Blog

Folkeskolens billedkunstrådgiver

Blog

Alle elevernes katedralvinduer udstillet på Lindbjergskolen i Hammerum/Gjellerup ved Herning

Mosaikker og kæpheste: Arkitektur og subtil juleglans i billedkunstundervisningen

Jeg har udlånt min blog til billedkunstlærer Tine Jakobsen Højgaard, som til gengæld tager os og eleverne med ind i en verden af farvet 'glas'kunst. Tines elever har skabt deres egne betagende katedralvinduer som du kan finde glæde og inspiration i, hvis du selv skal gøre kunsten efter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg har fået æren af, at formidle et fantastisk forløb. Det er ikke et decideret jule-forløb, men jeg synes det rummer jule-potentiale på smuk og subtil vis. Bag forløbet står Tine Jakobsen Højgaard, som også resten af året laver nogle helt fantastiske og inspirerende projekter med sine billedkunstelever. Tine arbejder som billedkunstlærer på Lindbjergskolen i Hammerum/Gjellerup ved Herning og nu får vi også lov til at få en lille del af hende her på bloggen.
Jeg har lånt Tine min platform, fordi jeg synes hendes forløb skal deles med alle jer, der sidder og læser med. Alle ord og billeder er Tines og jeg har lovet, at I vil tage godt i mod hende. Hvis I har spørgsmål, så er I velkomne til at sende Tine en mail, som I finder nederst i indlægget. God fornøjelse med læsningen og inspirationen! 

Af billedkunstlærer Tine Jakobsen Højgaard
Lærer på Lindbjergskolen i Hammerum/Gjellerup ved Herning

Hvis jeg skal være ærlig, så er det ganske få gange i de næsten tyve år, jeg har været billedkunstlærer, at jeg har beskæftiget mig med arkitektur. Til gengæld har jeg altid gået meget op i, at de ting mine elever fik lavet i billedkunst skulle laves med henblik på at skulle udstilles på en eller anden vis. I dette forløb gik de to ting op i en højere enhed.

Den inspirerende billedkunstlærer bag dagens indlæg.
Smukke udstillet elevværker
Flere betagende værker.

Engang i foråret, hvor jeg så småt begyndte at pusle med en årsplan til dette skoleår, faldt solen en dag smukt ind gennem dørruden i mit kreative skur og lagde sig som en kaskade af lys hen ad gulvet. Det fik mig til at tænke på nogle af de smukke lysindfald, jeg har set i katedraler på rejser, men også herhjemme. Så vidste jeg, at vi skulle arbejde med de gotiske katedraler og deres vinduer på femte årgang.

En af mine kæpheste i min billedkunstundervisning er, at jeg gerne vil være eksemplarisk på den måde, at jeg altid selv på forhånd har produceret et eksempel på det, jeg vil have eleverne skal lave, så de ved selvsyn kan se, at det kan man godt det her. Det giver mig også en indsigt i, hvor eventuelle "faldgruber" måtte være i en proces, og dem kan jeg så bevidst styre eleverne udenom.

Det fører mig til en anden af mine kæpheste, nemlig at jeg altid i timerne selv viser eleverne i praksis, hvad de skal trin for trin, så de ser præcis, hvordan de skal gøre. Kald det mesterlære eller hvad du vil. Det virker!

Elevernes skaberglæde holder kun ved på mellemtrinnet, hvis de bliver ved med at føle, at deres håndværksmæssige kundskaber bliver bedre, så gabet mellem deres forestillinger om, hvad de gerne vil lave og det de rent faktisk får produceret ikke bliver for stor.

På Lindbjergskolen, hvor jeg arbejder, er vi så heldige, at Carl Henning Pedersens store glasvinduesværk "Frihedens lys" hænger, og det gav mig muligheden for at give eleverne en konkret oplevelse af, hvad det er et glasvindue/parti kan gøre for et rum, og sammen med mit eget konkrete eksempel på et vindue kunne eleverne hurtigt se, hvor fedt et projekt det kunne blive, når alle gik i sving, så det gjorde de med stor entusiasme.

Motiverne, som eleverne skulle skabe på de gammeldags OHP-transparenter skulle være dyr, og sammen så vi en masse eksempler på, hvordan glaskunstnere havde lavet forskellige dyr. Her talte jeg meget med eleverne om, at det var vigtigt, at motivet skulle tænkes som et puslespil af glasstykker, selv om det jo her bare var en tegning på en transparent.

At få lavet rammerne og monteret motiverne deri tog lang tid. Eleverne hjalp til, men denne del af arbejdet med vinduerne tilfaldt mestendels mig, men hold nu, op hvor var det kampen værd. Nu hænger de side om side på et stort vinduesparti i forhallen på skolen, og det har været ganske overvældende med alle de fine kommentarer de har fået med på vejen både på skolen, men ikke mindst da jeg delte dem i billedkunstgrupperne på Facebook.

Billedkunst betragtes stadig af en del, både lærere, skoleledere og forældre, som et lille hyggefag, der ikke kræver det helt store hverken i forberedelse eller udførelse, men i min optik er det et aldeles fejlskøn. De praktisk-musiske fag kalder på endnu bedre praksisudførelse. Kreativitet kommer ikke for alle bare af sig selv. Det skal ledes på vej, og den vej skal vi som billedkunstlærere kunne vise dem. Måske er vi så heldige, at de politiske vinde lige så stille får øjnene mere op for det praksis-musiskes berettigelse. Så kan vi bare naivt vente på, at der også følger lidt økonomi med.

Skriv til Tine på mail: jakobsen.tine@gmail.com

Tines store arbejde med montering af elevernes værker i alle de rammer hun også selv har skåret til.

Folkeskolens billedkunstrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Sarah Urgaard er Folkeskolens billedkunstrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: sarahurgaard@live.dk