Læs mere fra bloggen: Folkeskolens billedkunstrådgiver


Blog
Mange skoler har konkurrencer i løbet af december, måske juledøren er den de fleste af os kender. Jeg har selv bidraget til juledørstraditionen, og den er både hyggelig, kreativ og festlig.
Pinterest og Facebook flyder over med flotte eksemplarer, og jeg vil vove at påstå, at tendensen er startet i USA, hvor "bigger is better" og "more is more". I stedet for døre, så har min skole hvert år en julevinduekonkurrence, hvor vi dekorerer klassernes meget store vinduespartier.
Vi slipper for, at de ellers flotte døre bliver ødelagt i løbet af måneden, da en dør helt naturligt er meget mere udsat i det, at den åbnes og lukkes mange gange i løbet af en dag, og pynten på vinduerne kan deles med verden udenfor.
Om vinteren er dagene kortere, og det kan påvirke vores humør og velvære. Mangel på naturligt lys gør os trætte, lægger en dæmper på energien og kan påvirke vores mentale overskud.
Vi er mange, der har det sådan i vintermånederne. Jeg ved, at nogle af mine elever oplever det, så hvorfor ikke tage afsæt i den tanke. Den tilbagevende ærgrelse over, at vi ikke må have levende kalenderlys i klasserne (ja, ja... det giver jo god mening, men...) og ønsket om mere lys, blev derfor inspirationen til årets julevinduer i vores klasseværelse.
Lys skaber varme og hygge, så det har vi forsøgt at skabe i klassen. Dæmpet belysning i form af lyskæder på juletræet, "stearinlys" i vinduerne og juledekorationer rundt omkring i klassen kan hjælpe med at skabe en indbydende atmosfære og modvirke den mørke og kolde følelse, der er forbundet med vintermånederne.
Hvad er din bedste kreative skole-juletradition?
Glædelig jul :)
Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Sarah Urgaard er Folkeskolens billedkunstrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: sarahurgaard@live.dk
Har du lyst til at blive blogger? Ansøg om en blog her
Bemærk: Bloggere på folkeskolen.dk repræsenterer kun egne holdninger
Læs mere fra bloggen: Folkeskolens billedkunstrådgiver