Læs mere fra bloggen: Folkeskolens madkundskabsrådgiver
Blog
Lad os omfavne de positive historier i madkundskab – og reflektere over prøverne
Jeg er træt… Jeg er slidt… Jeg læser og hører alverdens mindre positive historier om prøverne… Jeg har haft 6 dage med prøver… Men jeg er også glad, fordi jeg har gjort mit arbejde… Og derigennem fået en masse erfaringer og gode oplevelser!
Offentliggjort
Sidst opdateret
Og så har jeg fået mig et velfortjent jeg-er-færdig-med-prøver-for-i-år-glas-Rioja-vino.
Jeg er deltaget i seks eksamensdage i denne omgang!
En censordag.
Fire dag med egne 8. klasser.
En formiddag med K-klasser.
Masser erfaringer og oplevelser rigere!
Her følger et indlæg med nogle af de refleksioner, som jeg har gjort mig med disse første reelle prøver i vores fantalastiske fag.
Jeg har ikke nok forberedelsestid…
Prøven koster megen tid…
Prøvevilkårerne er urimelige…
Jeg kunne blive ved…
Og der er så sandelig også smagende og duftende melanoider af sandhed i disse lignende udsagn.
Ikke desto mindre er vi i gang, og lige som os menige arbejdere, gør finere folk længere oppe i systemet sig sikkert også erfaringer.
Det er en proces – som Thomas Frank sagde i Brøndby IF i sin tid…
Ting tager tid, Brøndby var et umanerligt ringe fodbold, og træneren sagde hele tiden i interviews, at det var en proces. At træneren så skulle blive underløbet af egen formand mv., er en anden snak… Ikke desto mindre blev holdet danske mestre få år senere. Måske det var en proces?
På samme vis ser jeg lidt madkundskabsprøverne. Der er lidt kanter, der skal slibes og pudses, og vi er ikke helt danske mestre endnu. Men vi er på vej.
”Det var fint nok”, siger mange af mine elever – uanset karakteren – når jeg spørger til deres oplevelse af madkundskabsprøven. Og fint nok i Nordjylland er jo mega positivt!
Jeg synes ski egentlig, at madkundskabsprøven er vældig hyggelig, mens den står på. Der er en del arbejde inden prøven, som ”slider” en smule på en. Men jeg bilder mig også ind, at der ryger en del energi på relativt nyt-og-ukendt-kontoen. Jeg har gjort mig mange erfaringer, lavet mange processer og notater, som alt andet end lige gør prøverne nemmere næste sommer.
En refleksion – Kan man få 10 for at bage pølsehorn?
Kan man det?
Det tænker jeg umiddelbart ikke. Selv hvis du er dygtig til at fortælle om gær efterfølgende.
Men hvor er grænserne – de hårfine grænserne mellem let, middel og svære opskrifter og madlavninger?
For mig tror jeg, at det handler om at vise så mange som mulige færdigheder, tilberedningsmetoder og producere noget lækkert mad lavet fra bunden på de to timer og dernæst understøtte det hele med en god faglig snak.
Smid endelig en kommentar!
En refleksion mere – Mere proces og vejledning
Hvorfor må eleverne ikke få masser af vejledning. Det må de i så mange andre fag – men ikke madkundskab.
Jeg har elever, som jeg kunne have vejledt til at få en bedre oplevelse og for den sags skyld karakter, hvis jeg måtte vejlede dem. Det er jo trods alt dem, som skal lave arbejdet i sidste ende og ikke mig. Derfor kan jeg godt give mit besyv med, hvis de søger min mening.
Men lad os nu se om der er en ny prøveform eller lidt redigeringer og tilpasninger på vej?
En sidste oplevelse/refleksion
Hvor er det fedt at være i et prøvelokale, hvor stemningen kan være helt stille som i køkkenet på en gourmetrestaurant, og hvor eleverne næsten telepatere samarbejdet med hinanden; til køkkener hvor der snakkes, grines og fjolles i en prøvesituation, mens der stadig kommer fine resultater på bordet.
Det er der sgu da ikke mange prøver, som kan tilbyde os lærere?
Jeg glæder mig allerede til næste år, samt at lægge lag på min undervisning, således den giver endnu bedre forudsætninger for og oplevelser til eleverne.
Jeg har haft nogle sjove og spændende prøver, blandet oplevelser og karakterer og nu er jeg godt træt…
Madkundskabslige og mange fantalastiske sommerhilsner
Christian
