Udstilling og evaluering - prikken over i'et!

Hvor vigtig er den der udstilling og evaluering af et billedkunst forløb egentlig lige? Helt UTROLIGT vigtigt, hvis du spørger mig. Og hvis du ikke er overbevist, så udstil de elevers værker eller produkter, næste gang I har afsluttet et forløb.
Den stolthed, glæde og begejstring der indhyller rummet er ikke til at tage fejl af. Vi får ikke altid udstillet, men jeg bør som minimum prioritere en ordenligt evaluering hver gang.

Når eleverne oplever, at deres værker udstilles. Når de hører de anerkende ord fra beundrere, der går forbi eller lige frem stopper op og kigger nærmere, så er vil de hige efter det sus, som stoltheden fører med sig. Det sus, vil du som lærer kunne fremkalde næste gang du præsenterer et forløb, og fortælle dem, at det selvfølgelig skal udstilles. Det sus vil minde dem om, at det er vigtigt, at de koncentrere sig, fordyber sig og gør sig umage, for ved at praktisere og øve de dele af dem selv, kan de genopleve suset fra stoltheden. Den følelse kan de tage med sig, hver gang de står i en situation, som kræver noget ekstra, og hvor det er nødvendigt, at de investerer noget mere af dem selv.

Det er ikke fordi, elever kun skal udstille deres værker, for at få andres anerkendelse og ros. Det er ikke kun selvtilliden der boostes. Selvværdet får sig også en tur i karrusellen, når de selv oplever, at fokus, fordybelse og umage, er hele besværet værd.

«Jeg har lært, at det er ret vildt, at noget, der kan se meget nemt ud, kan være meget svært at gøre. Jeg skulle virkelig gøre mig umage!» udtalte en pige i 4.klasse, i forhold til en af de ting hun havde lært i forløbet.
Eleverne har malet prikker med vatpinde, blomsterpinde og duppesvampe. Målet var at opnå de næste perfekte runde prikker og det var slet ikke så nemt, som det umiddelbart så ud. De skulle være opmærksomme på mængden af maling på redskabet, vinklen de prikkede med på papiret, afstanden mellem prikkerne, og trykket på redskabet, som kunne sætte større eller mindre prikker, afhængig af det. Så slet ikke nemt.

Evalueringen skal man heller ikke springe hurtig igennem eller let ind over. Den fælles refleksion, overvejelserne over modstanden og fremgangen, eller diskussionerne om, hvad den mest interessante nye viden eller teknisk kunnen er, er med til, at eleverne på sigt selv vil være aktive i deres tilvalg og fravælg i deres kreative processer, i alt fra inspiration, proces til udstilling og evaluering. Jo flere muligheder, hvor vi giver dem lejligheden til at diskutere deres læreproces og sætte ord på det de har oplevet, jo mere bevidste bliver de om det de har lært.

Jeg er altid på udkig efter sjove, interessante og anderledes evalueringsformer. Det kan godt gå hen og blive kedeligt, når man altid hive den samme gamle hest rundt i manegen.
Til dette forløb fik jeg afprøvet 3-2-1 evaluering, som jeg synes er nem og lige til.
Det går ud på, at eleverne hver især skal skrive 3 ting ned, som de har lært i forløbet, 2 ting de synes var svært og ikke helt kunne da forløbet var afsluttet, og 1 ting som de gerne vil lære mere om. De skulle først diskutere og dele deres tanker med hinanden, og bagefter skrive hver deres besvarelse ned. Imens de diskuterede gik jeg rundt og lyttede til grupperne. Deres skriftlige besvarelse gemmes i deres billedkunstmapper. Så nemt kan det gøres. Det kan sikkert gøres både bedre og mere omfattende, men vi må gerne gøre dem nemt for os selv ind i mellem.

Summa summarum: prioriter udstillingen og evalueringen. Det kommer tifoldigt tilbage!

Hvilken evalueringsform synes du eller dine elever er bedst? Jeg håber, at du vil dele det i en kommentar.