Læs mere fra Folkeskolens madkundskabsrådgiver:
Budgetforhandlinger madkundskab 2025!
Har du nemt eller svært ved at snakke økonomi med chefen?
Så er vi pludselig to uger efter efterårsferien! Det ski snart jul – og chefen vil måske have fagbudgetter til kommende skoleår – eller også vil du have styr på økonomien, således du ved, hvad der er at rutte med i undervisningen?
Under alle omstændigheder, skal der være styr på økonomien inden længe.
Og det er ikke altid en lige nem snak at tage med chefen.
Her følger et par erfaringer og vinkler, som jeg arbejder ud fra.
Den svære samtale – eller forståelse for hinandens ståsteder
Undersøgelser fra Madkulturen og Arla viser, at der er mange skoler, hvor der ikke er budgetteret med en ordentlig økonomi. Men de viser også, at der er skoler med gode budgetter på helt op til 20-30 kr. pr. elev pr. gang, og skoler uden et decideret budget, hvor faget drives på sund fornuft (og det er jo også godt, hvis det kan lade sig gøre).
Hvis du spørger mig, handler det om at vise skolelederen et ordentligt budget, som viser, hvad du reelt har brug for, og hvad den reelle pris er for at drive faget. Med et ordentligt budget kan du vise din side af bordet klart og tydeligt, og så må lederen vurdere, hvor der evt. skal spinkes og spares, og I kan evt. have en diskussion herom, hvis det er tilfældet.
Men med tydelighed og skitsering af dit og fagets behov, tror jeg på, at den gennemsnitlig chef vil kunne se logikken heri.
Bevares, det kan også være, at du har en negligerende chef, som mener at faget sagtens kan drives for 4-5 kroner og gemmer sig bag undskyldninger, som ”lav mere teori pga. prøver” eller ”inddrag flere film”, velvidende af Faghæftet skriver at fagets særlige kendetegn er madlavningen og den nuværende undervisningsminister råber på mere praktisk arbejde.
I så fald kan jeg ikke hjælpe dig med gode råd… Jo, søg bedre arbejdsforhold…
Det gode argument
Fødevarepriserne stiger en gang i mellem, når der er kriser af alverdens art. Men det er som om, at detailhandlen glemmer at regulere priserne ned igen, når de respektive kriser er ovre…
Jeg arbejder ud fra at have 10 kr. pr. elev pr. undervisningsgang. Det er ikke mange penge, men jeg har kunnet få det til at række i mange år. Jeg tror på, at det handler om en god undervisingsplan med masser af praktisk undervisning = decideret madlavning. Ca. 80-90 % praktisk undervisning har jeg. Arbejdes der sæsonbestemt og med bæredygtighed kommer man også langt på budgettet.
Hvis du viser helt konkret, hvad du skal bruge, kan en chef bedre forstå, hvad han/hun faktisk budgetterer til eller hen mod.
Redskaber bliver slidt, chef…
Altså chef, de små satans tyranner af nogle helvedesunger til djævleyngle på energidrik, som render rundt i køkkenet (som dog hører sig til lokalet), kombineret med de eksterne brugere af køkkenet ala spritstive-afdanket-midtvejskrise-wannebe-gourmet-mænd og guld-/stenalderklubben til bollebagning fredag formiddag slider vores køkken med ligegyldighed og ikke mindst vores redskaber i smadr!
Derfor er der simpelthen nødt til at være et punkt med redskaber i budgettet. Og ja, jeg kan ikke altid sætte det eksakte redskab på, som skal købes ind, da det vitterlig er forskelligt, hvad der går itu. Men du kommer langt med et par tusinde.
Et par gode råd
Kan du købe redskaber og skåle i metal? De er svære at smadre.
Skulle det ske, at der er en lille skilling tilbage på madkundskabsbudgettet – gud forbyde det- kunne man lave en aftale om, at dette kunne investeres i nye og mere moderne redskaber. Dette har mine ledere altid været gode til. Dette kombineret med rettidig omhu og et ordentligt budget, gjorde, at jeg på min gamle arbejdsplads fik opbygget et faglokale med redskaber, som kunne gøre undervisningen og mulighederne i køkkenet endnu mere interessant. På nuværende arbejdsplads arbejder vi os lige så stille mod bedre rammer, redskaber og faglokale i helhed. Men det tager tid. Sådan er det.
Det kan du læse mere om her.
Jeg håber, at denne artikel måske kunne inspirere til at lave et konkret budget til din chef. Måske det kan blive starten på en god faglig snak herom.
Det har det i hvert fald været for mig til gode snakke med mine chefer.
Madkundskabslige og økonomiske hilsner
Christian