Folkeskolens billedkunstrådgiver

Idéer du gemme til en idéforladt dag.

10 sjove og nemme idéer til billedkunstaktiviteter

Gem listen til en dag, hvor du har to lektioner til overs, eller når I har afsluttet et forløb før tid.
Alle opgaverne er enkle, har en varighed fra 1-4 lektioner og kræver kun få materialer, men dog lidt viden.

Offentliggjort Sidst opdateret

    Uanset om dine elever går i 3. eller 6.klasse og uanset deres kreative erfaring, så er der utallige små billedkunstprojekter, der kan udvikle deres fantasi og booste deres selvtillid. 

    I dette blogindlæg vil jeg dele 10 mini-projekter, der egner sig til mellemtrinnets elever. Idéerne er både nemme og engagerende. 

    God fornøjelse! 


  1. Notan værker: Fortæl en historie med notan, design ud fra et tema eller træk et vilkårligt ord fra en ordbank du allerede har forberedt. Lad eleverne vælge farve på deres papir, så det passer til det de vil udtrykke. 
  2. Abstrakt akvarelmaleri: Lad eleverne eksperimentere med akvareller for at skabe deres egne abstrakte malerier. De kan bruge forskellige teknikker som vådt-i-vådt, vådt-i-tørt og salteffekter. Collage: Saml gamle magasiner, aviser og farvet papir, og lad eleverne lave collager om et bestemt tema eller uden nogen begrænsninger. Sæt bespænd efter alder og niveau.

  3. Naturtryk/frottage: Gå en tur ud i naturen og saml blade, kviste og blomster. Brug dem til at lave naturprint ved at placere dem under papir og let gnide farveblyanter eller farvekridt over dem.

  4. Mandalaer: Lær eleverne, hvordan man laver mandalaer ved hjælp af linealer, passer og farveblyanter. Mandalaer er ikke kun smukke, men også en afslappende kunstform som træner fordybelse.

  5. Tape-skulpturer: Lad eleverne lave simple (pakke)tape-skulpturer. Lad dem gå på jagt efter genstande med en tydelig og genkendelig form, eller lad dem bruge deres egne kroppe som modeller. De vikler først deres genstand ind i vitavrap inden den vikler den ind i en masse lag af tape. Til sidst klippes den fri. Inden åbningen tapes sammen, kunne man overveje om en lyskæde på batteri skulle lægges ind.

  6. String art: Introducer eleverne til begrebet string art. Få hjælp af håndværk og design læreren til at skære en træplade til hver elev. Skaf små søm, hamre og farverig snor og garn til at skabe geometriske eller abstrakte designs. De kan evt. lave skilte med budskaber eller nudging der opfordre til at overholde ordensregler. De kan derefter hænges op i skolens billedkunstlokale.

  7. Skraldekunst: Opfordre eleverne til at indsamle og genbruge fundne genstande som låg, kapsler, knapper og ødelagt legetøj for at lave unikke skulpturer. Bliv evt. inspireret af Heerup, som forvandlede skrald til kunst.

  8. Lav tegneserier: Lad eleverne lave deres egne tegneserier med forskellige karakterer og en historie. Projektet kombinerer kunst og historiefortælling. Arbejd med afsender, modtager og budskaber. 

  9. 3D papirskulpturer: Udfordr eleverne til at skabe tredimensionelle skulpturer ved hjælp af farvet papir. De kan starte med at klippe og folde papiret i forskellige former og derefter samle dem til en unik skulptur. Du kan introducere dem til teknikker som origami eller lære dem at skabe simple papirskulpturer som dyr, bygninger eller abstrakt kunst. Dette projekt forbedrer ikke kun deres forståelse af rumlige forhold, men giver også mulighed for at eksperimentere med farve, form og tekstur. 

  10. Glasmosaikkunst look-alike: giv eleverne mulighed for at skabe smukke, gennemsigtige kunstværker, der efterligner udseendet af traditionelle farvede glasvinduer som dem vi ser i de smukke gamle katedraler. Brug sort karton, saks og silkepapir. Alternativt kan I bruge overheadplastik, som de tegner på med permanent tusch inden i monterer det i de sorte kartonvinduesrammer.

Så hvad venter du på? Gem blogindlægget under dine fortrukne, saml dine redskaber og materialer, inspirer dine elever, og se, hvordan de tager imod de 10 idéer. 

Folkeskolens billedkunstrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Sarah Urgaard er Folkeskolens billedkunstrådgiver. Hendes opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: sarahurgaard@live.dk