Læs mere fra Folkeskolens madkundskabsrådgiver:
En eksamensuge i et madkundskabslærerliv…
Puha, bare puha…
Dette er indsigt i min uge 24, hvor den har stået på prøver hele ugen.
Lad mig understrege, at dette ikke er ynk. Det er bare reality-blogging (basis for nyt fænomen, måske?). Tja, måske jeg kunne sælge ideen til Discovery+? Tænker nok de kunne rydde sendefladen og flytte ”Ex on the beach”, ”Kongerne af Rømø” og ”Bendtner og alle damerne”, eller hvad end det nu hedder.
”Christian og madkundskaben”
En blanding af Hells Kitchen, Master Chef og Ultras sorte kageshow, krydret med børneskrig og skrål, panik, kaos, en mand i midtvejskrise med hang til og hvor ugens højdepunkt er fredagsvino. Det bliver da action packed! Whats not to like?
… Det kan godt være, at serien kun får sendeplads på TV2 Charlie eller DR17… Eller slet ikke…
I må nok nøjes med reality-blogging. For liiige at pirre og vække tv-selskabernes, og din, mulige interesse, er der indsat dagens frække og intime detaljer, da alle jo ved, at det er derfor I ser reality… Her følger nedslagene i min arbejdsuge.
Mandag
0555 uret bipper. Prøveugen er i gang. Fodre familie, pakke varer som var handlet og gjort klar søndag. Konen har styr på madpakkerne – was für ein schatzi! Los geht´s!
0745 adskillige varer smides i lokalet + diverse redskaber, som lige blev handlet i Ikea i weekenden. Første elev står maxklar til at komme ind og preppe sit køkken.
0800 første møde med censor. Godt førstehåndsindtryk af censor-Louise, sniksnak og praktisk info til dagens to grupper.
0815 prøverne starter i K-klasser. Eleverne prepper deres køkkener og liner råvarer og det hele op. Det er som om, at de har hørt efter i undervisningen:-) De er sgu egentlig ret seje!
1130 prøver slut og oprydning mv. God start.
1220 undervisning med de resterende 7. klasse fra K-afdelingen til 1430. Dampet bao, hygge og planlægning med elever af tur til Streetfood Aalborg.
1430 handle Meny i Klokkerholm og tilbage på skolen med varer.
1600 handle Rema 1000 i Svenstrup.
1625 handle Super Brugsen i Svenstrup. Glæder mig til at komme hjem og sidde ned.
1650 færdig. Bilen pakket, resten i hjemmets køleskab.
Dagens frække og intime detalje: Old boys fodboldkamp SGIF vs. St. Restrup. Et svidende nederlag på 0-2.
Tirsdag
0555 uret bipper. Ny dag truer. Argh, det er fandme ikke så galt. Isen med censor er brudt, og mavefornemmelsen er god. Havregryn i skrutten, mys-mys til familie, off we go!
0655 shit! Havde glemt at hente det melormemel, som jeg havde bestilt med posten. Heldigvis åbner brugsen tidligt. Så smutter omkring den. Igen… (indsæt billede)
0745 adskillige varer smides i lokalet. Alle langtidsholdbare varer er nu i hus. Nu venter der kun handlen af friske varer onsdag eftermiddag!
0815 prøver er igen i gang. Lokalet summer af spænding og madglæde. Der kokkereres løs!
1115 første heat igennem. Lækker mad og gode snakke. Lige lidt oprydning inden næste heat.
1200 andet heat on the way. Tre grupper oppe, som er i fuld fokus.
1515 prøverne for i dag er ovre, nu rengøring. Tjep tjep for satan! Madkundskabslæreren skal køre til sønnikes fodboldkamp 1615.
1540 færdig – hjem i en fart! Stres og jag, og iler hjem. Sønnike er heldigvis bedre end sin far og napper en 4-2 sejr.
Den frække og intime detalje: Var jeg færdig for dagen? 1945 Okke-nej, jamen vi handler da lige lidt småting i Rema 1000 (der var lidt ekstra svind her og der).
Onsdag
0555 uret bipper. Yes, den korte dag! Hovsa, har ski da sovet 20 minutter over. Klokken er ski da 0615! Familien fodres af. Af sted igen igen igen. Podcast: Vin for begyndere i bilen klarer den mentale klargøring til dagens prøver. Kø i Limfjordstunnellen. Shit, hvad nu hvis der er elever klar allerede 0745?
0745 en elev er mødt op i god tid. Flere varer smides i lokalet
0815 prøver er igen i gang. Lokalet summer af spænding og madglæde. Der kokkereres løs!
1115 første heat igennem. Lækker mad og gode snakke. Hold nu kæft 8.a styrer! Tak for nu til censor – bilder mig ind, at vi har været gode – næsten lige så gode som eleverne;-)
1140 eleverne har ryddet op, og jeg skal hjem og læse lidt op på morgendagens prøver. Nej, vent, der skal da lige handles lidt…
1150 tjekke op på skabe, borde, køleskabe og frysere ift. varer. Tjek.
1200 handle Meny i Klokkerholm og tilbage på skolen med varer.
1240 handle i Meny Skalborg, da en elev har ønsket at vise filetering af hvilling. Sådanne elever står jeg gerne på hovedet for! Hvillingen var ikke i sæson. Håber han kan nøjes med en forel, som kan fileteres på samme vis, og er en ok erstatning (til trods for anderledes smag - ferskvand ).
1330 Coop 365 praler med at have grønkål på denne årstid (hvilket jeg finder pudsigt ift. sæson). Anyways, giver det et skud. NOT! Ingen grønkål.
1345 videre til Super Brugsen. Jeg må vælge andre erstatninger for grønkål. Jeg spottede simpelthen ikke at gruppen havde valgt grønkål i juni måned i planlægningsfasen. Følelsen af dårlig samvittighed trænger sig på. Det burde jeg have spottet og vejledt eleverne i (selv om Prøvevejledningen siger andet).
1500 kort gennemlæsning af torsdagens prøveoplæg og potentielle spørgsmål til den mundtlige del.
Kort dag, min bare røv…
Dagens frække og intime detalje: Faldt i søvn på sofaen kl. 2030… Filosofisk tanke; er det sådan at have prøver, eller er det sådan at blive gammel…?
Torsdag
0555 uret bipper. Eller gør det?
Jo, selvfølgelig - til sort røg og ildebrand i Svenstrup. Få hundrede meter væk, er der sort røg fra byggeri. Så er man ligesom ude af fjerene.
0630! Familien fodres af. Af sted igen igen igen. Podcast: Vin for begyndere i bilen (bonusinfo: Lagringsværdig vin fra Champagne, Barolo og Bordeaux). Trafikken glider, ingen forsinkelser, tidlig ankomst 0730 til skolen og udpakning af dagens råvarer.
0745 første hold gør klar - de er max klar. Mødes med ny censor til torsdagen og fredagens strabadser.
0815 praktisk info givet. Køkkenet summer af dyb koncentration med tre meget fokuseret grupper!
1130 første heat ovre med forsinkelser. Lige lidt oprydning og der hundses med eleverne inden næste heat.
1210 andet heat starter med forsinkelse. Fire drengegrupper, stemningen oser af drengerøv. Censor må tilpasse sig jargonen:-)
1605 dagens prøver er afviklet med forsinkelser. En hurtig opdatering af indkøbssedlen = en liiile tur i Rema på vej hjem...
1645 handlet og fyraften. Endnu en lang dag, hvor man er meget på. Thats the game.
Dagens frække og intime detalje: En styrketræning forsinker kampen om retten til fjernsynets sendeflade. Drømmen om at nyde et glas pinot noir, mens drømmene om et fransk chateau pirres af programmet Fransk Drømmeslotte er laaangt væk. Konen kom først; Den står på Sex and the city... Uh, torsdag aften i forstæderne kan bare noget...
Fredag
0555 uret bipper. Mon ikke det gør? Ingen misset alarmer eller ildebrande. Bare en stille og rolig morgen.
0655 Den endte ikke med at stå på Vin-Podcast, men høj rockmusik, Limfjordspassage og madkundskabsprøver. Og at det bliver en kort dag. Yes!
0730 ankomst til skolen. De første elever er allerede klar. Maxklar! Udpakning af dagens råvarer og klargøring af lokalet. Det er efterhånden rutine og stille og roligt.
0815 er vi på Noma eller Geranium? Hold nu kæft de er fokuseret! "Må vi snakke, Christian?", spørger nogle af eleverne efter fem minutter:-) Hyg jer for satan, snak, giv den gas!
1130 dagens eneste og sidste heat overstået. Nøj, hvor var de gode. Et heat, hvor der blev lavet mega meget mad pr. gruppe og sågar enkelt mand/pige. Fokus på processer og metodikker og håndværket. Fed afslutning.
1245 alt er clearet. Jeg skrider! Over and out. Vent... Skal lige handle på vej hjem - men fandme ikke til mere arbejde, men pizzahygge med fodboldkammerater;-)
Dagens frække og intime detalje: Jeg kan sige, at det involverer en masse midaldrende fodboldspillere, pizzahygge i min have og visse mængder alkohol. Måske Folkeskolen.dk beder mig udelade beretninger, detaljer og billeder fra dette abegilde?
Således et lille indblik i min prøveuge. Tid anvendt; tja det er blevet til lidt af hvert og jeg tænker at jeg har fortjent min løn.
Kommentér endelig med dine uge(-r) med eksamenserfaringer.
Trætte & madkundskabslige hilsner
Christian