Livretter

Nu skal dette indlæg og forslag ikke lyde som et eller andet hypermoderne jeg-må-ikke-sige-nej-til-børn-ubevidst-curling/det-er-eleverne-som-skal-bestemme-alt-i-skolen.

Tværtimod!

Jeg møder til tider elever, som ikke altid sætter lige meget pris på undervisningens indhold og praktiske arbejde til trods for megen planlægning bag dette. 

Jeg har specielt oplevet dette i mit arbejde med autisme og K-klasser. Her skal undervisning nemlig om nogen være meget meningsskabende på specielt det personlige plan. Ellers kan der være lukket helt af til øverste etage; og dermed læring til følge.

I forlængelse heraf, kan jeg sagtens se elementer af den autistiske madkundskabshjerne ind i moderne almene elevers hjerner og tilgang til undervisning.

Den didaktiske kunst og motivation

Jeg ser mig selv, som skolelærer og madkundskabslærer, som ekspert i planlægning og organisering af læring.

Jeg kan sætte læring i system og struktur og skabe en plan, som potentielt leder hen mod en større erkendelse, læring, dannelse og sammenhængsforståelse. Dette er selvfølgelig forudsat, at eleverne gider, da det jo i vores moderne folkeskole er helt og aldeles normalt, at elever ikke gider skole og læring, da det ikke altid er sjovt…

Ironi kan forekomme, men jeg tænker og håber, at du kender til netop denne kliché. Jeg er i hvert fald blevet mødt med denne i mine mange år som skolelærer – det er jo ikke sjovt –nogen vil måske sige, at danske skoleelever er temmelig magelige.

Nu skal læring ikke altid være sjovt, men det er fandme en fordel, hvis det er!

Forestil dig at vi tog udgangspunkt i elevernes interesser og i dette tilfælde livretter i et køkken.

Vil vi kunne arbejde ind i en interessebåren undervisning som motivationsfaktor?

Kunsten at gide – medbestemmelse som motivationsfaktor?

I såvel almen som K-regi oplever jeg elever, som ikke gider at deltage i madkundskabsundervisningen. Heldigvis vil de fleste – men hvordan får jeg de sidste med?

Jeg havde en gruppe elever, som ikke var til at drive frem i madkundskab. De ville ikke arbejde med det praktiske… De ville hellere læse, skrive eller for den sags skyld glo ud i luften…

I K-regi oplever jeg elever, som kan have svært ved at udtrykke, hvorfor de ikke vil deltage. Dernæst kan de ikke altid forstå eller se perspektivet i ikke at deltage (ofte qua deres diagnose(-r)).

Så hvordan kan jeg få de sidste procenter med her?

Hvordan får jeg dem til at gide?

Medbestemmelse – hvad er din livret?

Medbestemmelse er et buzz-word i alverdens trivselsundersøgelser.

Det er et ord og en tankegang, som jeg prøver at flette så meget som muligt ind i al min undervisning. For vi kommer ikke uden om, at jeg er læringseksperten overfor eleverne (og forældrene for den sags skyld) + jeg har nogle fælles mål, som undervisningen retteligt skal leve op til. 

Der er således grænser for medbestemmelse i folkeskolen og undervisningen.

Teamet omkring klassen havde tidligere arbejdet med at vælge alverdens aktiviteter i skolegangen på tur, hvor en elev bestemte et element i indhold til en undervisningsgang, som hele klassen så skulle gøre. Det gav mere aktiv deltagelse. Kunne vi bruge en lignende tilgang i madkundskab?

”Hvis du måtte vælge, hvad vi skulle en undervisningsgang, hvad vil det da være”?

Jeg har nu ændret i undervisningsplanen, og vi er godt i gang med livretter. Ud over det jeg har planlagt, er der indlagt undervisningsgange, hvor det er den enkelte elev i klassen, som har bestemt maden til det praktiske arbejde. Så bygger jeg op med opskrifter og faglige indspark hertil.

Noget kan tyde på at eleverne deltager mere

Det er mundet ud i:

Tunmousse

Tortillas

Stegt flæsk med persillesauce

Kyllingelår med grønt og kartofler

Panang

Tarteletter

En tankegang, som jeg også sagtens tænker kan tænkes ind i almen madkundskabsundervisning. Og som der kunne analyseres meget mere på!

Et gigantisk stort vinterferiepuslespil

Nu har jeg ”kun” 6-7 elever i denne K-klasse med eksperimentet. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at ideen kunne være fed at afprøve i almen undervisning, velvidende at jeg her har et sted mellem 17-21 elever (og tidligere har haft op til 24-26 elever).

Det er et gigantisk puslespil, hvor læring, motivation, interesser, livretter og personligheder emulgerer sammen. Det kan blive svært, det kan også blive let… Det har kunnet lade sig gøre i en lille klasse. Jeg skal i hvert fald prøve tankegangen af i en stor klasse til sommer, og se om jeg kan få enderne til at nå sammen.

Måske vi skulle spørge eleverne, hvad de godt kunne tænke sig, og dernæst sætte hele baduljen ind i en organiseret læringskontekst.

Men vil det ikke være det hele værd?

Madkundskabslig hilsner og god vinterferie

Christian