Læs mere fra bloggen: Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog
Karriere som (madkundskabs-)lærer
Kan man gøre karriere som lærer – og for vores vedkommende på denne blog; som madkundskabslærer?
Vi skal fandme tale madkundskabsfaget op (læs: de fagudlærte
mangler + efteruddannelse mangler)!
Vi skal fandme tale lærerfaget op (læs: der er jo ikke nok derude samt faldende ansøgertal)!
Men hvordan?
Her følger et indlæg i den mere wannabe-filosofiske mad- og karriereafdeling-agtige-ish-dippedut-ting.
12 år = dødslønnen
Om du vil det eller er ej, så sker der ikke meget rent lønmæssigt som lærer, når du har været ansat i 12 år (læs: på nyeste overenskomster). Du har haft din tredje lønstigning. Herfra skal du uddanne dig med diplom- eller kandidatuddannelse for lønstigninger via ECTS-point.
Men er en karriere bygget på løn?
Hvad er en karriere?
Er lærerlivet lige som i Suits, hvor vi i bedste Mike Ross-stil stiger i graderne, bliver partner, og får kæmpekunder med millionløn til følge?
Nej…
Du har 6.b, indtil du giver dem videre til udskolingen – og selv starter i 1. eller 4. klasse igen med nye hold… Du har valgholdet på 7. årgang, som du kan føre til eksamen, for dernæst at starte igen…
Det er lærerens karriere- og livscyklus.
Ordet karriere er således ikke defineret af løn, grader eller fancy titler.
En karriere handler om selvudvikling.
Jeg har her fundet stor inspiration i Professor Edgar H. Schein teori om De otte karriereankre, som beskriver, hvad der motiverer os i vores karriere.
1. Selvstændighed
2. Tryghed/stabilitet
3. Teknisk/faglig kompetence
4. Generel kompetence
5. Igangsætter
6. Service/at arbejde for en sag
7. Ren udfordring
8. Livsstil
Læs mere på: https://www.forsikringsforbundet.dk/indhold/hvad-motiverer-dig-og-din-karriere
Jeg tror mange lærer kan nikke genkende til ordene i lærerhvervet. Der er måske ankre, som har mere betydning for dig og dit virke end andre.
Men med andre ord, er en karriere, hvad du gør den til.
Og det er netop det, burde man slå lærerhvervet op på. Man kan nemlig godt gøre karriere som (madkundskabs-)lærer.
Men det er skidesvært!
Der er tilsyneladende ikke mange penge til uddannelse. Kommunen, staten, what ever har ikke afsat penge. Skolen har ikke nok penge osv. (undersøgelse fra Madkulturen viser bl.a. at madkundskabslærere ikke kan komme på kursus).
Undskyldningerne er mange og den bliver nemt skubbet videre i vores bureaukratiske systemet af ledere, mellemledere og diverse djøf’er.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke ved, hvor ansvaret herfor ligger. It´s above my paycheck… ;-)
Det er en udfordring, at selvudvikling i folkeskolen ikke er en prioritet.
Det er som om, der skal andre aktører og fonde inde over, for at det kan lade sig gøre at udbyde kurser. Fx A.P. Møller m.fl. (https://www.madkulturen.dk/ny-efteruddannelse-til-350-laerere-i-madkundskab/)
Hvor længe skal vi gemme os bag regneark og skubbe skylden videre i bureaukratiet?
Hvordan gør jeg min karriere som (madkundskabs-)lærer?
Du kan uddanne dig, selvstudere eller tage del i dit fags mange udviklings- og interessegrupper.
Du kan med andre ord gøre noget selv.
Det har jeg altid gjort, da jeg lidt har givet op på det offentliges vilje til at udvikle sit personale.
Biblioteket og internettet bugner af viden og ideer – og de er gratis – modsat uddannelser og kurser;-)
Jeg tror det handler om at brænde for det, man laver i sin karriere – ligegyldigt metier eller fag.
Jeg føler ikke, jeg arbejder, når jeg læser alverdens madkemi, maddannelse af Helle Brønnum Carlsen eller ser forelæsninger fra Harvard University på YouTube. Jeg slapper af, og jeg lærer, fordi jeg er nysgerrig. Det er min interesse.
Til gengæld læser jeg ikke så meget Jussi Adler-Olsen-krimi eller E.L. James-husmorporno.
Vi skal vise eleverne, at vi brænder for vores fag.
Hvis du udvikler dig som person, er der mulighed for at dette kan inspirere andre. Det smitter:-)
Og at være inspirator, må siges at være en vigtig del af madkundskabslærerjobbet!
Er det den rigtige fremgangsmetode?
Det ved jeg ikke… Men det holder mig på dupperne og giver mig en følelse af konstant selvudvikling. Det giver mig en følelse af, bevidst som ubevidst, at arbejde med Scheins karriereankre.
Men det er jo ikke alle, der har det behov, den motivation eller den lyst. Bevares, det skal der være plads til. Men er man af den holdning, kan man da tillade sig at brokke sig?
Man behøver ikke tage på kurser og at læse bøger mv. for at blive dygtigere – men det er ski smart. Vi kan også udvikle os gennem vores almen praksis i klasseværelserne. Men det kræver nok, at man stopper op og tænker mere over egen praksis.
Og hånden på hjertet; har vi altid tid til det i en travl hverdag?
Og bliver det så ikke også bare arbejde med arbejde og ej interesse?
Derfor er jeg fan af kurser og bøger og andre læringsmedier.
De får mig til at stoppe op og tænke: ”Er det nu også den rigtige løsning eller tilgang du har fat i, Christian?”.
Hvor om alt er, er der kun dig til at skabe din karriere. Og du kan sagtens gøre karriere som madkundskabslærer!
For karriere handler om selvudvikling!
Det handler om, at du flytter dig som person.
Derfor har jeg nu valgt et, for mig, anderledes karrierevalg…
Madkundskabslige hilsner
Christian