Klæder skaber folk, også billedkunstlærere

En samtalestarter, tøjbeskyttelse, personlighedsforstærker, opmærksomhedskrævende kittel eller bare en malerplettet sag. Uanset hvad den kaldes, så har den fulgt mig i mange år, og jeg bliver glad, hver gang jeg ifører mig den. Hver malerplet og lille sting rummer et minde og den er efterhånden blevet en del af min billedkunst-lærer-personlighed.

Jeg købte den for en del siden, fordi jeg var træt af at få malerpletter på mit tøj. Ofte var det bare, når en elev lige skulle vise eller fortælle mig noget. Så lagde de hånden på min arm, og der kunne både være maling og ler på den hånd. Andre gange kan jeg bare have snittet et elevmaleri, et snavset bord eller en tusch. Det blev jeg lidt træt af. Tøj-penge er desværre ikke en del af lønaftalen, så jeg måtte finde en holdbar løsning.
Da jeg købte kitlen, lignede den mest af alt bare en hvid, anonym discount lægekittel. Kvaliteten er ikke fantastisk og jeg skal ikke regne med at den kan holde mig varm, men den tjener sit formål.
Siden jeg købte den, har jeg givet den en omgang stoffarve, malet med den på, tørt malerfinger af i den, broderet på den, og sidst har jeg applikeret på den. Den udvikler sig, og i nogle perioder gør den ikke. Det er en sjov, uforpligtende og anderledes scrapbog jeg bærer med mig.

Næste gang jeg får fingrene i nogle sjove knapper, så skal de kedelige, hvide plastikknapper skiftes ud.
Mit helt store pièce de résistance kommer til at være på ryggen. Om det skal være et vildt rygmærke, linoleumstryk, et (stort) mixmedia projekt eller noget helt tredje, det ved jeg faktisk ikke. Jeg har kredset om det længe, så det fortsætter jeg nok med lidt endnu.

Det er nok lidt specielt og anderledes, men det er også okay. Det er sjovt og jeg hygger mig med det. Og nogle gange, må det bare gerne være sjovt. Nogle gange, må det eneste man får ud af det, gerne bære være hyggeligt.

To be continued...