Læs mere fra bloggen: Folkeskolens billedkunstrådgiver
Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Det ruller og triller i billedkunst
"Det er bare den bedste dag!" Sætningen blev sagt i forbindelse med aktivteten i mit billedkunstlokale, og så kan man jo kun klappe sig velfortjent på skulderen. Citatet stammer fra en dreng i 4.klasse, som var begejstret for at kunne trille glaskugler i maling og lave sit helt eget Asger Jorn inspireret kuglemaleri.
Billedkunst har stadig sin berettigelse på skemaet, også tirsdag eftermiddag, efter en ellers lang skoledag. Jacob var i hvert fald både klogere og gladere, da han tog hjem fra skole i dag.
Vi er i øjeblikket i gang med mit Asger Jorn-forløb og indtil videre har mine 4.klasser taget pænt i mod det jeg har budt dem.
I sidste uge sprang vi direkte ud i årets første forløb. Jeg præsenterede kort Asger Jorn med udgangspunkt i det kunstnerportræt jeg havde lavet til forløbet. Efterfølgende præsenterede jeg dem for et par af Jorns malerier, bl.a. Nattefesten og Den Foruroligende Ælling. Jeg fortalte, at Jorn bl.a. blev kendt for at male oven på andres værker, som han bl.a. havde købt på loppemarkeder. Jeg fortalte dem også om Ibi-Pippi, som for nyligt blev idømt 1,5 års fængsel og som skal betale en stor erstatning for at have vandaliseret Asger Jorns maleri, Den Foruroligende Ælling. Vi talte om forskellen på de to måder at "male oven på andres værker", det kom der mange gode refleksioner ud af.
Efter den gode snak, læste jeg en fagtekst om Jorn højt for klassen, imens de var aktive lyttere med blyanter i hånden. Undervejs skulle de understrege ukendte ord i teksten. Efterfølgende snakkede vi om ordene, inden de blev præsenteret for den tips en 13'er som jeg havde forberedt til fagteksten. Derefter skulle de ud med en makker og finde svarene ved at skimmelæse teksten. Til sidst blev de rigtige svar i fællesskab afsløret med stor begejstring. Det er en sjov måde at arbejde med faglig læsning i faget, så det kan helt klart anbefales.
I gruppen, Kundskab og Kaos - billedkunst i folkeskolen, finder du kunstnerportræt og tips en 13'er.
Alt fra den tunge teori med kunstnerportræt, billedanalyser og billedsamtaler, til arbejdet med deres egne værker, sluges i øjeblikket råt af 4.klasserne. Ytringer som "det her er mega-fedt" og "det skal jeg også prøve der hjemme" kan kun varme mit billedkunstlærerhjerte. Her finder du mit forrige indlæg, med idéer og aktiviteter med Jorn i hovedrollen, hvis du har lyst til at prøve kræfter med Jorn.
I dag startede vi ud med en lille kunst-dyst, hvor den viden vi fik i sidste uge, blev genopfrisket i en lille konkurrence med spørgsmålene fra vores tips en 13'er. Jeg inddrog lidt bevægelse, som altid er et hit, især efter kl. 12.
Bagefter begav vi os ned i billedkunstlokalet, hvor eleverne blev præsenteret for endnu et Jorn billede, Nocturne III, som er et af de værker, hvor han malede oven på et andet maleri. Vi talte om, hvordan lys og mørke kunne fremhæve og dæmpe detaljerne i et værk, samt hvad titlen betyder, og at Jorn generelt lavede nogle lidt underlige titler til hans værker. Derefter skulle eleverne selv tegne oven på en andens (billede af et) maleri med farvekridt, og bagefter måtte vi i gang med kuglemalerierne. De fik tre plastikkrus med maling og 3-4 glaskugler i hver til deling, samt skeer og gafler til at fiske kuglerne op ad malingen med. Dertil blev de inddelt i par og fik et kopikasselåg hver, og i det et stykke hvid kardus. Derefter skulle de samarbejde om at trille et maleri, hvor de skulle undgå at glaskuglen ramte kanterne i låget, imens de trillede kuglen rundt. De nåede at lave tre værker med forskellige makkere, inden det var tid til at pakke sammen. En stor succes!
Jeg er blevet nysgerrig på, hvordan andre strukturerer deres billedkunstundervisning? Har I altid lidt teori med, eller er der også mange gange i et forløb, hvor det kun er praktisk arbejde? Jeg håber du vil efterlade dit svar i en kommentar.