Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Kejserens nye klæder eller en genistreg?
Jens Haanings værk ’Take the Money and Run’ har endnu en gang fået folk til at overveje, hvad vi definerer som kunst. Gadekunst, landart og hest på dåse. Kunst er mange ting. Det er ikke første gang kunst er til debat, og det er forhåbentlig heller ikke sidste gang.
Definitionen af kunst, lettere omformuleret, er en bevidst brug af fantasi til at fremstille værker, som påvirker æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt.
”Hvad er kunst?” er et spørgsmål jeg ofte støder på og som der er mange delte meninger om. Jeg har tænkt over det flere gange siden september, hvor historien om kunstværket 'Take the Money and Run' af kunstner Jens Haaning har været til debat. Haaning har stjålet, eller lånt, en halv million kroner af kunstmuseet Kunsten i Aalborg. Ifølge ham, har han ikke ingen intention om at give dem tilbage. Han er altså en velanset, anerkendt og etableret samtidskunstner, og ikke bare en hr. hvem-som-helst, som har formået at snyde et stort og prestigefyldt museum.
Med præsentationen af Marcel Duchamps readymade, ”Fountain” fra 1917, introducerede man også kunstbegrebet: ”Alt er kunst”. Duchamps værk, som egentlig bare er et signeret urinal, anerkendes i dag, som et af de største kunstværker indenfor moderne kunst. Men hvis et urinal anses for kunst, så kan ’Take the Money and Run’ vel også kaldes kunst? Nej, måske? Er kunst så til diskussion? Både og.
Kunst handler om intentionen. Har der været ønske om at skabe kunst, så er der tale om kunst. Der er altså tale om kunst, hvad enten vi har at gøre med P.S. Krøyer, Marcel Duchamp eller Lars von Trier; tolvtonemusik, gadeteater, hest i syltetøjsglas eller lort på dåse.
En klassisk måde at arbejde med intentionalitet inden for kunst er at se på den æstetiske reception. Det er på mange måder, som at læse et litterært værk med tomme pladser. Læser udfylder selv en del af historiens tomme plads, og på den måde er man med til at fortolke den, ud fra egne oplevelser. Når man kigger på et værk, må man altså spørge, hvad er afsenderens hensigt med sit værk? Hvilken kommunikation ønsker afsenderen/kunstneren? Hvordan kommunikeres den? På den måde bliver værker, uanset hvordan de er skabt, overdraget til fortolkeren (modtageren) og dermed kan et værk modtages og fortolkes på tusindvis af forskellige måder.
Intention og æstetik kan jo være mange ting, så hvad er så kunst? Kunst er det, vi kalder kunst. Kunst er det, hvis primære egenskab er, at det er kunst. En cykel i sig selv, er altså ikke kunst, for dens primære egenskab er, at man kan cykle på den fra a til b. En cykel lavet i bobleplast, hængt op i en flagstang ville kunne opfattes som kunst, fordi den som udgangspunkt ikke skal opfylde et andet formål end, at det er kunst. Det behøver ikke engang at være æstetisk behageligt eller smukt. Igen handler det om intentionen.
Reklamer og kunst har meget tilfælles. Begge dele forsøger, med æstetiske virkemidler, at kommunikere et budskab, en idé eller en tanke, fra en afsender til en modtager. Men en reklame er ikke kunst, fordi dens intention er en anden end kunstens, den har et andet, ofte sælgende, formål.
Kunst er kunst, når det kan opfylde tre kvaliteter:
- der skal være tale om et værk[1].
- værkets hensigt er at være kunst.
- dets primære egenskab er at være kunst.
Er Marcel Duchamps ”Fountain” kunst? Er Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen ”Hesteofringen” kunst? Er ”Away from the Flock” af britiske Damien Hirst? Eller hvad med Banksys ”Kærlighed i papirkurven” tidligere kendt som ”Pigen med ballonen”, som makulerede da det blev solgt på auktion?
Det de alle har tilfælles er, at det er et fysisk værk, som kan røres, ses og føles. Hannings værk 'Take the Money and Run' kan føles. Det har da i hvert fald sat en del følelser i kog, især dem på Kunsten i Aalborg.
Læs Kunstnes egne ord om sagen her: https://kunsten.dk/da/indhold/take-the-money-and-run-begrebsforklaring-og-faq-13446
[1] En kunstner producerer værker som folk kan se, høre eller føle. Det er resultat af nogens arbejde, anstrengelser eller initiativ.