Madkundskabsundervisning uden mad kan være op ad bakke…

Valg af undervisningsindhold, planlægning og alle de didaktiske overvejelser, der følger med, er med til at karakterisere vores madkundskabsundervisning.

Her følger et indlæg om undervisning og aktualisering af fødevareproblematikker – men også om mulige kompromisser i madkundskabsundervisningen.

For hvor stor en del af din undervisning skal, må, bør være uden decideret madlavning?

Hvad skal vi egentlig lære i madkundskab?

Skal madkundskab forblive et fag med teboller og frikadeller?

Eller skal vi også favne de lidt mere ”tørre” emner (og råvare for den sags skyld)?

Skal vi i madkundskab bare lave mad, fordi det er det folk og elever forventer af os, eller skal vi tage fat i det der rent fagligt giver mening for dernæst at gå på kompromis med ”det sjove”?

Ja, beklager de mange selvundrende spørgsmål...

Det sker ikke så tit…

At jeg planlægger udelukkende undervisningsgange uden madlavning. Men hver gang jeg gør, oplever jeg en del modstand.

Denne undervisningsgang var ingen undtagelse. Der skulle arbejdes med fødevarebevidsthed og krigen i Ukraine ud fra en masse forskellige vinkler. Et rimeligt aktuelt emne. Men det aktuelle vækkede ikke megen interesse. Der skulle kigges i atlas, tegnes, diskuteres og læses lidt artikler. Men der var ingen praktisk arbejde og mam...

Jeg plejer…

80-90 % af min undervisning er praktisk madlavning. Der er altid en lille faglig artikel i starten af min undervisning, som understøtter det praktiske arbejde. Teori, som vi læser eller gennemgår vi på forskellig vis. Altså er der ikke mange beslutninger om teorigange.

Men madkundskabsundervisning handler om meget mere.

Kunsten, kompromisset og forforståelserne

Kunsten må være at finde et kompromis og mellemvejen, hvor vi prøver at snige ikke-madlavende-arbejde stille og roligt ind i faget. Det fungerer fint i min hverdag.

Eleverne har nogle forforståelser for madkundskabsfaget, og disse skal tildeles omformes en smule med tiden i takt med at madkundskab er blevet et prøvefag – hvis du spørger mig.

Det teoretiske og ikke-madlavende element i undervisningen er et unde. Det er en nødvendighed for elevernes videre læring og faglig udvikling. Og ikke mindst deres udvikling til demokratiske borgere med handlekompetencer. Borgere som kan træffe valg!

Og netop valg er det som madkundskab kan og skal arbejde med.

Men vi skal oparbejde et teoretisk fundament, som vi kan arbejde praktisk på og tage stilling ud fra. Og det er ikke altid til at læse ud af en opskrift.

Og det er ikke altid lige sjovt.

Og hvad så med fødevareproblematikkerne og krigen i Ukraine?

Jeg er stædig og insisterer…

Så vi napper en ekstra undervisningsgang med fødevarebevidsthed og Ukraine.

De som arbejdede fornuftigt sidste gang, vil kunne blive færdig til at lave en lille hygge-croque-madame. Dem som danderede den lidt for meget, kan arbejde lidt videre endnu.

Hurra for Pavlovs hunde.

Så må man lære det på den hårde måde...

Madkundskabslige, og lidt behavioristiske, hilsner

Christian