Sygdom er hver mands herre: Sådan kan du give plads til læreres og elevers sygdom i din billedkunstplan

Billedkunst et et sårbart fag. Det er det i den forstand, at vi er mange, som har klasser, hvor billedkunst er det eneste fag vi har i klassen. Det vil sige, at vi ikke er lige så fleksible, som hvis vi for eksempel også havde dem i dansk, hvor man nemt kunne lave noget tværfagligt eller låne en lektion, for at komme i mål med et forløb.

Har vi ikke alle sammen prøvet, at være godt i gang med et forløb i billedkunst, som var rammesat til 4x2 lektioner, for så pludselig at blive ramt at sygedom? To lektioner betyder meget, når man kun har otte lektioner på fire uger. Selvfølgelig er der også meget at nå i dansk, men processerne i billedkunst og andre praktisk/musiske fag, som håndværk & design, idræt og madkundskab, indeholder hver gang en form for 'transport' til og fra et faglokale og en oprydning, som også tager tid. Det er ikke fordi det tager tid fra undervisningen, for det er en del af undervisningen, men det tager tid fra den kreative proces, uanset om det er praktisk eller teoretisk, som i min optik er de vigtigste dele af undervisningen.

Hvis jeg så bliver syg én af de fire gange vi skulle arbejde med et forløb, så kan det pludselig være svært at indhente, hvis (års)planen er alt for stram. Mit bedste råd er derfor: planlæg dine forløb, så du altid har en buffer på en uge.
Det er jo ikke fordi, at vi skal planlægge at blive syge, men vi skal planlægge med, at det uforudsete kan ske. Vi kan have glemt at tage højde for en emneuge, at der pludselig lægges fagdage ind, at klasselæreren gerne vil på heldagstur med sin klasse, eller at materialerne vi har bestilt ikke er kommet hjem som planlagt. Vi risikerer at bliver syge af at løbe for hurtigt, for at indhente det umulige.

Og hvad så, hvis bufferen ikke var nødvendig, og nu står du med en uges ekstra billedkunst? Er det ikke bare ønskescenariet!? Så har du og klassen pludselig tid til at evaluere det sidste forløb, til at invitere en anden klasse op til en mini-fernisering, til at starte det næste forløb op med en inspirationstur i nabolaget, udstyret med tegneblokke og numseunderlag til iagttagelsestegningsøvelser, eller bare mobiltelefoner og et fællesdrev, hvor billederne kan uploades. Mulighederne er uendelige, for du har tid og overskud. Du er ikke stresset-tom for energi, i forsøget på at indhente det 'uindhentelige'.

Et andet scenarie er, at dit forløb kører på skinner, der er som sædvanligt nogle elever, som er hurtigere end andre, og derfor skal instrueres i at gøre deltaljer mere raffineret, men pludselig står eleven der. Eleven som du ikke har set de sidste to uger, fordi han har været på ferie uden for skolens ferieplan, eller eleven, som kæmper med skoleværing og det er en sejer, at han overhovedet er i dit lokale i dag. Hvad med ham? Hvordan skal han nå alle de processer, som de andre har været 2x2 lektioner om at lave. Vi kan ikke løse alt. Vi kan ikke tage højde for elevernes fravær, uanset hvor lang eller kort den er. Nogle gange kan det lykkes, andre gange må vi udstille elevens ikke færdige værk blandt alle de færdige.

Men ved at have en uges buffer, så er der tid til at skrue op og ned for tempoet, når der er behov for det. Der bliver tid til, at eleven som har været fraværende, eller den meget langsomme elev, også kan nå at have en god proces. Det skal ikke være de hurtige elever, der får lov til at styre, hvornår det næste forløb skal begynde. Det skal ikke kunne betale sig, at være hurtigt færdig. Den sidste gang, hvor de sidste elever skal være færdige, så bliver der tid til afslutning af produkter, evaluering og udstilling. Alle elever vil ikke altid nå i mål, og det er okay.