Puha, hvor jeg stinker: Den dødsensfarlige og komplekse madlavningsteknik

Jeg stinker i bogstaveligste forstand, da eleverne og jeg har arbejdet med den sindssyge, dødsens farlige og lidt mere komplekse madlavningsteknik: fritering.

Men hvor er grænsen mon for madlavning i madkundskab i folkeskolen, hvad er der reelt behov for at lære såvel fagligt som praktisk til livet i køkkenet?

En lille sidebemærkning: Stavblender-gate

Du havde nok gættet det, men jeg var bare nødt til at komme ind på den megen fokus, som der har været på stavblenderen på de sociale medier.

Her er et uddrag fra ”Når klokken ringer”: ”Foodprocessor, blender, elkødhakker, røremaskine Opbevares i skab og udleveres til brug, så arbejde ikke starter uden instruktion og tilsyn. Maskinerne skal være sikrede, så de ikke kan starte uden låg. Maskinen skal være fuldstændig afskærmet. Maskinen skal være indrettet, så eleverne ikke kan fjerne afskærmningen under brug. Vær opmærksom på, at stavblendere har en roterende kniv, som ikke er afskærmet. Elever i 4. klasse må ikke benytte røremaskiner”.

Men som du sikkert også kan læse, har jeg arbejdet med friteringsteknik og sjove og oplysende madlavninger. Med andre ord, må jeg gerne arbejde med 180 grader varm olie, som afskyr vand og sitrer og sprøjter, hvis du ikke lærer at anvende teknikken og redskabet ordentligt. For det er jo kun mekanisk roterende knive, som ikke er afskærmet, som tilsyneladende ikke må anvendes.

Fritering: Sambusa

I forbindelse med et forløb i madmæssig mangfoldighed var vi kommet til at skulle arbejde med indsigt, forståelse og praktisk arbejde med islam og mad. Her stod den på den lækre somaliske snack sambusa.

Her skal eleverne arbejde med det, jeg vil kalde for madorigami, hvor der foldes små trekanter med lækkert, krydret oksekødsfyld. Banditterne blev denne gang friteret på pande i godt med olie – jeg prøvede på at undgå at skulle finde fritøsen frem.

Konklusion: Vi kom til at stinke af fritøse lige meget hvad. Men vi fik kombineret noget faglig indsigt og oplysning med en lækkerbisken, som vi for resten også arbejdede med i 7. klasse, da vi lavede samosaer i et vegetarforløb.

Begge dele er altid et kæmpe hit i min undervisning!

Eksperimenter med LIFE

En lille pause fra fritøsen gav et møde med næste års elever. Der skulle eksperimenteres og undersøges med et materiale, som LIFE-Fonden har i støbeskeen til 6. klasse. Under temaet undersøgelse af grønne pizzaer skulle vi se nærmere på, hvordan sanseapparatet måske faktisk kan være et bærende element i bæredygtighedsudvikling. For hvordan kan vi tage den folkekære yndlingsspise, pizza, og gøre den til medie for grønnere madtænkning?

En sjov og meget elevorienteret øvelse, hvor kødmængder i vores kost sættes på spidsen, og hvor krydring af grøntsager, gav eleverne nye perspektiver på pizza.

Men gæt hvad, jeg kom selvfølgelig til at stinke… Læs mere om pizzabagning her.

Sundhedsforløb, fedt & nuggets

Til at runde ugen af med, stod den på et sundhedsprojekt, hvor eleverne guides igennem det at skrive et projekt, mens vi arbejdede med teori og praktisk arbejde med makronæringsstoffer. Vi var kommet til fedt, hvor vi skulle undersøge friteringens indvirken på kyllingenuggets. Således måtte der gang i fritøsen, hvor halvdelen af elevernes nuggets skulle i, mens den anden halvdel måtte en tur i ovnen. Hertil en hjemmelavet BBQ-sauce og et salatblad.

Det ledte til en masse gode faglige snakker, hvor den friterede nugget vandt flest ovationer blandt eleverne, men hvor der samtidig var en fin forståelse for energien og fedtmængden heri, kontra den i ovnen.

 Konklusion: Du kommer til at stinke af at være madkundskabslærer – men fritering er by far den tilberedningsteknik, som du kommer til at stinke mest af!

Eller hvad har du af stinkende erfaringer, kan du stinke bedre?

Sikkerhedsmæssige, stinkende & madkundskabslige hilsner

Christian