Tålmodighed, fordybelse og præcision trænes med prikker og snirkler

"Jeg har virkelig været tålmodig i dag. Det kommer helt bag på mig." (Dreng, 3.klasse)

"Billedkunst er min yndlingsfag. Det er så rart, at jeg kan få ro i hovedet, og samtidig være kreativ." (Pige, 3.klasse)

"I weekenden prøvede jeg at lave et prikmaleri derhjemme. Ligesom det vi laver her. Men det gik ikke lige så godt, for jeg havde kun sort og hvid maling, og jeg kunne kun lave grå. Jeg prøvede at lave en elefant. Jeg har sagt til min mor, at jeg ønsker mig flere farver." (Pige, 3.klasse)

De citater kommer fra tre forskellige elever på et af mine billedkunsthold. 5 minutter forinden kom en af skolens pædagoger forbi, og blev (igen) overrasket over den ro og fordybelse, der var blandt eleverne, da de sad med hver deres blomsterpind eller vatpind og prikkede løs. Klassen er normalt ikke den roligste af slagsen. Teknikken kræver opmærksomhed og koncentration, og eleverne finder det lynhurtigt.

Mit australske aboriginal forløb udarbejdede jeg helt tilbage i 2016, men det holder altså stadig her 7 år senere. Nogle forløb kan tåle tidens tand, og med det her forløb er eleverne lige begejstret hver gang.
De har efterhånden vænnet sig til, at alle mine forløb starter med en introduktion, hvor de præsenteres for baggrund, historier og generelt en opbygning af, hvad de skal lære og hvorfor. De har efterhånden lært min tale om, at billedkunst ikke kun handler om at male og tegne, og de ender alligevel med at labbe det i sig. Det opdagede jeg for eksempel i dag, da jeg opsnappede en snak mellem en lille gruppe elever, der snakkede om, hvor vildt det var, at England dengang bare have taget Australien fra de indfødte.