Læs mere fra Folkeskolens billedkunstrådgiver:
Rådgiver i billedkunst: Historiefortælling kan åbne kunstens verden for eleverne
Som historiefortællere og undervisere kan vi skabe bro mellem kunstens verden og elevernes virkelighed – og gøre kunsthistorien både levende og mindeværdig.
For mange elever, især dem der møder kunstens verden for første gang, kan kunsten virke højtidelig og svær at afkode. Her er det vores opgave som undervisere at bygge bro mellem kunstens tilsyneladende utilnærmelighed og elevernes egne erfaringer. Kunsten afspejler den tid og det samfund, den er skabt i, og netop denne sammenhæng skal vi hjælpe eleverne med at opdage.
Det er vigtigt at vise eleverne, at vi mennesker holder kunsten i live, samtidig med at kunsten holder os i live. Kunsten åbner for diskussioner, som kan udvide vores horisont og forståelse af os selv og verden. Den er en urgammel kommunikationsform, der forbinder os på tværs af tid og kultur. I dag er kunsten ikke længere forbeholdt de privilegerede; den er en platform, hvor alle kan deltage og bidrage – både som skabere og som beskuere.
Kunsthistorie i folkeskolen
I mit sidste blogindlæg undersøgte jeg vigtigheden af kunsthistorien som en del af folkeskolens billedkunstundervisning. Kunsthistorien repræsenterer en rigdom af stilarter, genrer og udtryk, men for mange elever er det også den del af undervisningen, de husker mindst. Det skyldes måske, at kunsthistorie ofte kræver, at vi som undervisere er stærke historiefortællere. Det er gennem fortællinger, vi kan gøre fortidens kunstværker levende og vedkommende for eleverne. Når vi fortæller om kunstens store mestre eller banebrydende værker, handler det ikke kun om at gengive fakta, men om at væve fortællinger, der engagerer og inspirerer. Historierne skal vække elevernes nysgerrighed, forbinde dem til den tid, kunsten blev skabt i, og skabe en følelsesmæssig forbindelse til værket.
Det kan være gennem anekdoter om kunstnerens liv – måske van Goghs intense kamp med sindet eller Frida Kahlos ukuelige modstandskraft. Eller gennem større fortællinger om de samfundsmæssige omvæltninger, der formede værkerne – for eksempel impressionismens opgør med akademiske traditioner eller street art som en moderne stemme i det urbane landskab. Historiefortælling giver os muligheden for at bygge bro mellem det komplekse og det konkrete, så eleverne kan forstå, hvorfor værkerne ser ud, som de gør, og hvad de har betydet for mennesker før os.
Genkendelsesglæden
En dygtig historiefortæller kan også vække elevernes fantasi ved at spørge: Hvordan tror I, det føltes at stå i Paris’ gader og se Monets første impressionistiske malerier? Hvad tænkte folk, da de mødte noget så anderledes? Ved at lade eleverne træde ind i fortællingen og forestille sig kunstens verden, gør vi kunsthistorien til en dynamisk og levende del af undervisningen. Det er i fortællingen, at forbindelsen mellem teori og æstetisk oplevelse skabes – og her ligger nøglen til at gøre kunsthistorien mindeværdig.
Eleverne husker ofte de æstetiske og sanselige erfaringer fra undervisningen – det at skabe og opleve kunst. Men hvordan kan vi gøre kunsthistorien lige så mindeværdig? Jeg mener, det kræver en nytænkning af vores undervisningstilgang. Kan vi skabe en undervisning, hvor teori og æstetisk praksis spiller sammen, så kunsthistorien bliver lige så vedkommende som skabelsesprocessen?
Gennem den seneste tid har jeg undersøgt, hvordan jeg kan justere min undervisning, så den både fastholder elevernes interesse og sikrer, at de får kunsthistorisk viden med sig. Min vision er, at når eleverne en dag står foran et originalt kunstværk, de har arbejdet med i min undervisning, så vækker det en genkendelsesglæde. Denne genkendelse skal knytte deres æstetiske oplevelser sammen med deres teoretiske forståelse og skabe en dybere forankring.
Kunst og undervisning: en gensidig fornyelse
Kunsten har altid skubbet til grænser og fornyet sig selv. Den har udfordret samfundets normer og tvunget os til at tænke nyt. Som undervisere bør vi lade os inspirere af denne tilgang. Hvis vores undervisning minder for meget om det, eleverne allerede har set i dansk eller kristendomskundskab, risikerer vi, at kunsthistorien mister sin unikke værdi.
Vi skal turde udfordre både os selv og eleverne. Ved at tænke nyt og eksperimentere med vores undervisning kan vi skabe de bedste forudsætninger for, at eleverne udvikler sig til inspirerede og kreative individer.
Kunsten forandrer os – og gennem kunsten kan vi forandre undervisningen.