryk, da det er de trykgivende dele, som laver et aftryk. Teknikken er vist nok den ældste form, og først opfundet til at trykke bøger/bogstaver.
Mine elever skal bruge genbrugspap til at formgive det, som de gerne vil overføre som et tryk, på papir. Der bruges vandopløselige tuscher, fugtigt papir og tuschblækket overføres til det våde papir. Den proces kan gentages, ved at tilføje ny farve. Man kan oven i købet lave en lille Andy Warhol parafrase, ved at lave printet 4 gange i kontrast farver.
Jeg skal prøve mit af på fredag, og forhåbentligt, kan jeg snart vise nogle rigtig fine eleveksempler frem også.