Hvordan forbereder du dig til madkundskab?

Hvornår har man egentlig forberedt sig godt nok til sine madkundskabslektioner?

Er det bare, når du har undervisningsplaner med dertilhørende læringsmål, samt udvalgt og printet opskrifterne?

Jeg har i den seneste tid måtte bruge en del tid på at planlægge undervisning omkring sukker. Det er blevet til en del praktisk arbejde på skolen – og i hjemmet. 

Men hvor er grænsen egentlig mellem reelt arbejde og ”Christian-hygger-sig-med-sin-passion-som-kommer-elever-tilgode-før-eller-siden”?

Jeg ved det ikke… Men jeg undres… 

Teorien versus håndværket…

Jeg har en undervisningsgang om sukker, som er afslutningen på et større forløb om videnskaben i maden. 

Jeg har max styr på teorien, artiklerne, arbejdsformerne og ved hvilke opskrifter vi skal bruge. Men vil mine valg af opskrifter fungere i praksis? Det skal jeg have styr på, hvis jeg vil lede en læringsproces i en given retning. 

Og det må jeg da bruge forberedelse på, ikke? 

Og det er jo faktisk ret hyggeligt, ikke? 

Efter at reformens jerngreb langsomt løsnes, kan det være lidt mærkeligt at tage hjem fra skolen ved to-tre-tiden, og fortsætte forberedelsen i eget køkken. Her jeg bager mazarin, laver praliné og udvikler en italiensk marengs til mit sukkerforløb. 

Madens verden er kæmpestor!

Men jeg kan simpelthen ikke sætte forløbet i gang, da jeg skal have fuldstændig styr på madens ageren i praksis.  

Eller jeg kan da også bare uddele opskrifter og måske, sandsynligvis, lade eleverne faile big time, ikke?

Nok lever jeg efter et motto, som går på, at vi lærer af vores fejl. Men det er nu en gang sjovere at lykkedes med projekter i livet. Og som lærer vil jeg facilitere så mange succeser for eleverne i køkkenet som muligt. Det må alt andet end lige give mere motivation til at gå hjem og lave mere mad!

Jeg er nødt til at forberede det praktiske arbejde i skolekøkkenet.   

Skumfiduser i udskolingen

Jeg havde overskud og et hul i skemaet og en times forberedelse i madkundskabslokalet med at forberede skumfiduser. 

En god sirup med en temperatur på 115 grader Celsius + husblas + ualmindelig megen piskning = skumfiduser. Se det er opskriften og teorien bag, men hvordan agere det i Vi skal lave en praliné, hvor eleverne lærer at arbejde med? 

Hvad gør man med pebermynte-skumfiduserne, som man lige har lavet i madkundskabslokalet? Man prøver at gå i udskolingen og se om de kan afsættes. Og det kunne de! 

Jeg kan fortælle dig, at du får en meget klistret skumfidusmasse, som er svær at arbejde med. Men jeg ved nu, hvordan vi skal arbejde med massen, således det ikke bliver noget værre gratværk i undervisningen. 

Godt med flormelis, som skumfiduserne vendes i. 

Vi skal lave en praliné, hvor eleverne lærer at arbejde med sukkerets egenskab til at karamellisere. 

Blende, blende, blende og tålmodighed.

Praliné klar til brug eller videreudvikling. 

Er det egentlig ikke bare fint, at vi som madkundskabslærere (og for den sags skyld alle andre lærere) kan arbejde og udvikle vores egen praksis, gennem noget, som vi finder megaspændende og lærerigt?

God efterårsferie – og tid til eftertanker

Christian